Kategorier
Poesi Videnskab

max-ordet-er-i-k%c3%b8det

“Jeg husker den flelse af modvilje, som hans ansigt, hans hele vsen fremkaldte.” Sdan beskriver Henry Miller sit frste mde med bumsen Max i Det kosmologiske je i beretningen MAX.

Max er en jdisk bums i 1930’ernes Paris som lever af at fedte sig ind hos udlndinge som den amerikanske boheme forfatter Henry Miller. Max er selvmedlidenheden selv. En ussel person for hvem intet er for usselt. Med serviliteten som redskab nr Max til stedse nye dybder. Ingen tjeneste, plathed eller nederdrgtighed er for lille p andres bekostning. “Det fik mig til at krlle trer at hre ham sige sdan!” siger Miller om Max.

Nsten alle mennesker som har levet eller frdes i en strre by har mdt Max p et eller andet tidspunkt i deres liv. Max er ham som alle viser en uskn blanding af foragt og medlidenhed. Du ved han er usel, men du bryder dig ikke om tanken. Han giver dig drlig samvittighed. Det kunne vre dig; og alligevel ikke. Den evige hjemlse bums som ikke gider tage sig et rigtig arbejde og tjene til livets ophold p rlig vis, men hellere vil tigge til stoffer og druk p togstationer, gader og strder. Max bliver hos Miller til den universielle bums.

Personligt har jeg mdt ind til flere Max’er i mit liv – men der er dog n som strler over dem alle! Ham kan jeg ikke vedst mig – min venner ved nok hvem jeg tnker p.

Millers beskrivelse af Max er hudls. Hans rlige, nsten kyniske, beskrivelse af sine egne flelser omkring Max er nsten for overvldende. “Jeg kunne lide at se Max tude foran Boris.” Henry Millers beskrivelse af Max fremkalder en lummer og krybende menneskeforagt magen til den Hitler fremkaldte over for jderne. Det er svrt at rumme Miller og Max samtidigt.

Man bryder sig bestemt ikke om Miller efter lsningen af Max. Henry Miller blotter sig som menneske. Miller omfavner sin egen skyggeside i Max. Alt sammen med en slet skjult reference til den franske avantgarde, som f.eks. Charles Baudelaire med Le Fleurs du Mal, som Henry Miller elskede. Miller er hverken bedre eller vrre end nogen andre – og da slet ikke i forhold til Max. Det er paradokset. Millers forhold til Max fremkalder et utrsteligt selvhad. Han er som Max. Max minder om noget i os selv som vi ikke vil st ved.

“Life has no other discipline to impose, if we would but realize it, than to accept life unquestioningly. Everything we shut our eyes to, everything we run away from, everything we deny, denigrate or despise, serves to defeat us in the end. What seems nasty, painful, evil, can become a source of beauty, joy and strength, if faced with an open mind. Every moment is a golden one for him who has the vision to recognize it as such”. Hvilken opstigning til livets vej af Henry Miller.

Reference: Det kosmologiske je (The Cosmological Eye) Hasselbalch, 1948

Henry Miller American Author
Charles Baudelaire – Le Fleurs du Mal fleursdumal.org

Af Thomas Dyhr

Thomas Dyhr - cand.jur. fra Københavns Universitet 2003 Filosof af natur.. Interesser: politik, skak, qigong, nei kung, tai chi, yi chuan, xin yi, daitoryu aikijujutsu, da chen chuan, litteratur, poesi