Hvis man er i tvivl om den fri presses betydning for demokratiets magthavere, behøver man ikke kigge uden for EU.

Hvad er problemet når alle ikke har lige adgang til at ytre sig i medierne?

Kigger man sig om i den demokratiske del af verden og i nyere verdens historie, må det efterhånden være klart for den mere eftertænksomme, selv om virkeligheden er en kompliceret størrelse, at sidder man på medierne, sidder man også på den offentlige opinion, og sidder man på den offentlige mening, sidder man på den politiske magt. Det er demokratiets svaghed og styrke.

Spørgsmålet er om man forstår at udnytte den politiske magt som findes i mediernes potentiale. Ideelt set burde den fri presse i et demokrati være så pluralistisk at den var et repræsentativt udtryk for den samlede befolkning. Men virkelighedens verden er som oftest langt fra idealet. I virkelighedens verden er det ofte nogle få store medievirksomheder som dominere mediebilledet. Avisen eller TV kanalens betydning stiger ekspotentielt med antallet seere, lyttere og lugtere.

Spørger man Italiens Berlusconi sidder man godt på den offentlige mening igennem direkte og indirekte kontrol af medierne. Italien har måske andre politiske traditioner end mange andre Europæiske lande, men landet betragtes som et demokrati. Og landet skal således også bedømmes som et demokrati med ytringsfrihed som et bærende demokratisk element.

Vi er ikke alle lige. Det er ikke alle som kommer til orde. Og det er heller ikke alle som skal komme til orde i medierne. Det er ikke nogen overraskelse. Vi er glade for at medierne til tider fungere som et filter, og vi er til tider mindre glade for at de ikke virker sådan. Men nok så relevant må vi også være bekymrede når enkelt personer eller enkelt organisationer manipulere, kontrollere eller lige frem styrer medierne.

Hvor går grænsen mellem den fri presse og ensidig propaganda i et moderne demokrati?

Efterretningsmand smidt ud efter avisudtalelser Politiken 19. marts 2004
Italienske journalister i oprør over mediekontrol Politiken 12. februar 2004

Hvis man er i tvivl om den fri presses betydning for demokratiets magthavere, behøver man ikke kigge uden for EU.

Hvad er problemet når alle ikke har lige adgang til at ytre sig i medierne?

Kigger man sig om i den demokratiske del af verden og i nyere verdens historie, må det efterhånden være klart for den mere eftertænksomme, selv om virkeligheden er en kompliceret størrelse, at sidder man på medierne, sidder man også på den offentlige opinion, og sidder man på den offentlige mening, sidder man på den politiske magt. Det er demokratiets svaghed og styrke.

Spørgsmålet er om man forstår at udnytte den politiske magt som findes i mediernes potentiale. Ideelt set burde den fri presse i et demokrati være så pluralistisk at den var et repræsentativt udtryk for den samlede befolkning. Men virkelighedens verden er som oftest langt fra idealet. I virkelighedens verden er det ofte nogle få store medievirksomheder som dominere mediebilledet. Avisen eller TV kanalens betydning stiger ekspotentielt med antallet seere, lyttere og lugtere.

Spørger man Italiens Berlusconi sidder man godt på den offentlige mening igennem direkte og indirekte kontrol af medierne. Italien har måske andre politiske traditioner end mange andre Europæiske lande, men landet betragtes som et demokrati. Og landet skal således også bedømmes som et demokrati med ytringsfrihed som et bærende demokratisk element.

Vi er ikke alle lige. Det er ikke alle som kommer til orde. Og det er heller ikke alle som skal komme til orde i medierne. Det er ikke nogen overraskelse. Vi er glade for at medierne til tider fungere som et filter, og vi er til tider mindre glade for at de ikke virker sådan. Men nok så relevant må vi også være bekymrede når enkelt personer eller enkelt organisationer manipulere, kontrollere eller lige frem styrer medierne.

Hvor går grænsen mellem den fri presse og ensidig propaganda i et moderne demokrati?

Efterretningsmand smidt ud efter avisudtalelser Politiken 19. marts 2004

Italienske journalister i oprør over mediekontrol Politiken 12. februar 2004