“Jeg husker den følelse af modvilje, som hans ansigt, hans hele væsen fremkaldte.” Sådan beskriver Henry Miller sit første møde med bumsen Max i Det kosmologiske Øje i beretningen MAX. Max er en jødisk bums i 1930’ernes Paris som lever af at fedte sig ind hos udlændinge som den amerikanske boheme forfatter Henry Miller. Max er selvmedlidenheden selv. En ussel person for hvem intet er for usselt. Med serviliteten som redskab når Max til stedse nye dybder. Ingen tjeneste, plathed eller nederdrægtighed er for lille på andres bekostning. “Det fik mig til at krølle tærer at høre ham sige sådan!” siger Miller om Max. Næsten alle mennesker som har levet eller færdes i en større by har mødt Max på et eller andet tidspunkt i deres liv. Max er ham som alle viser en uskøn blanding af foragt og medlidenhed. Du ved han er usel, men du bryder dig ikke om tanken. Han giver dig dårlig samvittighed. Det kunne være dig; og alligevel ikke. Den evige hjemløse bums som ikke gider tage sig et rigtig arbejde og tjene til livets ophold på ærlig vis, men hellere vil tigge til stoffer og druk på togstationer, gader og stræder. Max bliver hos Miller til den universielle bums. Personligt har jeg mødt ind til flere Max’er i mit liv – men der er dog én som stråler over dem alle! Ham kan jeg ikke vedstå mig – min venner ved nok hvem jeg tænker på. Millers beskrivelse af Max er hudløs. Hans ærlige, næsten kyniske, beskrivelse af sine egne følelser omkring Max er næsten for overvældende. “Jeg kunne lide at se Max tude foran Boris.” Henry Millers beskrivelse af Max fremkalder en lummer og krybende menneskeforagt magen til den Hitler fremkaldte over for jøderne. Det er svært at rumme Miller og Max samtidigt. Man bryder sig bestemt ikke om Miller efter læsningen af Max. Henry Miller blotter sig som menneske. Miller omfavner sin egen skyggeside i Max. Alt sammen med en slet skjult reference til den franske avantgarde, som f.eks. Charles Baudelaire med Le Fleurs du Mal, som Henry Miller elskede. Miller er hverken bedre eller værre end nogen andre – og da slet ikke i forhold til Max. Det er paradokset. Millers forhold til Max fremkalder et utrøsteligt selvhad. Han er som Max. Max minder om noget i os selv som vi ikke vil stå ved. “Life has no other discipline to impose, if we would but realize it, than to accept life unquestioningly. Everything we shut our eyes to, everything we run away from, everything we deny, denigrate or despise, serves to defeat us in the end. What seems nasty, painful, evil, can become a source of beauty, joy and strength, if faced with an open mind. Every moment is a golden one for him who has the vision to recognize it as such”. Hvilken opstigning til livets vej af Henry Miller. Reference: Det kosmologiske øje (The Cosmological Eye) Hasselbalch, 1948 Henry Miller American Author Charles Baudelaire – Le Fleurs du Mal fleursdumal.org

“Jeg husker den følelse af modvilje, som hans ansigt, hans hele væsen fremkaldte.” Sådan beskriver Henry Miller sit første møde med bumsen Max i Det kosmologiske Øje i beretningen MAX.

Max er en jødisk bums i 1930’ernes Paris som lever af at fedte sig ind hos udlændinge som den amerikanske boheme forfatter Henry Miller. Max er selvmedlidenheden selv. En ussel person for hvem intet er for usselt. Med serviliteten som redskab når Max til stedse nye dybder. Ingen tjeneste, plathed eller nederdrægtighed er for lille på andres bekostning. “Det fik mig til at krølle tærer at høre ham sige sådan!” siger Miller om Max.

Næsten alle mennesker som har levet eller færdes i en større by har mødt Max på et eller andet tidspunkt i deres liv. Max er ham som alle viser en uskøn blanding af foragt og medlidenhed. Du ved han er usel, men du bryder dig ikke om tanken. Han giver dig dårlig samvittighed. Det kunne være dig; og alligevel ikke. Den evige hjemløse bums som ikke gider tage sig et rigtig arbejde og tjene til livets ophold på ærlig vis, men hellere vil tigge til stoffer og druk på togstationer, gader og stræder. Max bliver hos Miller til den universielle bums.

Personligt har jeg mødt ind til flere Max’er i mit liv – men der er dog én som stråler over dem alle! Ham kan jeg ikke vedstå mig – min venner ved nok hvem jeg tænker på.

Millers beskrivelse af Max er hudløs. Hans ærlige, næsten kyniske, beskrivelse af sine egne følelser omkring Max er næsten for overvældende. “Jeg kunne lide at se Max tude foran Boris.” Henry Millers beskrivelse af Max fremkalder en lummer og krybende menneskeforagt magen til den Hitler fremkaldte over for jøderne. Det er svært at rumme Miller og Max samtidigt.

Man bryder sig bestemt ikke om Miller efter læsningen af Max. Henry Miller blotter sig som menneske. Miller omfavner sin egen skyggeside i Max. Alt sammen med en slet skjult reference til den franske avantgarde, som f.eks. Charles Baudelaire med Le Fleurs du Mal, som Henry Miller elskede. Miller er hverken bedre eller værre end nogen andre – og da slet ikke i forhold til Max. Det er paradokset. Millers forhold til Max fremkalder et utrøsteligt selvhad. Han er som Max. Max minder om noget i os selv som vi ikke vil stå ved.

“Life has no other discipline to impose, if we would but realize it, than to accept life unquestioningly. Everything we shut our eyes to, everything we run away from, everything we deny, denigrate or despise, serves to defeat us in the end. What seems nasty, painful, evil, can become a source of beauty, joy and strength, if faced with an open mind. Every moment is a golden one for him who has the vision to recognize it as such”. Hvilken opstigning til livets vej af Henry Miller.

Reference: Det kosmologiske øje (The Cosmological Eye) Hasselbalch, 1948

Henry Miller American Author
Charles Baudelaire – Le Fleurs du Mal fleursdumal.org