Tanker om masseødeløggelsesvåben. Det mest spændende spørgsmål er efter min vurdering i hvilket lys FE’s trusselsvurderinger og Statsministerens udtalelser om masseødelæggelsesvåben skal ses.
I den offentlige debat interessere medierne sig først fremmest om lækagens i FE’s betydning for det politiske spil. Men FE’s vurderinger og statsministerens udtalelser skal nødvendigvis ses i lyset af folkeretten og ministeransvarsloven. Siger FE’s trusselsvurderinger at der var en konkret overhængende fare for international fred og sikkerhed inden 20. marts 2003?
Efter folkerettens regler skal der som udgangspunkt være tale om et væbnet angreb på en anden stat før end at det er lovligt at gribe til våben. Denne strenge regel lempes muligvis af en mere kontroversiel opfattelse af folkeretten hvor der som minimum skal være tale om en overhængende fare for et væbnet angreb. Men såfremt man acceptere denne mere kontroversielle fortolkning af folkeretten, må man nødvendigvis også acceptere et skærpet tilsyn fra Sikkerhedsrådet. Foregribende eller præventiv militær magt anvendelse er forbudt efter folkeretten.
Spørgsmålet er så om man med rimelighed kan vurdere at Iraks mere eller mindre sandsynlige besiddelse af masseødelæggelsesvåben efter FE’s trusselsvurderinger udgjorde en sådan overhængende fare for international fred og sikkerhed at det nødvendigjorde brug af militær magt på det pågældende tidspunkt.
Ved en sådan vurdering skal der selvfølgelig tages hensyn til FN’s generelle magtavendelsesforbud. Og FN’s regler om kollektiv magtanvendelse skal iagttages. Herunder at kollektiv magtavendelse i FN regi kun må benyttes i fællesskabets interesse. Og der skal samtidig tages hensyn til FN’s gyldne regel om at alle fredelige midler skal være udtømte før end militær magt må tages i anvendelse. Folkeretten indebære også en god tros regel.
Der er således som udgangspunkt tale om meget skrappe betingelser før end militær magt anvendelse kan finde sted efter reglerne i folkeretten.
FN’s våbeninspektion bad udtrykkelig om mere tid til sit arbejde. Noget som et flertal i Sikkerhedsrådet både før og efter krigen var enige om med våbeninspektionen og deres leder Hans Blix. Uenigheden i Sikkerhedsrådet trækker imod brug af militærmagt.
Selv om resolution 1441 (2002) taler om alvorlige konsekvenser, er der almindelig enighed blandt folkeretsjurister om at resolutionen ikke i sig selv indeholder nogen autorisation til magtanvendelse. Resolutionen henviser også til en ny rådslagning i Sikkerhedsrådet. Forhandlingerne i Sikkerhedsrådet i marts 2003 peger med al tydlighed på at resolution 1441 ikke automatisk autoriserede magtanvendelse. Det var således op til Sikkerhedsrådet at foretage en ny selvstændig folkeretlig revurdering af situationen i relation til en eventuel militær magtanvendelse i Irak.
Efter min vurdering var det nødvendigt med en ny beslutning i Sikkerhedsrådet, en udtrykkelig tilkendegivelse eller i det mindste en stiltiende accept før end militær magtanvendelse var mulig. Intet af dette fandt sted! Men selv om man indtager den marginale, og efter min mening juridisk uholdbare, opfattelse, at det var muligt for USA, England, Spanien og Bulgarien at foretage en selvstændig vurdering uden om et flertal i Sikkerhedsrådet i marts 2003, så må en sådan vurdering nødvendigvis følge folkerettens regler om magtanvendelse.
Efter min vurdering udgjorde Saddam Hussein umiddelbart inden krigen efter det oplyste, herunder resolution 1441 (2002), sammenholdt med FE’s vurderinger med al tydelighed ikke en sådan konket overhængende fare for det internationale samfund, at det nødvendiggjorde en militær intervention på det pågældende tidspunkt.
Hvilke konkrete overhængende trusler på international fred og sikkerhed var der tale om? Irak var ikke ved at forberede et væbnet angreb på noget eller nogen umiddelbart inden den 20. marts 2003.
Statsministeren må forudsættes igennem sit embedsværk at være bekendt med gældende folkeret.
Efter en samlet vurdering kan statsministeren næppe siges at være i god tro når han til folketinget i virkeligheden siger at Saddam Hussein ifølge det oplyste inden krigen udgjorde en konkret overhængende fare for international fred og sikkerhed som nødvendiggjorde en militær intervention uden om FN’s Sikkerhedsråd.
Det er på disse præmisser at Statsministerens pligt til at informere folketinget loyalt skal bedømmes.
Fogh var ikke i god tro Thomas Dyhr Information 24. april 2004
Sikkerhedsekspert: Grevil har mere ret end Fogh Politiken 21. april 2004
Foghs problem Politiken 20. april 2004
For mange forbehold svækker rapporter Berlingske 20. april 2004
Berlingske Tidendes leder tirsdag: “Med forbehold” Berlingske 20. april 2004
Dumpekarakter til FE’s Irak-guld Information 20. april 2004
FE’s Atomvurdering skiftede Information 20. april 2004
Eksperterne udråber Fogh som vinderen Politiken 19. april 2004
Fogh: Vi har ikke misbrugt, undertrykt eller fordrejet Berlingske 19. april 2004
FE vurderede Irak-truslen som “hæj” i 2002 Berlingske 19. april 2004
Baggrundsmateriale:
Om ministerens argumentation forud for vedtagelsen af beslutningsforslag nr. B 118 er i overensstemmelse med ministeransvarlighedsloven. Folketinget s 20 Spørgsmål 4. marts 2004
GETDOCI/ACCN/A19640011730-REGL”>Lov om ministres ansvarlighed retsinfo.dk
Irak høring i Folketinget 15. april 2004 Grundlovskomitéen 2003
Høring om Irak-krigen Folketinget 24. marts 2004
Just War in Irak 2003 (pdf) Thomas Dyhr Københavns Universitet 9. oktober 2003
U.N. Security Council meeting 4726 27.03.2003 SC/7707
FN traktaten FN
