Kategorier
Nyheder Politik

praktikkampagne-fra-integrationsministeriet-fordrejet

Elsebeth Gerner Nielsen føler sig manipuleret med, og kalder Integrationsministeren i samråd.

Integrationsministeriets kampagne “100 praktikpladser på 100 dage” viser sig ikke at være i overensstemmelse med sandheden. Det er bevidst ikke blevet oplyst, at flere af de implicerede virksomheder slet ikke har nogen ledige praktikpladser. Det Radikale Venstre tager skarp afstand fra denne fordrejning.

Ideen bag kampagnen var at skaffe praktikpladser til unge indvandrere. Til det formål blev der udarbejdet en liste over virksomheder der tilbyder ledige pladser. SID´s “Fagbladet” har ringet til 19 af de 88 virksomheder på listen for at verificere pladserne. Det viser sig at 14 ud af de 19 virksomheder slet ikke kan tilbyde en praktikplads. Listens tvivlsomme karakter til trods, er initiativet blevet fremlagt som et positivt tiltag til at få flere unge indvandrere i arbejde. At Integrationsministeriet ydermere har tilladt sig at beklage sig over at de ledige pladser ikke er blevet besat, tenderer meget grov manipulation, og er i bedste fald et vulgært mediestunt.

Elsebeth Gerner Nielsen er vred og føler sig ført bag lyset: “Det er elendigt arbejde som Integrationsministeriet har leveret. Jeg føler mig manipuleret og snydt. Jeg har fået det indtryk at det faktisk var lykkedes ministeriet meget, meget hurtigt at skaffe 100 praktikpladser. Bagefter har vi så fået den dårlige nyhed at der ikke er nogen som søger de her praktikpladser. Og så sidder man lidt tilbage med den her følelse; “nå, det er måske rigtigt nok, at indvandrerne måske ikke vil søge praktikpladserne. Det er måske rigtigt nok, at de ikke vil søge arbejdet”. Men det passer jo ikke. Mange af virksomhederne har jo reelt ikke tilbudt en praktikplads”, siger Elsebeth Gerner Nielsen.

Det Radikale Venstre kræver en redegørelse for integrationsministeriets handlinger: “Jeg har bedt Integrationsministeren om at komme i integrationsudvalget og forklare sig. Hvorfor har man lavet denne her liste? Hvorfor lyver man om så vigtig et område? Samtidig har jeg bedt ministeren udarbejde en reel liste over virksomhederne. Hvor mange virksomheder er det der reelt står med en praktikplads her og nu? “, siger Elsebeth Gerner Nielsen. Desuden vil hun have en forklaring på hvad der ligger til grund for at listen indeholder en kontaktperson der ikke vil tage udlændinge “så længe der er danskere nok”.

Der er lagt op til en næse i denne prekære sag. Det Radikale Venstre ønsker en afklaring hurtigst muligt. Det skal hele tiden holde for øje at der bag tallene gemmer der sig menneskeskæbner.

Det Radikale Venstres Pressetjeneste

Af Thomas Dyhr

Thomas Dyhr - cand.jur. fra Københavns Universitet 2003 Filosof af natur.. Interesser: politik, skak, qigong, nei kung, tai chi, yi chuan, xin yi, daitoryu aikijujutsu, da chen chuan, litteratur, poesi