Logik for Sommerfugle

af Peter Zinkernagel

Objektiv viden er det, der ikke kan benægtes.

Påstanden er rigtig, fordi vi ingen mulighed har for at antage, at den er forkert. Vi kan ikke antage at noget ganske vist er rigtigt men alligevel kan benægtes. Omvendt kan vi heller ikke antage, at noget ikke kan benægtes men alligevel ikke er rigtigt. Vi kan ikke antage, at påstanden er forkert uden at fraskrive os selv evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert.

Vores kultur og tankegang bygger på en overbevisning om, at objektiv viden ikke er det, der ikke kan benægtes. Vores kultur og tankegang bygger på en overbevisning om, at vi er ude af stand til at skelne mellem rigtigt og forkert.

Den, der indser, at objektiv viden er det, der ikke kan benægtes, kan ikke undgå at føle sig klogere end samtlige filosoffer, videnskabsmænd og politikere. Filosofferne, videnskabsmændene og politikerne kan kun gøre sig gældende, hvis de accepterer den fejltagelse, der karakteriserer vores kultur. Ellers vil ingen lytte til dem.

Som bekendt kan konkrete kendsgerninger eller fakta ikke benægtes.

Ukendt er det, at logik og logiske relationer heller ikke kan benægtes.

Ukendt er det, at logik og logiske relationer overhovedet findes.

Logik er det, vi er nødt til at være enige om for at kunne være uenige.

Logik er det, der gør det muligt for os at tale sammen og forstå, hvad hinanden siger. Det uhyggelige er nu, at vi kan have de mest udmærkede oplevelser af at forstå i forbindelse med ting, vi umuligt kan forstå.

Eftersom sprog kun eksisterer i kraft af logiske relationer, er det umuligt at lære et sprog uden at lære i en vis udstrækning at respektere logiske relationer. Det er imidlertid i høj grad muligt at lære et sprog uden at være opmærksom på logiske relationer, uden at logiske relationer optræder i bevidstheden. Omtrent på samme måde som det er muligt at lære at cykle uden at kende de fysiske love, der gør det muligt at cykle.

Når vi under opvæksten lærer at beherske et sprog er vi optaget af helt andre ting end logiske relationer. Vi er optaget af at lære at bruge ordene på samme måde, som alle andre bruger ordene. Vores oplevelse af at forstå er nøje knyttet til vores oplevelse af at være i stand til at bruge ordene på samme måde, som alle andre gør. At vi taler på samme måde som alle andre er det, der betyder noget for os.

Logiske relationer betyder, at tingene kun eksisterer i kraft af relationer til andre ting.

Personer er helt forskellige fra deres kroppe. Personer kan gå tur i skoven, kan gøre sig overvejelser, kan træffe beslutninger – hvad kroppe ikke kan. Alligevel kan vi ikke henvise til personer uden at henvise til deres kroppe: Her har vi en person, men han eller hun mangler desværre en krop.

Personer er helt forskellige fra situationer. Alligevel kan vi ikke henvise til personer uden at henvise til de situationer, de kan befinde sig i: Her har vi en person, men denne person har aldrig befundet sig i en konkret situation.

Punkter er helt forskellige fra afstande. Alligevel kan vi kun karakterisere punkter ved deres afstande fra andre punkter, afstande som afstande mellem punkter.

Naturlove er logiske relationer. Naturlove er nødvendige kvantitative relationer mellem forskellige fysiske størrelser, og fysiske størrelser er det, der eksisterer i kraft af sådanne relationer.

Vi ved, at solen vil stå op i morgen. Vi kan ikke henvise til jorden og solen som fysiske systemer uden at henvise til de bevægelseslove, de adlyder.

I det væsentlige lever vi stadig pÃ¥ Descartes’ forestillinger. Vi er stadig tilbøjelige til at forestille os, at verden bestÃ¥r af fysiske genstande i tid og rum og bevidsthedstilstande, som kun findes i tid.

Logiske relationer betyder, at disse forestillinger er i bund og grund forkerte.

Logiske relationer findes ikke i rum og tid. Hvor længe varer de, og hvor er de? Logiske relationer er ikke bevidsthedstilstande; denne mand befinder sig i den bevidsthedstilstand, at relationen mellem personer og kroppe ikke kan benægtes. Eller i den bevidsthedstilstand, at naturlove ikke kan benægtes.

Vores forestillinger om rum-tiden som en beholder, hvori de fysiske processer udspiller sig, er forkerte. I relativitetsteorien lærer vi, at rum-tidsbegreber kun eksisterer i kraft af en naturlov, der etablerer en nødvendig relation mellem rum-tidsbegreber og dynamiske begreber som masse og energi.

Påstande fremsættes af personer, og vi kan ikke henvise til personer uden at henvise til konkrete situationer. Konkrete situationer er derfor fundamentale irreduktible størrelser.

Det er umuligt at identificere konkrete situationer undtagen ved hjælp af genstande og personer i tid og rum. Det er lige så umuligt at reducere konkrete situationer situationer til det, der findes i rum og tid.

Enhver konkret situation kan beskrives på uoverskuelig mange forskellige måder. Hvor findes det, at en situation kan beskrives på uoverskuelig mange måder, og hvor længe varer det?

I enhver konkret situation spiller viden og gyldighed en afgørende rolle. Gyldighed og viden findes ikke i rum og tid.

I enhver situation spiller betydning i betydningen betydningsfuldhed en afgørende rolle. Betydninger i denne betydning kan vi ikke engang tale logisk og rationelt om. Og de findes ganske bestemt ikke i rum og tid. Hvor længe varer betydninger, og hvor er de?

Forskellen mellem det, vi kan tale logisk eller rationelt om, og det, vi ikke kan tale rationelt om, er basal. Ethvert forsøg på at identificere verden med det, vi kan tale rationelt om, er derfor håbløst. Og i voldsom modstrid med vores faktiske situation.

Politik er noget helt forskelligt fra personers rettigheder. Alligevel kan vi ikke henvise til politiske formål uden at henvise til personers rettigheder. Vi har ingen mulighed for at antage, at personer ikke bør behandles som personer. Eller for at antage at personer ganske vist bør behandles som personer men ikke som havende rettigheder, der bør respekteres. Eller som havende rettigheder, der ikke bør respekteres i politik.

Omvendt har vi heller ingen mulighed for at antage, at i politik bør vi ikke bestræbe os. Eller for at antage, at i politik bør vi ganske vist bestræbe os men ikke bestræbe os på at respektere personers rettigheder.

Det karakteristiske for logiske relationer er, at de hverken kan begrundes eller benægtes. Eller kun kan begrundes med, at de ikke kan benægtes uden at afskaffe det, vi taler om. Personer eksisterer kun i kraft af relationer til deres kroppe og til konkrete situationer. Punkter eksisterer kun i kraft af relationer til afstande. Politiske formål kun i kraft af relationer til personers rettigheder. Uden sådanne relationer ved vi ikke, hvad vi snakker om.

Logiske relationer er det mest elementære fænomen, vi kender. Det vi kan tale rationelt og veldefineret om, er det, vi kan tale om ved hjælp af logiske relationer.

Logiske relationer er samtidig det mest fremmedartede fænomen, vi kender, fordi de aldrig, aldrig optræder i vores bevidsthed.

Logiske relationer er komplet usynlige. På trods af at enhver kan se, at de ikke kan benægtes.

Logiske relationer er så usynlige at de er blevet overset i mere end to tusind år. Hele vores kultur og tankegang bygger på en ubevidst overbevisning om, at logiske relationer ikke findes. Med undtagelse af den formelle logik, som slet ikke betragtes som eksempler på logiske relationer.

Og siden Hume er den mulighed, at der kunne findes logiske relationer helt udelukket.

Hume sagde, at når to ting er forskellige, kan de eksistere hver for sig, og der kan ikke være nogen nødvendig forbindelse mellem dem. Dette er en direkte benægtelse af logiske relationers eksistens.

Det stod straks klart, at Humes påstand havde de mest absurde konsekvenser. Først og fremmest at de netop opdagede naturlove måske ikke var gyldige i fremtiden og dermed ikke var naturlove.

Humes påstand har derfor været i centrum for filosoffers opmærksomhed i to hundrede år. Alligevel har ingen bemærket at den indeholder en elementær fejlslutning.

Det er een ting at to ting er forskellige. Noget helt andet at de kan eksistere uafhængigt af hinanden. At slutte på denne måde er i modstrid med netop den formelle logik, som Humes argumentation er baseret på.

Den mulighed, at der kunne findes logiske relationer, er så fremmedartet, at Hume uden videre kunne gå ud fra, at den ikke findes. Og uden at nogen opdagede, hvad der skete. På trods af at Humes påstand har spillet en dominerende rolle for filosoffer.

Umiddelbart ville man forvente at det ville blive hilst med den største begejstring, at vi nu endelig ved, hvad logik og objektiv viden er for noget. At vi nu kan pege på påstande, der er så indlysende, at ingen kan benægte dem. Og så simple at ethvert barn kan forstå dem.

Dette er ikke tilfældet. Implikationerne er alt for væmmelige. Faktisk komplet uspiselige. Alle bliver angrebet af en voldsom spisevægring.

I vores selvforståelse er vi rationelle væsener, der kan se sagligt på tingene og bøje os for argumenter.

I virkeligheden er vi håbløse vanetænkere, der kun kan forholde os til de tilvante forestillinger, vi har fælles med alle andre. Alt hvad vi finder rimeligt, finder vi rimeligt, fordi andre også finder det rimeligt. Alt det vi kan være uenige om, kan vi kun være uenige om, fordi andre er uenige om noget lignende.

Det vi kalder selvstændig argumentation er betoning af visse af vores tilvante forestillinger fremfor andre. Og da der findes umådelig mange tilvante forestillinger, er der rig lejlighed til at udvise skarpsindighed og indføre subtile distinktioner. Logiske relationer betyder, at vi ikke aner hvad rationalitet er for noget.

I vores kultur tror vi, at objektiv viden består af matematisk og formel logisk viden på den ene side, kendskab til konkrete kendsgerninger på den anden. Her ud over findes der kun mere eller mindre velbegrundede meninger og vurderinger.

Så længe vi ikke er i modstrid med konkrete kendsgerninger kan vi sige og mene hvad som helst. Intet kan være rigtigere end noget andet. Men i enhver diskussion søger vi at vise, at noget er rigtigere end noget andet. Vi bruger altså en masse tid og energi på at vise, at noget er rigtigere end noget andet. Samtidig med at vi antager, at intet kan være rigtigere end noget andet.

At det forholder sig sådan, kan vi kun se ved hjælp af logiske relationer. Logiske relationer er så at sige det modsatte af tilvante forestillinger. Der var jo ikke andet.

Vi lever i en grusom verden med krige, sult og sygdomme. Til gengæld er vores intellektuelle verden den rene idyl. Den består udelukkende af subjektive meninger, som er komplet uskadelige eftersom vi lige så godt kan mene det ene som det andet. Vi kan med største sindsro hengive os til beundring af kulturpersonligheders præstationer. De er omtrent lige så underholdende som cykelløb og præsidentvalg.

Det eneste uhyggelige er, at vi er magtesløse overfor den virkelige verden.

Vi befinder os i en grotesk situation. Uden nogen som helst grund har vi indrettet det sådan, at vi ikke kan vide om solen vil stå op i morgen. Og sådan at vi ikke kan kende formålet med politik. Og sådan at vi har afskaffet os selv og vores betydning i blind og ubevidst magtdyrkelse.

Det ser ud til at drivhuseffekten er langt mere fremskreden end vi hidtil har troet. Og ingen kan pege på realistiske muligheder for at få den bremset.

Hvis vi tænker os om i to minutter ved vi udmærket at krige såvel som økologiske katastrofer er en uundgåelig følge af magtkoncentrationers vækst og sammenstød.

Vi ved derfor, at den politiske opgave må være at indrette os med magtkoncentrationer, der ikke ødelægger os.

Yderligere ved vi, at vores handle- og valgmuligheder er bestemte af vores oplevelse af verden, af det vi oplever som havende afgørende betydning.

Mao sagde, at magt er noget der kommer ud af et geværløb. Han havde kun ret, så længe folk oplever Mao som den højeste autoritet. Oplever de Gud som den højeste autoritet, nytter det ikke at udstyre dem med geværer. De første kristne i Rom var sikkert forfærdelig bange for at blive kastet for løverne. Men der var altså noget de var endnu mere bange for.

Det eneste, der måske kan redde os, er at politiske normer og den politiske opgave bliver dominerende i vores bevidsthed. Omtrent som Moseloven formodentlig var det for jøderne.

Selvfølgelig er den politiske opgave det vigtigste og helligste af alt. Det der kræves er, at vi overbeviser hinanden om, at en kendsgerning virkelig er en kendsgerning.

Politiske normer gør det muligt at tale sammen om politik. Uden politiske normer har vi kun subjektive meninger og politiske diskussioner er forsøg på at overtale andre til at mene det samme, som vi mener. F.eks. kan vi til nazisten kun sige, at han har sympati for de forkerte ting og forsøge at få ham til at have sympati for de ting, vi synes han bør have sympati for. Dette vil næppe lykkes. Vi kan ikke underbygge vores meninger med objektiv viden, som også nazisten er nødt til at bøje sig for.

Politiske normer er lige så ubenægtelige som konkrete kendsgerninger. Men i modsætning til konkrete kendsgerninger er de i modstrid med tilvante forestillinger. Modstriden er så voldsom, at politiske normer ikke har virkelighedskarakter men opleves som underligt vage og verdensfjerne. Der er her en afgrund mellem vores oplevelse af at forstå, og så det vi faktisk kan forstå.

Lad os prøve at gøre modsætningen tydelig.

Jeg påstår at personer bør behandles som personer og at vi overhovedet ikke kan forstå den antagelse at personer ikke bør behandles som personer. Tilføjer vi nu, at ingen har bemærket dette, bliver antagelsen så mere forståelig? Kan vi så pludselig forstå den antagelse, at personer ikke bør behandles som personer?

Videre påstår jeg, at vi ingen mulighed har for at antage at personer ganske vist bør behandles som personer, men ikke som havende rettigheder. Bliver antagelsen mere forståelig, når vi tilføjer, at alle andre mener noget andet?

Yderligere påstår jeg, at vi ingen mulighed har for at antage at personer ganske vist har rettigheder men ikke rettigheder, der bør respekteres i politik. Bliver antagelsen mere forståelig, når det tilføjes, at f.eks. kineserne mener noget andet?

Jeg påstår, at vi ingen mulighed har for at antage, at i politik bør vi ikke bestræbe os. At dette er det rene vrøvl. Holder dette op med at være uforfalsket vrøvl, når det tilføjes, at filosofferne mener noget andet?

Endelig påstår jeg, at vi intet kan forbinde med den antagelse, at i politik bør vi ganske vist bestræbe os men ikke bestræbe os på at respektere personers rettigheder. Bliver vi bedre i stand til at forbinde noget med denne antagelse, når det tilføjes at politikerne mener noget andet?

Logiske relationer betyder, at vi alle opfører os som ensrettede bevidstløse zombier. Holder dette op med at være tilfældet, fordi ingen kan lide det?

Referencer:
‘Omverdens-Problemet’ fra 1957 af Peter Zinkernagel (Doktorafhandling)
‘Virkelighed’ af Peter Zinkernagel udgivet 1988 pÃ¥ Munksgaards forlag
Ubehagelige Kendsgerninger af Peter Zinkernagel (artikel)

Links:
Genial og til grin politiken.dk 28. oktober 2001
Zinkernagel har forladt virkeligheden information 21. marts 2003
The Power of Customary Views by Peter Zinkernagel (delvist udgivet på internettet post mortem af hans søn)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *