TVA er en lille puddelhund som siger: bjæf bjæf og får en hundekiks. Jeg hørte en musiker på kanal København tale om at medierne betragtes som demokratiets vagthund, men i virkeligheden er magthavernes skødehund. Hans udtalelse gav stof til eftertanke. Senere samme aften så jeg en reportage på TVA om krigen i syd Libanon mellem Israel og Hizbolah. Her konstaterede TVA-værten at krigen havde kostet 255 mennesker i alt på begge sider. Jeg synes det var underligt at tallene lige pludselig skulle slås sammen, så man ikke fik at vide hvad tabet var på hver side. Informationen i TVA i alle indslag er gennemarbejdet og skåret til i mindste detalje af professionelle journalister. I eksemplet med tallet på de dræbte i konflikten i Mellemøsten er der tale om et redaktionelt valg fra TVA’s side. En uforholdsmæssig skævhed i tallene af dræbte i krigen i syd Libanon har en væsentlig betydning for den offentlige mening. Dette faktum alene gør TVA redaktionelle valg problematisk. I medierne og i akademiske kredse tales der om en afbalanceret dækning og fremlægning. Forestil dig at alle reportager fra noget så fredeligt som sportsbegivheder altid fik karakteren: “Det går lige godt (eller skidt) på begge sider”! Hvor er troværdigheden og ikke mindst sandheden henne her? Det eneste som fremmes er apati og liggyldighed – hvilket begrænser den demokratiske kontrol og giver magthaver frit spil. Fra den siddende regering og den militære ledelse tales tit og ofte om vigtigheden af til enhver tid at vinde mediekrigen og dermed den offentlige mening i forbindelse med krigshandlinger. Mediespin – opfattelsen er at sandheden tilsyneladende er noget man kan gradbøje i egen favør. Historien har med talrige eksempler vist at krigsherren ikke holder sig tilbage med vinde mediekrigen med alle til rådighed stående midler. USA fortalte f.eks. en pæn løgnehistorie om Irak’s tilegnelse af beriget uran fra vestafrika før invasionen i 2003. Og det manglende grundlag for krigen imod Irak står endnu i klar erindring i den offentlige mening. Retrospektivt er Israel’s militære taktik i forbindelse med gengældelsesaktioner ikke baseret på ret, moral, etik eller bare afbalancerethed, men synes altid at være at vi går så langt som den offentlige mening tillader. Og den offentlig mening tillader på sørgeligvis mangt og meget. Ifølge Politiken er talene således: “De israelske bombeangreb har kostet mindst 245 mennesker livet i Libanon. På den israelske side er 25 mennesker indtil videre blevet dræbt.” Forholdet er altså ca. 1 – 10 sådan som det plejer at være! Sandheden er det første offer i enhver krig. Israel krydser grænsen til Libanon Politiken 19. juli 2006 Opdatering: Hård arabisk kritik af FN Politiken 8. august 2006 Over tusind er døde i Mellemøsten Politiken 8. augudt 2006 Israel: FN må ikke efterforske bombning Politiken 28. juli 2006 USA udvander FN-kritik af Israel Berlingske 28. juli 2006 Ét missil udslettede familie på 23 medlemmer Politiken 20. juli 2006 Bombardementerne fortsætter på niende døgn Politiken 20. juli 2006

TVA er en lille puddelhund som siger: bjæf bjæf og får en hundekiks.

Jeg hørte en musiker på kanal København tale om at medierne betragtes som demokratiets vagthund, men i virkeligheden er magthavernes skødehund. Hans udtalelse gav stof til eftertanke.

Senere samme aften så jeg en reportage på TVA om krigen i syd Libanon mellem Israel og Hizbolah. Her konstaterede TVA-værten at krigen havde kostet 255 mennesker i alt på begge sider. Jeg synes det var underligt at tallene lige pludselig skulle slås sammen, så man ikke fik at vide hvad tabet var på hver side.

Informationen i TVA i alle indslag er gennemarbejdet og skåret til i mindste detalje af professionelle journalister. I eksemplet med tallet på de dræbte i konflikten i Mellemøsten er der tale om et redaktionelt valg fra TVA’s side. En uforholdsmæssig skævhed i tallene af dræbte i krigen i syd Libanon har en væsentlig betydning for den offentlige mening. Dette faktum alene gør TVA redaktionelle valg problematisk.

I medierne og i akademiske kredse tales der om en afbalanceret dækning og fremlægning. Forestil dig at alle reportager fra noget så fredeligt som sportsbegivheder altid fik karakteren: “Det går lige godt (eller skidt) på begge sider”! Hvor er troværdigheden og ikke mindst sandheden henne her? Det eneste som fremmes er apati og liggyldighed – hvilket begrænser den demokratiske kontrol og giver magthaver frit spil.

Fra den siddende regering og den militære ledelse tales tit og ofte om vigtigheden af til enhver tid at vinde mediekrigen og dermed den offentlige mening i forbindelse med krigshandlinger. Mediespin – opfattelsen er at sandheden tilsyneladende er noget man kan gradbøje i egen favør. Historien har med talrige eksempler vist at krigsherren ikke holder sig tilbage med vinde mediekrigen med alle til rådighed stående midler. USA fortalte f.eks. en pæn løgnehistorie om Irak’s tilegnelse af beriget uran fra vestafrika før invasionen i 2003. Og det manglende grundlag for krigen imod Irak står endnu i klar erindring i den offentlige mening.

Retrospektivt er Israel’s militære taktik i forbindelse med gengældelsesaktioner ikke baseret på ret, moral, etik eller bare afbalancerethed, men synes altid at være at vi går så langt som den offentlige mening tillader. Og den offentlig mening tillader på sørgeligvis mangt og meget.

Ifølge Politiken er talene således: “De israelske bombeangreb har kostet mindst 245 mennesker livet i Libanon. På den israelske side er 25 mennesker indtil videre blevet dræbt.” Forholdet er altså ca. 1 – 10 sådan som det plejer at være!

Sandheden er det første offer i enhver krig.

Israel krydser grænsen til Libanon Politiken 19. juli 2006

Opdatering:
Hård arabisk kritik af FN Politiken 8. august 2006
Over tusind er døde i Mellemøsten Politiken 8. augudt 2006
Israel: FN må ikke efterforske bombning Politiken 28. juli 2006
USA udvander FN-kritik af Israel Berlingske 28. juli 2006
Ét missil udslettede familie på 23 medlemmer Politiken 20. juli 2006
Bombardementerne fortsætter på niende døgn Politiken 20. juli 2006

Skriv et svar