Morgenavisen Jyllandsposten bragte i går den 10. december 2003 et interview ”Jødehad fra Venstrefløjen” med den franske filosof og racismespecialist Pierre-André Taguieff skrevet af Jørgen Ullerup. På opfordring og ikke uden en vis modvilje har jeg ladet mig trække ind i denne debat omkring racisme i relation til situationen i Mellemøsten. Modviljen skyldes den stigmatisering som rammer alle der deltager i denne debat i det offentlige rum. De er enten jødeelskere eller jødehadere.

Jeg kender ikke Pierre-André Taguieff andre steder fra end fra Jyllands-Postens interview. Det er vel både en ulempe og en fordel på samme tid. Pierre-André Taguieff bliver formentlig for troværdighedens skyld i interviewet fremstillet som en akademisk helt fra den franske intellektuelle elite. Han underviser på det anerkendte Institut d’études politiques de Paris i antisemitisme og racisme.

Lad mig indledningsvis sige, at såfremt de synspunkter og holdninger som bliver fremført i artiklen virkelig repræsenterer Pierre-André Taguieff, og dermed excellencen inden for det franske intellektuelle og akademiske miljø i disse sager, så er jeg ganske uimponeret.

Jeg vil gerne selv med det samme bekende kulør. Jeg er hverken jødehader eller jødeelsker. Mit politiske og ideologiske ståsted er social liberalt. Jeg tilhører hverken det yderste højre eller venstre. Jeg er ikke ekspert i mellemøstlige forhold. Egentlig betragter jeg bare mig selv som et ganske almindeligt kritisk tænkende menneske med en demokratisk grundholdning. Fra dette beskedne ståsted mener jeg alligevel at det er muligt at bidrage, sige noget relevant og væsentligt om interviewet i Jyllands-Posten med Pierre-André Taguieff.

Normalt kan jeg godt lide at polemisere over en problemstilling ved at skære den lidt firkantet til, sådan at man får en smag på tungen som man bliver nød til at forholde sig til, men her vil jeg forsøge at gøre en undtagelse. Men helt lade være med at drille kan jeg nok ikke. Og man skal da heller ikke være samfundsvidenskabelig kandidat for at indse problemerne omkring en rent objektiv sagsfremstilling. Noget som også må gælde Jørgen Ullerup’s interview med Pierre-André Taguieff.

Jeg vil forholde mig kritisk til de fakta som forsøges fremlagt og måden det gøres på. Jeg vil forholde mig kritisk til og kritisk analysere de synspunkter og holdninger som kommer til udtryk i artiklen på et sagligt grundlag uden dog at gå helt ned i detaljen.

Det er mig magtpåliggende at give udtryk for at jeg på ingen måde er fortaler for eller tilhænger af at tage voldelige udemokratiske midler i anvendelse for at opnå ellers legitime politiske mål. Det gælder uanset om der er tale om elementære udemokratiske metoder, simpel vold, terrorisme eller for den sags skyld statsterrorisme. Hvis man ikke har retten på sin side må man nødvendigvis affinde sig med dette. Ellers må man søge en fredelig forhandlingsløsning eller mægling – f.eks. igennem FN.

Det er dybt bekymrende og beklageligt at Pierre-André Taguieff har været udsat for trusler gentagne gange i forbindelse med hans skriverier og offentlige udtalelser om jødehad og antisemitisme. Jeg beklager dybt den uheldige udvikling hvis det virkelig kan dokumenteres og bekræftes at der er tale om en stigende racisme mod både jøder, muslimer og andre etniske grupper i Europa. (Den nys fremlagte rapport om antisemitisme er blevet kritiseret fra flere sider bl.a. på grund af manglende niveau og faglighed. Se ”Antiracisme-center offentliggør omstridt rapport” Politiken 4. december 2003) Og såfremt udviklingen virkelig vedholdende peger hen i mod mere racisme i Europa, og ikke blot er udslag af en forbigående udenrigspolitisk epoke, er dette naturligvis helt uacceptabelt. Og der skal efter min mening sættes ind over for denne triste udvikling med det samme. Og det på alle mulige og tænkelige måder. Men dog således at indsatsen virker fremmende for en fornuftig udvikling mod større respekt, forståelse og empati fra de berørte mennesker og befolkningsgrupper. Prisspørgsmålet er vel bare hvordan? Mest fornuftig er sikkert en forsonende dialog og imødekommenhed som knytter bånd til ligheder i stedet for en retorik og politik som graver kløfterne dybere i mellem de forskellige befolkninger og folkeslag. Men samtidig må de enkelte lande og deres respektive Regeringer i og uden for Europa tage et medansvar for denne udvikling sammen med andre aktører, herunder prominente meningsdannere som f.eks. Pierre-André Taguieff i Frankrig. Af interviewet fremgår det ganske klart at Pierre-André Taguieff’s retorik ikke har en afdæmpende og forsonede effekt på muslimer, ekstremister og andre radikale læsere af hans skrifter. Truslerne mod Pierre-André Taguieff ’s person er på alle måder beklagelige.

Når man har læst interviewet med Pierre-André Taguieff synes jeg at man skal foretage en lille øvelse. Prøv kreativt at skifte alle udtryk om jøder ud med muslimer og omvendt. Således at f.eks. Jødehad fra Venstrefløjen bliver til Had mod Muslimer fra Højrefløjen, og så fremdeles. Alene dette fif illustrer meget fint en lille pointe. Vender man nemlig problemstillingen om kunne man al for nemt forestille sig en venstreekstremistisk repræsentant for muslimerne fremføre lignede radikale synspunkter og holdninger om kritikken af muslimer og de arabiske lande fra USA og Israels egne højreekstremister. Pierre-André Taguieff kan meget let komme til at blive bannerfører for det man her på kontinentet, og for den sags skyld det man over Atlanten i USA, tidligere forstod ved begrebet populisme.

Personligt bryder jeg mig ikke om Jørgen Ullerups valg af overskrift ”Jødehad fra Venstrefløjen”. Også selv om det i og for sig er meget dækkende og sigende om interviewet med Pierre-André Taguieff. Den sort-hvide opstilling er misvisende og farlig på flere måder. Spændingsforholdet mellem jødehader og jødeelsker fremmer ikke en nuanceret tilgang.

Personligt bryder jeg mig heller ikke om den terminologi og kategorisering som Pierre-André Taguieff tilsyneladende betjener sig af. Ingen steder i interviewet gives der nogen nøjagtige og holdbare definitioner af de forskellige udtryk – selv om Pierre-André Taguieff flere gange forsøger. I det hele taget hersker der en stor begrebsforvirring i interviewet hvad angår Pierre-André Taguieff ’s anvendelse af for ham fundamentale begreber som racisme, antisemitisme og for den sags skyld udtrykket jødehad. Det virker på mig som om definitionerne af de forskellige begreber løbende tilpasses de bagved liggende synspunkter. Jeg står tvivlende overfor om Pierre-André Taguieff virkelig er klar over hvad begrebet antisemitisme egentlig dækker efter en korrekt forståelse og almindelig sprogbrug. Begrebsdefinitionerne synes af mig mere brugt som politiske instrumenter til at føre politiske synspunkter om jødehad og antisemitisme frem under et videnskabeligt dække. Eksempelvis når Pierre-André Taguieff taler om demonstrationer mod Irak krigen, FN og beskriver sine politiske modstandere.

Efter at Pierre-André Taguieff er blevet skamrost af Jørgen Ullerup citeres han for at sige at ”det bliver værre endnu, fordi en fredsløsning i Mellemøsten har lange udsigter.” Jeg er tilbøjelig til at være enig i denne observation. I samme stund tænker jeg hvorfor det forholder sig sådan i Mellemøsten. Her tænker jeg navnlig på det som normalt kaldes ”The situation in the Middle East” i internationale kredse – altså konflikten mellem staten Israel og det palæstinensiske folk. Det er min opfattelse at situationen er låst fast fordi ingen af parterne udviser den fornødne politiske vilje til at finde en holdbar forhandlingsløsning som kan skabe fred og fordragelighed mellem israelere og palæstinensere. Staten Israel er tydeligvis ikke interesseret i dannelsen af en Palæstinensisk stat med medfølgende pligter og rettigheder samt en fastlæggelse af grænser. Og palæstinenserne ser på sagen med modsat fortegn. Det største problem som jeg ser det, er at den eneste som kan rent faktisk kan gennemtvinge en løsning, om nødvendigt med magt ligesom i tilfældet Irak, heller ikke kan eller vil finde den politiske vilje til at gøre hvad der er nødvendigt. USA kunne hvis de virkelig gerne ville gennemtvinge og håndhæve en løsning på problemerne i Mellemøsten. Den fornødne politiske vilje til løsninger og fremskridt er simpelthen bare ikke tilstede i USA heller. New York Times, som i denne henseende må betragtes som en troværdig avis, har skrevet flere fremragende artikler om de manglende fremskridt i mellemøsten, herunder i forbindelse med ”Road Map to Peace” planen. Se ”The Illusions Of Progress” New York Times 22. august 2003. Denne problemstilling berøres ikke af Pierre-André Taguieff som kun tørt konstatere problemet som et neutralt faktum. Og det er der jo netop ikke tale om!

Herefter citeres Pierre-André Taguieff i interviewet for udtalelser om en voldsom stigning af antisemitiske udfald mod 600 tusinder jøder i Frankrig. Noget som karakteriseres som hverdagskost. Dette er selvfølgelig et trist og mørkt billede af Frankrig. Men det synes ikke helt at hænge sammen med at der kun er193 årlige anmeldelser i 2002 af faktiske voldelige overfald på jøder og jødiske institutioner i Frankrig – selv om det er udtryk for en stigning og selv om det er 193 for mange. Disse tal står i øvrigt fuldstændig alene. Og tal siger som udgangspunkt ikke ret meget hvis de ikke bliver sat i forhold til andre relevante tal. Hvor er tallene for overgrebne på muslimer i Frankrig for den samme periode?

Lidt senere foretager Pierre-André Taguieff en kobling fra demonstrationer til fordel for palæstinenserne, imod amerikanerne og imod krigen i Irak til en stigende antisemitisme i Frankrig. Det er muligt at man i Frankrig i vidt omfang møder unge fanatiske anden genrations indvandre til disse demonstrationer. Herunder indvandre som ytre sig i antisemitiske vendinger og ligefrem fremturer med jødehad. Jeg ved det ikke om det er tilfældet. Men derfor synes jeg alligevel at denne kobling er overordentlig problematisk fordi den indirekte mistænkeliggør andre menneskers kritik af staten Israel og USA aggressive udenrigspolitik. Demonstrationer er et lovligt demokratisk middel til at rette kritik af magthaverne – ikke mindst en tradition i Frankrig. Det er ikke rimeligt at man skal påtage sig betegnelsen antisemit fordi man går med i en demonstration i mod USA og de allieredes krig i Irak.

Lidt senere i forbindelse med FN’s verdenskonference mod racisme i Durban kommer Pierre-André Taguieff selv frem til tilsvarende paranoide forestillinger som han anklager islamister og venstrefløjen for. Når Pierre-André Taguieff taler om en akse mellem islamister og venstrefløjen bliver han offer for sin egen populisme. Pierre-André Taguieff taler også om FN’s verdenskonference mod racisme som han kalder for en ”kæmpemæssig symbolsk pogrom”.

Pierre-André Taguieff kritik af José Bové kan jeg af gode grunde ikke fuldt ud tage stilling til eftersom jeg ikke kender manden. Men hvis ellers Pierre-André Taguieff citeres korrekt og gengives loyalt så benytter han selv et meget malerisk og inciterende sprog når han om José Bové f.eks. citeres for følgende bemærkning: ”Det er led i en skandaløs sydafrikanisering af Israel.”

I fodnoteform accepter Pierre-André Taguieff nødtvunget en saglig kritik af Israel. Men han kalder samtidig muren mellem de to folkeslag i Mellemøsten for en retfærdiggjort beskyttelsesmur. Og dette selv om den meget omdiskuterede mur i vidt omfang ligger på palæstinensernes egne landområder. Og det omstridte sikkerhedshegn må ikke kaldes for en apartheidmur ifølge Pierre-André Taguieff.

Senere imødegår Pierre-André Taguieff den franske Regering i antisemitisme spørgsmålet med påstand om de ikke vil gøre noget fordi der er over en million stemmer i franske muslimske vælgere. Hvordan skal man tage en sådan påstand seriøst? Prøv at overføre denne argumentation på andre spørgsmål.

En specialist i antisemitisme og jødehad som Pierre-André Taguieff må nødvendig vis søge at udfylde fagets begreber med en vis ihærdighed. Pierre-André Taguieff har pudsigt nok travlt med af harcelere over den fanatiske brug af udtryk når det gælder en beskrivelse af jøder og kritik af staten Israel. I forskerkredse nås grænserne for populisme relativt hurtigt – og det gælder således også Pierre-André Taguieff egen terminologi anvendelse.

I interviewet med Pierre-André Taguieff er der tale om en klodset opstilling af problemerne med racisme afledt af situationen i Mellemøsten. Pierre-André Taguieff benytter sig som nævnt af en uheldig terminologi og kategorisering.

Pierre-André Taguieff’s synspunkter fremstår unuancerede, firkantede og fordomsfulde i interviewet. Eksempelvis følgende citat: ”De mennesker, der ikke vil give Israel retten til forsvare sig selv, er i yderste fald jødehadere. For man kan ikke forsvare, at israelerne blot skal lade sig massakrere. Og Israel har fjender, hvis mål det er at ødelægge staten og dræbe dens indbyggere.”

Tagueiff kaster sig i nogen grad i den modsatte grøft af de muslimske fundamentalister som agiterer rabiat mod jøderne og staten Israel .

Det er trist at man i en diskussion omkring situationen i Mellemøsten sjældent når frem til at diskutere substansen, men må lade sig nøje med at forsvare sig imod at blive kaldt antisemit eller jødehader. Al kritik, berettiget eller uberettiget af staten Israel er åbenbart et udtryk for antisemitisme. Eftersom det er den bærende retorik som benyttes af højtstående akademikere, embedsmænd og ministre som repræsentere staten Israels synspunkter. Når staten Israel talrige gange i FN’s generalforsamling og FN’s sikkerhedsråd får den samlede verdens opinion imod sig er det altså et udtryk for en grandiøs antisemitisme fra alverdens lande. En antisemitisk og antizionistisk sammensværgelse mod Israel. Som det seneste eksempel kan nævnes staten Israels overvældende nederlag i FN’s Generalforsamling omkring bygningen af det kontroversielle sikkerhedshegn. Op mod 40% af palæstinensernes land bliver annekteret af staten Israel såfremt bygningen af hegnet gennemføres som planlagt. Imod en udtrykkelig bestemmelse fra en samlet kreds af verdens lande. I FN’s sikkerhedsråd blev Israels storebror USA igen nød til at hive i vetto håndbremsen. Se ”UN Assembly demands Israel stop work on West Bank wall, urges sides to honour Road Map” FN hjemmeside den 21. oktober 2003.

Som parentes bemærket synes jeg at det er tankevækkende at Morgenavisen Jyllandsposten, som ellers i det store hele fremtræder som en nogenlunde troværdig avis, kan fylde hele side 7 ud med populisme forklædt som et akademisk opgør og anslag mod en tvivlsom stigende antisemitisme i Europa. I denne falden på halen komedie for unuancerede synspunkter om antisemitisme mod enhver kritik af staten Israel står JP desværre ikke alene, andre ellers respektable aviser som f.eks. Politiken følger rask med og giver masser af spalteplads til samme slags halsløs populisme.

Enhver form for populisme er efter min mening farlig. Dette gælder måske navnlig når disse synspunkter og holdninger udtrykkes offentligt af folk som Pierre-André Taguieff, der som person fremtræder som en autoritet og ekspert på området i antisemitisme og jødehad. Men det viser måske kun noget om farligheden ved at beskæftige sig med et studie af sådanne forhold, idet antisemitter og jødehadere så stikker hovederne frem over alt for at blive set af Pierre-André Taguieff.

Jødehad fra Venstrefløjen Artikel fra Jyllandsposten 10. december 2003 (txt)
EU’s blinde øje: Palæstinensisk terror Politiken 13. november 2003 – Et eksempel hvor både et samlet EU og og et samlet FN bliver angrebet for at være antizionistisk og antisemitisk.

Morgenavisen Jyllandsposten bragte i går den 10. december 2003 et interview ”Jødehad fra Venstrefløjen” med den franske filosof og racismespecialist Pierre-André Taguieff skrevet af Jørgen Ullerup. På opfordring og ikke uden en vis modvilje har jeg ladet mig trække ind i denne debat omkring racisme i relation til situationen i Mellemøsten. Modviljen skyldes den stigmatisering som rammer alle der deltager i denne debat i det offentlige rum. De er enten jødeelskere eller jødehadere.

Jeg kender ikke Pierre-André Taguieff andre steder fra end fra Jyllands-Postens interview. Det er vel både en ulempe og en fordel på samme tid. Pierre-André Taguieff bliver formentlig for troværdighedens skyld i interviewet fremstillet som en akademisk helt fra den franske intellektuelle elite. Han underviser på det anerkendte Institut d’études politiques de Paris i antisemitisme og racisme.

Lad mig indledningsvis sige, at såfremt de synspunkter og holdninger som bliver fremført i artiklen virkelig repræsenterer Pierre-André Taguieff, og dermed excellencen inden for det franske intellektuelle og akademiske miljø i disse sager, så er jeg ganske uimponeret.

Jeg vil gerne selv med det samme bekende kulør. Jeg er hverken jødehader eller jødeelsker. Mit politiske og ideologiske ståsted er social liberalt. Jeg tilhører hverken det yderste højre eller venstre. Jeg er ikke ekspert i mellemøstlige forhold. Egentlig betragter jeg bare mig selv som et ganske almindeligt kritisk tænkende menneske med en demokratisk grundholdning. Fra dette beskedne ståsted mener jeg alligevel at det er muligt at bidrage, sige noget relevant og væsentligt om interviewet i Jyllands-Posten med Pierre-André Taguieff.

Normalt kan jeg godt lide at polemisere over en problemstilling ved at skære den lidt firkantet til, sådan at man får en smag på tungen som man bliver nød til at forholde sig til, men her vil jeg forsøge at gøre en undtagelse. Men helt lade være med at drille kan jeg nok ikke. Og man skal da heller ikke være samfundsvidenskabelig kandidat for at indse problemerne omkring en rent objektiv sagsfremstilling. Noget som også må gælde Jørgen Ullerup’s interview med Pierre-André Taguieff.

Jeg vil forholde mig kritisk til de fakta som forsøges fremlagt og måden det gøres på. Jeg vil forholde mig kritisk til og kritisk analysere de synspunkter og holdninger som kommer til udtryk i artiklen på et sagligt grundlag uden dog at gå helt ned i detaljen.

Det er mig magtpåliggende at give udtryk for at jeg på ingen måde er fortaler for eller tilhænger af at tage voldelige udemokratiske midler i anvendelse for at opnå ellers legitime politiske mål. Det gælder uanset om der er tale om elementære udemokratiske metoder, simpel vold, terrorisme eller for den sags skyld statsterrorisme. Hvis man ikke har retten på sin side må man nødvendigvis affinde sig med dette. Ellers må man søge en fredelig forhandlingsløsning eller mægling – f.eks. igennem FN.

Det er dybt bekymrende og beklageligt at Pierre-André Taguieff har været udsat for trusler gentagne gange i forbindelse med hans skriverier og offentlige udtalelser om jødehad og antisemitisme. Jeg beklager dybt den uheldige udvikling hvis det virkelig kan dokumenteres og bekræftes at der er tale om en stigende racisme mod både jøder, muslimer og andre etniske grupper i Europa. (Den nys fremlagte rapport om antisemitisme er blevet kritiseret fra flere sider bl.a. på grund af manglende niveau og faglighed. Se ”Antiracisme-center offentliggør omstridt rapport” Politiken 4. december 2003) Og såfremt udviklingen virkelig vedholdende peger hen i mod mere racisme i Europa, og ikke blot er udslag af en forbigående udenrigspolitisk epoke, er dette naturligvis helt uacceptabelt. Og der skal efter min mening sættes ind over for denne triste udvikling med det samme. Og det på alle mulige og tænkelige måder. Men dog således at indsatsen virker fremmende for en fornuftig udvikling mod større respekt, forståelse og empati fra de berørte mennesker og befolkningsgrupper. Prisspørgsmålet er vel bare hvordan? Mest fornuftig er sikkert en forsonende dialog og imødekommenhed som knytter bånd til ligheder i stedet for en retorik og politik som graver kløfterne dybere i mellem de forskellige befolkninger og folkeslag. Men samtidig må de enkelte lande og deres respektive Regeringer i og uden for Europa tage et medansvar for denne udvikling sammen med andre aktører, herunder prominente meningsdannere som f.eks. Pierre-André Taguieff i Frankrig. Af interviewet fremgår det ganske klart at Pierre-André Taguieff’s retorik ikke har en afdæmpende og forsonede effekt på muslimer, ekstremister og andre radikale læsere af hans skrifter. Truslerne mod Pierre-André Taguieff ’s person er på alle måder beklagelige.

Når man har læst interviewet med Pierre-André Taguieff synes jeg at man skal foretage en lille øvelse. Prøv kreativt at skifte alle udtryk om jøder ud med muslimer og omvendt. Således at f.eks. Jødehad fra Venstrefløjen bliver til Had mod Muslimer fra Højrefløjen, og så fremdeles. Alene dette fif illustrer meget fint en lille pointe. Vender man nemlig problemstillingen om kunne man al for nemt forestille sig en venstreekstremistisk repræsentant for muslimerne fremføre lignede radikale synspunkter og holdninger om kritikken af muslimer og de arabiske lande fra USA og Israels egne højreekstremister. Pierre-André Taguieff kan meget let komme til at blive bannerfører for det man her på kontinentet, og for den sags skyld det man over Atlanten i USA, tidligere forstod ved begrebet populisme.

Personligt bryder jeg mig ikke om Jørgen Ullerups valg af overskrift ”Jødehad fra Venstrefløjen”. Også selv om det i og for sig er meget dækkende og sigende om interviewet med Pierre-André Taguieff. Den sort-hvide opstilling er misvisende og farlig på flere måder. Spændingsforholdet mellem jødehader og jødeelsker fremmer ikke en nuanceret tilgang.

Personligt bryder jeg mig heller ikke om den terminologi og kategorisering som Pierre-André Taguieff tilsyneladende betjener sig af. Ingen steder i interviewet gives der nogen nøjagtige og holdbare definitioner af de forskellige udtryk – selv om Pierre-André Taguieff flere gange forsøger. I det hele taget hersker der en stor begrebsforvirring i interviewet hvad angår Pierre-André Taguieff ’s anvendelse af for ham fundamentale begreber som racisme, antisemitisme og for den sags skyld udtrykket jødehad. Det virker på mig som om definitionerne af de forskellige begreber løbende tilpasses de bagved liggende synspunkter. Jeg står tvivlende overfor om Pierre-André Taguieff virkelig er klar over hvad begrebet antisemitisme egentlig dækker efter en korrekt forståelse og almindelig sprogbrug. Begrebsdefinitionerne synes af mig mere brugt som politiske instrumenter til at føre politiske synspunkter om jødehad og antisemitisme frem under et videnskabeligt dække. Eksempelvis når Pierre-André Taguieff taler om demonstrationer mod Irak krigen, FN og beskriver sine politiske modstandere.

Efter at Pierre-André Taguieff er blevet skamrost af Jørgen Ullerup citeres han for at sige at ”det bliver værre endnu, fordi en fredsløsning i Mellemøsten har lange udsigter.” Jeg er tilbøjelig til at være enig i denne observation. I samme stund tænker jeg hvorfor det forholder sig sådan i Mellemøsten. Her tænker jeg navnlig på det som normalt kaldes ”The situation in the Middle East” i internationale kredse – altså konflikten mellem staten Israel og det palæstinensiske folk. Det er min opfattelse at situationen er låst fast fordi ingen af parterne udviser den fornødne politiske vilje til at finde en holdbar forhandlingsløsning som kan skabe fred og fordragelighed mellem israelere og palæstinensere. Staten Israel er tydeligvis ikke interesseret i dannelsen af en Palæstinensisk stat med medfølgende pligter og rettigheder samt en fastlæggelse af grænser. Og palæstinenserne ser på sagen med modsat fortegn. Det største problem som jeg ser det, er at den eneste som kan rent faktisk kan gennemtvinge en løsning, om nødvendigt med magt ligesom i tilfældet Irak, heller ikke kan eller vil finde den politiske vilje til at gøre hvad der er nødvendigt. USA kunne hvis de virkelig gerne ville gennemtvinge og håndhæve en løsning på problemerne i Mellemøsten. Den fornødne politiske vilje til løsninger og fremskridt er simpelthen bare ikke tilstede i USA heller. New York Times, som i denne henseende må betragtes som en troværdig avis, har skrevet flere fremragende artikler om de manglende fremskridt i mellemøsten, herunder i forbindelse med ”Road Map to Peace” planen. Se ”The Illusions Of Progress” New York Times 22. august 2003. Denne problemstilling berøres ikke af Pierre-André Taguieff som kun tørt konstatere problemet som et neutralt faktum. Og det er der jo netop ikke tale om!

Herefter citeres Pierre-André Taguieff i interviewet for udtalelser om en voldsom stigning af antisemitiske udfald mod 600 tusinder jøder i Frankrig. Noget som karakteriseres som hverdagskost. Dette er selvfølgelig et trist og mørkt billede af Frankrig. Men det synes ikke helt at hænge sammen med at der kun er193 årlige anmeldelser i 2002 af faktiske voldelige overfald på jøder og jødiske institutioner i Frankrig – selv om det er udtryk for en stigning og selv om det er 193 for mange. Disse tal står i øvrigt fuldstændig alene. Og tal siger som udgangspunkt ikke ret meget hvis de ikke bliver sat i forhold til andre relevante tal. Hvor er tallene for overgrebne på muslimer i Frankrig for den samme periode?

Lidt senere foretager Pierre-André Taguieff en kobling fra demonstrationer til fordel for palæstinenserne, imod amerikanerne og imod krigen i Irak til en stigende antisemitisme i Frankrig. Det er muligt at man i Frankrig i vidt omfang møder unge fanatiske anden genrations indvandre til disse demonstrationer. Herunder indvandre som ytre sig i antisemitiske vendinger og ligefrem fremturer med jødehad. Jeg ved det ikke om det er tilfældet. Men derfor synes jeg alligevel at denne kobling er overordentlig problematisk fordi den indirekte mistænkeliggør andre menneskers kritik af staten Israel og USA aggressive udenrigspolitik. Demonstrationer er et lovligt demokratisk middel til at rette kritik af magthaverne – ikke mindst en tradition i Frankrig. Det er ikke rimeligt at man skal påtage sig betegnelsen antisemit fordi man går med i en demonstration i mod USA og de allieredes krig i Irak.

Lidt senere i forbindelse med FN’s verdenskonference mod racisme i Durban kommer Pierre-André Taguieff selv frem til tilsvarende paranoide forestillinger som han anklager islamister og venstrefløjen for. Når Pierre-André Taguieff taler om en akse mellem islamister og venstrefløjen bliver han offer for sin egen populisme. Pierre-André Taguieff taler også om FN’s verdenskonference mod racisme som han kalder for en ”kæmpemæssig symbolsk pogrom”.

Pierre-André Taguieff kritik af José Bové kan jeg af gode grunde ikke fuldt ud tage stilling til eftersom jeg ikke kender manden. Men hvis ellers Pierre-André Taguieff citeres korrekt og gengives loyalt så benytter han selv et meget malerisk og inciterende sprog når han om José Bové f.eks. citeres for følgende bemærkning: ”Det er led i en skandaløs sydafrikanisering af Israel.”

I fodnoteform accepter Pierre-André Taguieff nødtvunget en saglig kritik af Israel. Men han kalder samtidig muren mellem de to folkeslag i Mellemøsten for en retfærdiggjort beskyttelsesmur. Og dette selv om den meget omdiskuterede mur i vidt omfang ligger på palæstinensernes egne landområder. Og det omstridte sikkerhedshegn må ikke kaldes for en apartheidmur ifølge Pierre-André Taguieff.

Senere imødegår Pierre-André Taguieff den franske Regering i antisemitisme spørgsmålet med påstand om de ikke vil gøre noget fordi der er over en million stemmer i franske muslimske vælgere. Hvordan skal man tage en sådan påstand seriøst? Prøv at overføre denne argumentation på andre spørgsmål.

En specialist i antisemitisme og jødehad som Pierre-André Taguieff må nødvendig vis søge at udfylde fagets begreber med en vis ihærdighed. Pierre-André Taguieff har pudsigt nok travlt med af harcelere over den fanatiske brug af udtryk når det gælder en beskrivelse af jøder og kritik af staten Israel. I forskerkredse nås grænserne for populisme relativt hurtigt – og det gælder således også Pierre-André Taguieff egen terminologi anvendelse.

I interviewet med Pierre-André Taguieff er der tale om en klodset opstilling af problemerne med racisme afledt af situationen i Mellemøsten. Pierre-André Taguieff benytter sig som nævnt af en uheldig terminologi og kategorisering.

Pierre-André Taguieff’s synspunkter fremstår unuancerede, firkantede og fordomsfulde i interviewet. Eksempelvis følgende citat: ”De mennesker, der ikke vil give Israel retten til forsvare sig selv, er i yderste fald jødehadere. For man kan ikke forsvare, at israelerne blot skal lade sig massakrere. Og Israel har fjender, hvis mål det er at ødelægge staten og dræbe dens indbyggere.”

Tagueiff kaster sig i nogen grad i den modsatte grøft af de muslimske fundamentalister som agiterer rabiat mod jøderne og staten Israel .

Det er trist at man i en diskussion omkring situationen i Mellemøsten sjældent når frem til at diskutere substansen, men må lade sig nøje med at forsvare sig imod at blive kaldt antisemit eller jødehader. Al kritik, berettiget eller uberettiget af staten Israel er åbenbart et udtryk for antisemitisme. Eftersom det er den bærende retorik som benyttes af højtstående akademikere, embedsmænd og ministre som repræsentere staten Israels synspunkter. Når staten Israel talrige gange i FN’s generalforsamling og FN’s sikkerhedsråd får den samlede verdens opinion imod sig er det altså et udtryk for en grandiøs antisemitisme fra alverdens lande. En antisemitisk og antizionistisk sammensværgelse mod Israel. Som det seneste eksempel kan nævnes staten Israels overvældende nederlag i FN’s Generalforsamling omkring bygningen af det kontroversielle sikkerhedshegn. Op mod 40% af palæstinensernes land bliver annekteret af staten Israel såfremt bygningen af hegnet gennemføres som planlagt. Imod en udtrykkelig bestemmelse fra en samlet kreds af verdens lande. I FN’s sikkerhedsråd blev Israels storebror USA igen nød til at hive i vetto håndbremsen. Se ”UN Assembly demands Israel stop work on West Bank wall, urges sides to honour Road Map” FN hjemmeside den 21. oktober 2003.

Som parentes bemærket synes jeg at det er tankevækkende at Morgenavisen Jyllandsposten, som ellers i det store hele fremtræder som en nogenlunde troværdig avis, kan fylde hele side 7 ud med populisme forklædt som et akademisk opgør og anslag mod en tvivlsom stigende antisemitisme i Europa. I denne falden på halen komedie for unuancerede synspunkter om antisemitisme mod enhver kritik af staten Israel står JP desværre ikke alene, andre ellers respektable aviser som f.eks. Politiken følger rask med og giver masser af spalteplads til samme slags halsløs populisme.

Enhver form for populisme er efter min mening farlig. Dette gælder måske navnlig når disse synspunkter og holdninger udtrykkes offentligt af folk som Pierre-André Taguieff, der som person fremtræder som en autoritet og ekspert på området i antisemitisme og jødehad. Men det viser måske kun noget om farligheden ved at beskæftige sig med et studie af sådanne forhold, idet antisemitter og jødehadere så stikker hovederne frem over alt for at blive set af Pierre-André Taguieff.

Jødehad fra Venstrefløjen Artikel fra Jyllandsposten 10. december 2003 (txt)

EU’s blinde øje: Palæstinensisk terror Politiken 13. november 2003 – Et eksempel hvor både et samlet EU og og et samlet FN bliver angrebet for at være antizionistisk og antisemitisk.