Hvorfor tror Regeringen, at der er stemmer i at gribe hårdere ind over for salget af hash? Tror den siddende Regering selv på at mere politi på gaden løser hash eller narkoproblemet?

Min påstand er den simple: Hårdere straffe eller en forøget politiindsats fører ikke til mindre brug af hash. Det fører ikke til en forbedret moralsk habitus hos mennesker at hash og andre stoffer bliver yderligere kriminaliseret.

Mange euforiserende stoffer er ikke kriminaliseret. Og der kommer næsten dagligt nye til – langt flere end myndighederne kan nå at følge med i og forbyde ved lov. Det virker komisk og modsætningsfyldt, at holde fast i hashrygning som en kardinalsynd på området for medicin og nydelsesmidler.

For mig at se er der kun en positiv effekt. En effekt som nok har betydning, bare ikke i relation til brugen af hash. Det har en politisk betydning, at Regeringen sætter hårdere ind over for hash. Det fjerner fokus fra andre og vigtigere forhold. Det får den dårlige samvittighed til at forsvinde, fordi det overfladisk ser ud som der bliver gjort noget ved problemerne. Det er valgflæsk for folk og fæ.

De sidste 50 års narkopolitik har spillet totalt fallit. Hvor er resultaterne? Er der i Danmark mindre brug af hash og andre stoffer end i så mange andre lande? Hvad får folk til at bruge rusmidler i et moderne samfund?

I USA og andre lande bruges der væsentlig mere hårdhændede metoder end i Danmark. Og kigger man på indsatsen og metoderne, resultaterne og fængslerne over Atlanten er der vist ikke grund til at være særlig imponeret. USA og andre lande lægger formentlig et vist pres på Danmark for hårdere sanktioner, men giver det mening, og skal Danmark bøje sig for dette? Der er brug for at tænke nyt. Der er brug for modet til at lære af en fejlslagen narkotikabekæmpelse.

Jeg synes at man skulle frigive hashen sammen med resten af de hårde stoffer i Europa. Der er brug for en afkriminalisering af området og ikke en yderligere kriminalisering.

Læg moms, told og skat på denne medicin ligesom på anden menneske medicin. Gør opmærksom på bivirkningerne ligesom ved cigaretter. Sælg narkoen på recept eller for hashens vedkommende i håndkøb på apoteket.

Der bliver benyttet mange stimulanser i et moderne samfund. Hvorfor må f.eks. folk som har gigt ikke lovligt afhjælpe deres problemer med cannabis. Hvorfor må man ikke med mådehold i ny og næ ryge en joint eller en pibe hash? Er lightergas bedre?

En afkriminalisering og en forebyggende indsats med oplysning og behandling som hovedelementer er efter min vurdering den eneste farbare vej. Glem alt om forbud.

I sammenligning med store folkesundhedsproblemer som den tilladte brug af tobaksrygning, alkohol og general usund levevis giver forbudet mod hash ikke megen mening.

(Til morskab, glæde for og på opfodring af min ven Morten)

Stort flertal står bag skærpet kurs mod hash Berlingske 26. marts 2004
Danmark følger hash-tendens Information 23. oktober 2003
Regeringen stener Information 22. oktober 2003
Kampen mod narko Indenrigs- og Sundhedsministeriet 20. oktober 2003

Hvorfor tror Regeringen, at der er stemmer i at gribe hårdere ind over for salget af hash? Tror den siddende Regering selv på at mere politi på gaden løser hash eller narkoproblemet?

Min påstand er den simple: Hårdere straffe eller en forøget politiindsats fører ikke til mindre brug af hash. Det fører ikke til en forbedret moralsk habitus hos mennesker at hash og andre stoffer bliver yderligere kriminaliseret.

Mange euforiserende stoffer er ikke kriminaliseret. Og der kommer næsten dagligt nye til – langt flere end myndighederne kan nå at følge med i og forbyde ved lov. Det virker komisk og modsætningsfyldt, at holde fast i hashrygning som en kardinalsynd på området for medicin og nydelsesmidler.

For mig at se er der kun en positiv effekt. En effekt som nok har betydning, bare ikke i relation til brugen af hash. Det har en politisk betydning, at Regeringen sætter hårdere ind over for hash. Det fjerner fokus fra andre og vigtigere forhold. Det får den dårlige samvittighed til at forsvinde, fordi det overfladisk ser ud som der bliver gjort noget ved problemerne. Det er valgflæsk for folk og fæ.

De sidste 50 års narkopolitik har spillet totalt fallit. Hvor er resultaterne? Er der i Danmark mindre brug af hash og andre stoffer end i så mange andre lande? Hvad får folk til at bruge rusmidler i et moderne samfund?

I USA og andre lande bruges der væsentlig mere hårdhændede metoder end i Danmark. Og kigger man på indsatsen og metoderne, resultaterne og fængslerne over Atlanten er der vist ikke grund til at være særlig imponeret. USA og andre lande lægger formentlig et vist pres på Danmark for hårdere sanktioner, men giver det mening, og skal Danmark bøje sig for dette? Der er brug for at tænke nyt. Der er brug for modet til at lære af en fejlslagen narkotikabekæmpelse.

Jeg synes at man skulle frigive hashen sammen med resten af de hårde stoffer i Europa. Der er brug for en afkriminalisering af området og ikke en yderligere kriminalisering.

Læg moms, told og skat på denne medicin ligesom på anden menneske medicin. Gør opmærksom på bivirkningerne ligesom ved cigaretter. Sælg narkoen på recept eller for hashens vedkommende i håndkøb på apoteket.

Der bliver benyttet mange stimulanser i et moderne samfund. Hvorfor må f.eks. folk som har gigt ikke lovligt afhjælpe deres problemer med cannabis. Hvorfor må man ikke med mådehold i ny og næ ryge en joint eller en pibe hash? Er lightergas bedre?

En afkriminalisering og en forebyggende indsats med oplysning og behandling som hovedelementer er efter min vurdering den eneste farbare vej. Glem alt om forbud.

I sammenligning med store folkesundhedsproblemer som den tilladte brug af tobaksrygning, alkohol og general usund levevis giver forbudet mod hash ikke megen mening.

(Til morskab, glæde for og på opfodring af min ven Morten)

Stort flertal står bag skærpet kurs mod hash Berlingske 26. marts 2004

Danmark følger hash-tendens Information 23. oktober 2003

Regeringen stener Information 22. oktober 2003

Kampen mod narko Indenrigs- og Sundhedsministeriet 20. oktober 2003

Man skal virkelig lede længe efter det begavede forsvar for krigen mod Irak.

Jeg bliver oftest mødt med det stupide modargument om jeg ønsker Saddam Hussein tilbage – eller varianter over samme tema – om det ikke var godt at USA fjernede despoten Saddam Hussein fra magten i Irak.

Nej, jeg ønsker ikke Saddam Hussein tilbage til magten i Irak. Jo, jeg ønsker selvfølgelig det bedste for det irakiske folk. Jeg glæder mig også over det faktum at Saddam Hussein er væk.

Den franske filosof André Glucksmann bliver betragtet som ikke uanselig fortaler for ovennævnte , efter min mening hovedløse, argumentation. Alle synspunkter meninger og holdninger som fremsættes skal nødvendigvis ses i den kontekst som de indgår i. For den velorienterede læser turde det være en kendt sag hvor Glucksmann kommer fra. Han er en varm fortaler for den Israelske sag. Det er der jo ikke noget galt i, men det sætter jo dog tingene i et noget andet lys med tanke på USA’s og staten Israels politik i mellemøsten. Det vil nok være overdrivelse at sige at staten Israel bakker op omkring det internationale retssamfund i form af FN.

Jeg vil anbefale at André Glucksmann træder ud af en arkaisk moraletik. Hertil vil jeg henvise til Professor Niels Peter Lemches glimrende foredrag ”Enhver krig er en hellig krig!” på seminaret om ”Retfærdig Krig” på Københavns Universitet tidligere i denne måned. Det er uholdbart når vi i vesten har en forestilling om at vi har det gode på vor side. Og det er ufrugtbart når vi vesten automatisk og ureflekteret dæmonisere Saddam Hussein. Mere overordnet ønsker jeg ikke at amerikansk neo-konservativ etik skal udslette en europæisk tradition.

Selv om nogen påstår det, så er det er jo dybest set ikke det som samtalen handler om.

Før krigen mod Irak var der ikke mange i den vestlige verden som bekymrede sig om hvad der foregik i Irak, efter krigen skal vi belemres med den forlorne empati for Irakerne for at forsvare en ulovlig krig.

Samtalen handler om den bedst mulige, tilnærmelsesvis demokratiske, proces mellem verdens lande i de forende nationer med den fredelige løsning som mål, over for middelalderlige forestillinger om den stærkes ret til at føre forebyggende ”retfærdige krige” mod mindre stærke stater på et lemfældigt grundlag med tilslørede magtpolitiske mål.

Skulle man være i tvivl kan man godt spørge igen – så tager vi den en gang til for prins knud. Nej, i det 21. århundrede helliger målet ikke midlerne. I et moderne verdenssamfund er det ikke ligegyldigt hvilke midler man tager i anvendelse (og hvornår og hvordan disse midler anvendes), for at opnå det moralsk gode for nogle. Det er f.eks. ikke acceptabelt, at USA eller andre efter smag og behag smider forebyggende atombomber eller angriber med konventionelle våben i Nordkorea, for at vælte den kommunistiske regering og befri den nordkoreanske befolkning som p.t. sulter ihjel i titusindvis hvert år.

Straw: war won’t change UN charter Guardian 30. marts 2004
Iraq is free at last Guardian 30. marts 2004
Modstandernes moral Information 30. marts 2004
Leder: På Saddams hold JP 27. marts 2004
A charter to intervene Guardian 23. marts 2004
Der er tale om pinlig europæisk optræden JP 29 januar 2003

Baggrundsartikler:
En taburet tilbage – Intervention i Irak på et humanitært grundlag? rabarber.dk 3. februar 2004

Man skal virkelig lede længe efter det begavede forsvar for krigen mod Irak.

Jeg bliver oftest mødt med det stupide modargument om jeg ønsker Saddam Hussein tilbage – eller varianter over samme tema – om det ikke var godt at USA fjernede despoten Saddam Hussein fra magten i Irak.

Nej, jeg ønsker ikke Saddam Hussein tilbage til magten i Irak. Jo, jeg ønsker selvfølgelig det bedste for det irakiske folk. Jeg glæder mig også over det faktum at Saddam Hussein er væk.

Den franske filosof André Glucksmann bliver betragtet som ikke uanselig fortaler for ovennævnte , efter min mening hovedløse, argumentation. Alle synspunkter meninger og holdninger som fremsættes skal nødvendigvis ses i den kontekst som de indgår i. For den velorienterede læser turde det være en kendt sag hvor Glucksmann kommer fra. Han er en varm fortaler for den Israelske sag. Det er der jo ikke noget galt i, men det sætter jo dog tingene i et noget andet lys med tanke på USA’s og staten Israels politik i mellemøsten. Det vil nok være overdrivelse at sige at staten Israel bakker op omkring det internationale retssamfund i form af FN.

Jeg vil anbefale at André Glucksmann træder ud af en arkaisk moraletik. Hertil vil jeg henvise til Professor Niels Peter Lemches glimrende foredrag ”Enhver krig er en hellig krig!” på seminaret om ”Retfærdig Krig” på Københavns Universitet tidligere i denne måned. Det er uholdbart når vi i vesten har en forestilling om at vi har det gode på vor side. Og det er ufrugtbart når vi vesten automatisk og ureflekteret dæmonisere Saddam Hussein. Mere overordnet ønsker jeg ikke at amerikansk neo-konservativ etik skal udslette en europæisk tradition.

Selv om nogen påstår det, så er det er jo dybest set ikke det som samtalen handler om.

Før krigen mod Irak var der ikke mange i den vestlige verden som bekymrede sig om hvad der foregik i Irak, efter krigen skal vi belemres med den forlorne empati for Irakerne for at forsvare en ulovlig krig.

Samtalen handler om den bedst mulige, tilnærmelsesvis demokratiske, proces mellem verdens lande i de forende nationer med den fredelige løsning som mål, over for middelalderlige forestillinger om den stærkes ret til at føre forebyggende ”retfærdige krige” mod mindre stærke stater på et lemfældigt grundlag med tilslørede magtpolitiske mål.

Skulle man være i tvivl kan man godt spørge igen – så tager vi den en gang til for prins knud. Nej, i det 21. århundrede helliger målet ikke midlerne. I et moderne verdenssamfund er det ikke ligegyldigt hvilke midler man tager i anvendelse (og hvornår og hvordan disse midler anvendes), for at opnå det moralsk gode for nogle. Det er f.eks. ikke acceptabelt, at USA eller andre efter smag og behag smider forebyggende atombomber eller angriber med konventionelle våben i Nordkorea, for at vælte den kommunistiske regering og befri den nordkoreanske befolkning som p.t. sulter ihjel i titusindvis hvert år.

Straw: war won’t change UN charter Guardian 30. marts 2004

Iraq is free at last Guardian 30. marts 2004

Modstandernes moral Information 30. marts 2004

Leder: På Saddams hold JP 27. marts 2004

A charter to intervene Guardian 23. marts 2004

Der er tale om pinlig europæisk optræden JP 29 januar 2003

Baggrundsartikler:

En taburet tilbage – Intervention i Irak på et humanitært grundlag? rabarber.dk 3. februar 2004