Antony D’Amato som er en kendt folkeretsjurist, og tidligere dommer i Den Internationale Domstol, kommer i sin bog ”International Law: Process and Prospect” fra 1987 med et fint eksempel på det misforhold der ikke sjældent er imellem den udenrigspolitiske målsætning og den juridiske legitimering i den berømte Nicaragua sag fra 1986.

Sagen drejede sig kort fortalt om USA’s indirekte og direkte militære støtte til Contra’erne i Nicaragua mod den Sandinistiske Regering i begyndelsen af 1980’erne. Nicaragua havde i sagen over for Den Internationale Domstol bl.a. nedlagt påstand om at USA med sine handlinger havde overtrådt magtanvendelsesforbudet i FN traktatens artikel 2(4). USA påstod her over for som hoved argument at man havde handlet i kollektiv selvforsvar med de omkringliggende lande. USA havde indgået militæralliancer med flere omkringliggende lande, og henviste til Nicaruguas trakasserier ind over landegrænserne til f.eks. Honduras. USA trak sig senere ud af sagen. Man kan sige at det var et forvarsel om et smerteligt nederlag for USA. Den Internationale Domstol accepterede ikke argumentet om selvforsvar, og fastslog at USA’s indirekte og direkte militære støtte til Contra’erne var en overtrædelse af magtanvendelsesforbudet i folkeretten både hvad gjaldt faktisk brug af militær magt – men også truslen om brug af magt ved USA afholdelse af militære øvelser tæt på den Nicaraguanske grænse var omfattet af forbudet.

D’Amato skriver følgende : ”USA’s beslutning om at trække sig ud af retssagen Nicaragua vs. United States foran Den Internationale Domstol havde en uventet effekt: ærlighed. En måned efter den annoncerede tilbagetrækning, antydede indenrigsminister Schultz noget, som Præsident Regan senere bekræftede i en pressekonference, at målet for den amerikanske politik var styrte den Sandinistiske Regering i Nicaragua. Det var selvfølgelig præcis hvad Nicaragua hele tiden havde påstået var USA’s mål. Men mens sagen aktivt verserede, kunne USA ikke indrømme dette mål uden at underminere sin rettergangsposition alvorligt.”

Det sker ikke sjældent er der er et markant modsætningsforhold mellem de rene magtpolitiske begrundelser og den efterfølgende legitimering.

Man kan malerisk sige at den ”Retfærdige Krig” efter FN traktatens tilsynekomst har søgt tilflugt i den opfindsomme begrundelse.

Referencer:
Uddrag af foredrag holdt på seminar om “Retfærdig Krig” på Københavns Universitet 18. marts 2004
Nicaragua case I.C.J. Reports 1986 – http://www.icj-cij.org/

Antony D’Amato som er en kendt folkeretsjurist, og tidligere dommer i Den Internationale Domstol, kommer i sin bog ”International Law: Process and Prospect” fra 1987 med et fint eksempel på det misforhold der ikke sjældent er imellem den udenrigspolitiske målsætning og den juridiske legitimering i den berømte Nicaragua sag fra 1986.

Sagen drejede sig kort fortalt om USA’s indirekte og direkte militære støtte til Contra’erne i Nicaragua mod den Sandinistiske Regering i begyndelsen af 1980’erne. Nicaragua havde i sagen over for Den Internationale Domstol bl.a. nedlagt påstand om at USA med sine handlinger havde overtrådt magtanvendelsesforbudet i FN traktatens artikel 2(4). USA påstod her over for som hoved argument at man havde handlet i kollektiv selvforsvar med de omkringliggende lande. USA havde indgået militæralliancer med flere omkringliggende lande, og henviste til Nicaruguas trakasserier ind over landegrænserne til f.eks. Honduras. USA trak sig senere ud af sagen. Man kan sige at det var et forvarsel om et smerteligt nederlag for USA. Den Internationale Domstol accepterede ikke argumentet om selvforsvar, og fastslog at USA’s indirekte og direkte militære støtte til Contra’erne var en overtrædelse af magtanvendelsesforbudet i folkeretten både hvad gjaldt faktisk brug af militær magt – men også truslen om brug af magt ved USA afholdelse af militære øvelser tæt på den Nicaraguanske grænse var omfattet af forbudet.

D’Amato skriver følgende : ”USA’s beslutning om at trække sig ud af retssagen Nicaragua vs. United States foran Den Internationale Domstol havde en uventet effekt: ærlighed. En måned efter den annoncerede tilbagetrækning, antydede indenrigsminister Schultz noget, som Præsident Regan senere bekræftede i en pressekonference, at målet for den amerikanske politik var styrte den Sandinistiske Regering i Nicaragua. Det var selvfølgelig præcis hvad Nicaragua hele tiden havde påstået var USA’s mål. Men mens sagen aktivt verserede, kunne USA ikke indrømme dette mål uden at underminere sin rettergangsposition alvorligt.”

Det sker ikke sjældent er der er et markant modsætningsforhold mellem de rene magtpolitiske begrundelser og den efterfølgende legitimering.

Man kan malerisk sige at den ”Retfærdige Krig” efter FN traktatens tilsynekomst har søgt tilflugt i den opfindsomme begrundelse.

Referencer:

Uddrag af foredrag holdt på seminar om “Retfærdig Krig” på Københavns Universitet 18. marts 2004

Nicaragua case I.C.J. Reports 1986 – http://www.icj-cij.org/