Man kan næsten lave en vellykket salat ud af alt grønt! Nogle gange synes jeg at det er sjovt at sætte nogle begrænsninger for mig selv, for kun at bryde dem lidt senere. Denne salat opstod fordi jeg havde en god kammerat, Christoffer, til frokost her i søndags. Jeg havde været ude til middag om aften dagen inden og havde fået lidt rigeligt at drikke; for så til gengæld at stå tidligt op for at træne Daitoryu i den anden ende af byen! Vi skulle lege computer. En leg som mange drenge synes er sjov. Jeg skulle kigge lidt på hans opsætning med medvideocodecs og lyd til hans coole hjemmebiograf baseret på en af de ny dual G5 Macs. Efter Christoffer havde studeret mit køleskab ret indgående ville han lave grydekylling; marrokansk inspireret med spidskommen (men uden korriander), gulerødder og kartofler. En sådan god og velsmagende bonderet kan godt blive lidt fed pga. fedtstoffet i kyllingen. Vi lavede en arbejdsdeling. Jeg lovede Christoffer at lave en lille magisk salat til hans frokostret inden vi skulle stikke hovedet ind i hans flotte G5’er. Min egen begrænsning var kun grønne grøntsager. Og jeg satte mig selv for at finde på en ny dressing som skulle få det hele til at gå op i en højere enhed. Jeg har kun Christoffers snurrige smil som anbefaling! 😉
4 Personer
Salat:
1 pose Rucula salat
2 søde Pærer
1/4 Agurk
1 håndfuld Persille
5 Radiser
Dressing:
1/2 Citron
Balsamico
1 håndfuld Parmesan flager
1-2 Kaktus frugter
3 spk. Honning
3 tørrede Chili
1 Limefrugt
1 spk. Solsikkeolie
Skyld rucola salaten og lad den dryppe af og smid den i salatskålen. Befri de 2 pærer for deres kernehuse og skær dem i tynde skiver og smid dem ned til ruculaen. Skær den kvarte agurk i lige lange tynde flager. Hak en håndfuld persille groft. Når alt sammen ligger og hygger sig i skålen, pres så lidt citronsaft ud over sammen med lidt balsamico. Skrab store tynde flager af dit stykke parmesan med en skarp køkkenkniv, svarende til en lille håndfuld, og drys det over salaten. Det er en klassiker. Radiserne måtte jo ikke komme med pga. farven, hvis det skulle gå helt rigtigt til efter planen, men det kom de altså alligevel i små runde skiver på toppen af salaten.
Eftersom jeg havde nogle Kaktus frugter liggende fra aarstiderne.com, som jo også er noget som de er vilde med i Marokko, tænkte jeg at det kunne være sjovt at basere en dressing på denne pudssige frugt, som smager som en mellemting mellem mild sorbet og filur is. Tag en lille gryde med tyk bund og varm en spiseskefuld solsikkeolie op sammen med 3 store spk. honning. Smid frøene fra de 3 tørrede chili i. Skrab frugtkødet ud af kaktusfrugterne og læg det ned til den varme dressing. Lad det kort koge op sammen med saften fra limen ved mellemvarme. Dressingen må gerne være en anelse sej efter indkogning, men kog den ikke i for lang tid. Smag dressingen til med honning, så den ikke bliver for stærk eller sur. Hæld den varme dressing over salaten. Spis salaten sammen med en lidt fed ret som f.eks. Christoffers gode marrokanske kyllingeret eller spis den alene; så har du lidt grøn magi!