Kategorier
Filosofi Politik

ubehagelige-kendsgerninger

af Peter Zinkernagel

Vores kultur og tænkning bygger på overbevisningen om at objektiv viden består af matematik og formel logik på ene side, konkrete kendsgerninger på den anden side. Så længe vi ikke er i modstrid med konkrete kendsgerninger kan vi sige og mene hvad som helst.

Overbevisningen går tilbage til en påstand fremsat af David Hume. Politikere, filosoffer, fysikere tænker som Hume gjorde for to århundreder siden.

Objektiv viden er det der ikke kan benægtes. Det der ikke kan benægtes er det der eksisterer i kraft af logiske relationer. Den del af verden vi kan tale rationelt om er den del der eksisterer i kraft af logiske relationer.

Logik er nødvendige relationer mellem forskellige størrelser, og størrelser er det der eksisterer i kraft af sådanne relationer. Den formelle logik er kun eet eksempel blandt mange.

Hume afskaffede logiske relationer og begrebsmæssige nødvendigheder gennem en påstand: når to ting er forskellige kan de eksistere uafhængigt af hinanden og der kan ikke være nogen nødvendig forbindelse mellem dem.

Påstanden indeholder en elementær fejlslutning. Det er een ting at to ting er forskellige, noget helt andet at de kan eksistere uafhængigt af hinanden. Men dette spiller ingen rolle eftersom ingen har opdaget det.

Vi har altså uden nogen som helst grund eller på grund af en elementær fejlslutning afskaffet den del af verden vi kan tale rationelt om.

Ingen kan benægte at det forholder sig sådan og ingen forsøger det. Men implikationerne er for væmmelige.

I stedet for en hyggelig verden bestående af tilvante forestillinger som vi ved hvordan vi skal håndtere, får vi logiske relationer som ingen ved hvordan vi skal håndtere.

I stedet for filosofi som et område hvor vi kan gøre dybsindige betragtninger og de mest frapperende opdagelser, et område hvor vi kan dupere os selv og andre med vores skarpsindighed og begrebsbeherskelse, bliver filosofi et område hvor vores uvidenhed er næsten total.

I stedet for at opleve os selv og andre som respektable fornuftsvæsener tvinges vi til at opleve os som håbløse vanetænkere. Vanetænkere der har overset vilkår lige så elementære som at to plus to er fire. Hvis uvidenhed er lige så stor som uvidenheden hos folk der ikke ved at to plus to er fire.

Ingen ved sin fulde fornuft kan ønske at udskifte en behagelig verden for en så frastødende oplevelse. Og skulle nogen alligevel – i et anfald af pervers selvpineri – ønske at foretage en sådan udskiftning, har han ingen mulighed for at gøre det. Mine påstande eksisterer ikke som noget man kan vælge at tage alvorligt. Det der har virkelighedskarakter og kan tages alvorligt er det andre tillægger betydning.

Det vi kan tale om rationelt er det der eksisterer i kraft af logiske relationer. Verden er ikke identisk med den del af verden vi kan tale rationelt om. Det vi kan tale rationelt om er det der kan begrebsmæssigt identificeres. Vi går uden videre ud fra at eksistens er det samme som det der kan identificeres.

Betydningsfuldhed er noget der ikke eksisterer i kraft af logiske relationer, noget der ikke kan tales rationelt om, noget der ikke kan begrebsmæssigt identificeres.

Betydningsfuldhed er vigtig for os. Næst efter sult og sygdom er det vi virkelig er bange for oplevelser af meningsløshed. Af at tingene er uden betydning. Ved at identificere verden med det der kan tales rationelt om har vi faktisk afskaffet en afgørende del af vores tilværelse. Heldigvis glemmer vi det i praksis hele tiden.

Den del af verden vi kan tale rationelt om kan vi lære at beherske. Ingen kan lære at beherske betydningsfuldhed.

Normalt betragtes betydningsfuldhed som subjektive bevidsthedstilstande. Ikke som noget der findes i verden.

For tre århundreder siden bestemte Descartes at verden består af udstrakte legemer i rum og tid plus bevidsthedstilstande. Intet andet.

I det væsentlige lever vi stadig på Descartes’ antagelse. Vi er stadig tilbøjelige til at mene at den egentlige virkelighed består af konkrete kendsgerninger i tid og rum plus karakteriserbare bevidsthedstilstande.

Antagelsen er komplet ubegrundet. Ud fra det at der findes fysiske legemer og bevidsthedstilstande kan vi på ingen måde slutte at der kun findes fysiske legemer og bevidsthedstilstande. Og slet ikke at fordi vi kan være bevidste om f.eks. betydningsfuldhed så er betydningsfuldhed det samme som en bevidsthedstilstand. Det er rigtigt at vi ved dominerende stærke smerter ikke kan skelne mellem bevidsthed og det vi er bevidste om. Men vi har ingen som helst grund til at mene at forholdet mellem betydningsfuldhed og bevidsthed er det samme som forholdet mellem smerte og bevidsthed om smerte.

Den antagelse at verden består af konkrete kendsgerninger og karakteriserbare bevidsthedstilstande er ikke blot ubegrundet men forkert. Vi ved ikke hvad verden består af men vi ved at verden ikke kan reduceres til kendsgerninger i rum og tid plus karakteriserbare bevidsthedstilstande. Konkrete situationer kan ikke reduceres til kendsgerninger i rum og tid plus bevidsthedstilstande.

Påstande er noget der kan fremsættes af personer i konkrete situationer. Der er derfor intet vi kan referere til uden at referere til konkrete situationer. Konkrete situationer snakker vi om hele tiden. Alligevel er konkrete situationer ukendte, vores uvidenhed om dem næsten total.

Det er umuligt at identificere konkrete situationer undtagen ved hjælp af konkrete genstande i tid og rum. Det er lige så umuligt at reducere konkrete situationer til genstande i rum og tid plus bevidsthedstilstande.

Det er virkelig håbløst at forestille sig en samtale mellem tre personer som sammensat af tre veldefinerede bevidsthedsindhold. Grænserne mellem det vi er bevidste om og det vi ikke er bevidste om er i almindelighed uklare. Vi har al mulig grund til at tro at der i enhver situation sker umådeligt meget mere end det vi er bevidste om. For hukommelsesfænomener kan dette vist demonstreres direkte under hypnose.

Betydningsfuldhed findes ikke i rum og tid. Der er andre eksempler på ting der ikke eksisterer i kraft af logiske relationer. Andre eksempler på ting der ikke findes i rum og tid.

Vi kan ikke henvise til konkrete situationer uden at henvise til tidligere situationer. Og vi har ingen grund til at antage at betydningen af tidligere situationer for vores nuværende situation falder sammen med det vi husker fra tidligere situationer. Eller endda med det vi har bemærket i tidligere situationer.

Et møde mellem tre personer har en veldefineret afslutning. Den situation der opstår når tre personer mødes har ikke nogen veldefineret afslutning. Det synes ikke muligt – på rimelig måde – at anbringe konkrete situationer i rum og tid.

Alle disse problemer undgår vi når vi antager at verden består af udstrakte legemer og karakteriserbare bevidsthedsindhold. Vi erstatter verden og os selv med tilvante forestillinger.

Det er ikke helt korrekt at give eksempler på det der ikke kan rationelt om. Det er bedre at sige at det der kan tales rationelt om er en abstraktion. Noget der kun kan forstås på baggrund af noget andet.

I fysik er abstraktionen yderst vellykket. Her kan vi virkelig se bort fra alle problemer med personer og deres konkrete situationer.

I den naturalistiske menneskeopfattelse er abstraktionen totalt mislykket.

Vi går uden videre ud fra at verden og vi selv er karakteriserbare og endda rationelt karakteriserbare. Antagelsen er komplet ubegrundet men naturlig for sprogbrugere der har opdaget at en del af verden faktisk er rationelt karakteriserbar.

Den mest fatale konsekvens af Humes tankegang er afskaffelsen af politiske normer. Formodentlig går vi til grunde som art medmindre politiske normer bliver dominerende i vores bevidsthed.

Ifølge Hume kan vi ikke have objektiv viden om politiske formål, kun subjektive sympatier. Politiske diskussioner bliver således forsøg på at overtale andre til at have sympati for de samme ting som vi har sympati for.

Jorden, luften og vandet er forurenet. Vores klima har ændret sig. Vi har børser hvor omfattende besiddelser skifter hænder og vi har tusinder af børn der dør af sult.

I denne situation har vi afskaffet selve muligheden for at tale rationelt om politik. Uden nogen som helst grund andet end en fejltagelse i elementær logik.

Politiske normer er vilkår for at tale rationelt om politik. Politiske normer er det vi er nødt til at være enige om for at kunne være uenige. Uden politiske normer har vi ikke rationel uenighed, blot forskellige sympatier.

Den grundlæggende politiske norm er at politik bør respektere personers rettigheder. Benægter vi dette får vi at politik ikke bør respektere personers rettigheder hvilket turde være det rene vrøvl. Som andre logiske relationer kan også denne kun begrundes med at den ikke kan benægtes uden at afskaffe forskellen mellem rigtig og forkert, mellem vrøvl og ikke-vrøvl.

Normen er umådelig vag. Den fortæller ikke hvad personers rettigheder er. Og den fortæller os ikke hvad vi skal vælge i konkrete situationer som altid er uoverskuelige.

Normen fortæller os at ethvert politisk forslag skal vurderes ud fra om det skønnes at bidrage til opfyldelsen af det politiske krav om sikring af rettigheder.

Normen fortæller os at en mand der hævder at f.eks. arierne skal favoriseres begår en fejltagelse af samme art som hvis han sagde at to plus to er fem. Personer og arier er ikke det samme.

Normer og andre logiske relationer er forskellige fra værdier. Værdier kan vi have sympati for og billige. For logiske relationer er vores sympati irrelevant. To plus to er fire hvadenten vi har sympati for det eller ikke.

Det centrale politiske fænomen er magtkampe eller sammenstød mellem magtkoncentrationer.

Magtkoncentrationer kan have mange forskellige formål. Men de har alle det formål at overleve og blive større. Enhver magtkoncentration må kæmpe for sin eksistens så snart den er født. Dens eksistens er altid truet af andre magtkoncentrationer.

Former for magt er vores guder. Vi er lige så imponeret af størrelse og magt som små drenge af muskler. Landes størrelse og magt, firmaers størrelse og magt, berømmelsers størrelse og magt.

I nazismen er dyrkelsen af magt utilsløret. I demokratier forsøger vi at forene dyrkelsen af magt med menneskerettigheder som en værdi.

Egentlig ved vi godt at krige og økologiske katastrofer er en uundgåelig følge af magtkoncentrationers vækst og sammenstød. Vi ved derfor at der ikke er andet at gøre end at forsøge at indrette os med mindre farlige magtkoncentrationer. Ingen ved hvordan denne opgave skal løses. Magtkoncentrationer er umådelig effektive og vi ved meget lidt om andre former for organisation og samarbejde. Indtil denne opgave er løst er intet andet værd at diskutere.

Den politiske norm mefører et pinagtigt opgør med tilvante værdier som patriotisme. Værdier som vi deler med andre. Værdier som danner et socialt fællesskab hvor vi er trygge som på moders arme.

Fraværet af politiske normer betyder ikke blot fraværet af rationelle politiske diskussioner. Fraværet betyder også at forhåndsindstillinger bliver så dominerende at vi ikke ser de mest indlysende faktiske forhold. Et uhyggeligt eksempel på dette er hvad Pol Pot gjorde i Cambodia.

Et endnu værre eksempel er det der skete da Sovjetunionen brød sammen. Et øjebliks eftertanke ville overbevise enhver om at man ikke pludselig kan ændre et system som det kommunistiske til et system baseret på parlamentarisme og markedsøkonomi. Alligevel var netop dette hvad næsten samtlige politikere og politiske kommentatorer krævede. Og ingen diktator var nødvendig for at etablere en sådan ensretning.

De politikere og politiske kommentatorer som gjorde dette bliver stadig respekteret. Måske har de ikke opdaget deres fejltagelse. Deres medansvar for kaos, en sprængfarlig hær, atomubåde der ruster op. De har bestemt ikke tilstået deres skyld og der findes ikke noget tribunal for forbryderisk dumhed.

Det vi ved bedst om os selv er at vores handlemuligheder er fuldstændig bestemt af det vi tror på. Soldater risikerer deres liv i krige. De første kristne i Rom var sikkert forfærdelig bange for at blive kastet for løverne. Men Gud var altså mere virkelig for dem end brølende løver.

Den eneste realistiske mulighed for at ændre den politiske situation er at ændre det folk tror på.

Referencer:
‘Omverdens-Problemet’ fra 1957 af Peter Zinkernagel (Doktorafhandling)
‘Virkelighed’ af Peter Zinkernagel bog udgivet 1988 på Munksgaards forlag
Logik for Sommerfugle af Peter Zinkernagel (artikel)

Links:
Genial og til grin politiken.dk 28. oktober 2001
Zinkernagel har forladt virkeligheden information 21. marts 2003
The Power of Customary Views by Peter Zinkernagel (delvist udgivet på internettet post mortem af hans søn)

Af Thomas Dyhr

Thomas Dyhr - cand.jur. fra Københavns Universitet 2003 Filosof af natur.. Interesser: politik, skak, qigong, nei kung, tai chi, yi chuan, xin yi, daitoryu aikijujutsu, da chen chuan, litteratur, poesi

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.