Kategorier
Generelt Irak Politik

troen-pa-den-nostalgiske-imperialisme

af Thomas J. Dyhr, cand. jur. med speciale i Folkeret

Kritik af Ole Grünbaum’s kronik: Den billige antiamerikanisme Jyllands-Posten 5. marts 2004 (Ole’s kronik bør læses i sin helhed før end man læser videre.. den er ganske velskrevet og ikke uden humor!)

Jeg lader mig gerne stigmatisere under den europæiske bølge af antiamerikanisme, al den stund det er kritik af USA udenrigspolitik som menes, men så må Ole Grünbaum også huske at dadle mig anti-dansk eller hader af Danmark når jeg tillader mig at kritisere Danmark eller den til enhver tid siddende regering. Denne stupide dæmonisering af kritikkerne af USA’s udenrigspolitik tjener sit eget enfoldige udtryk. Det tillægger jeg lige så megen vægt som når Israels premierminister Ariel Sharon lader al kritik af staten Israel forstumme ved at kalde den anti-israelsk eller antisemitisk.

I forbindelse med turen ned til Magasin for at købe snacks til TV volden og reality showet Irak’s befrielse har jeg ét spørgsmål til Ole Grünbaum: Hvor var det nu USA var henne da folkemordene på henholdsvis kurderne i nord og shia-muslimmer i syd fandt sted i slutningen af firserne og i begyndelsen af halvfemserne?

De ædle menneskeretlige motiver om frelse af det irakiske folk stod ikke øverst på USA’s officielle dagsorden i forbindelse med krigen mod Irak. I forbindelse med hele denne forlorne og frelste højreekstreme politiske argumentation skal jeg blot henvise til den uafhængige, største og mest anerkendte menneskerettighedsorganisation i USA, HUMAN RIGHTS WATCH, og deres leder Kenneth Roth som i en artikel “War in Iraq: Not a Humanitarian Intervention” i HWR’s årsrapport for 2003 fuldstændig tilbageviser argumentet om intervention i Irak af humanitære årsager.

Argumentet om de klare geopolitiske interesser som USA har i området, når der tænkes på at Irak er et af de lande i mellemøsten med de største oliereserver, kan tælle i modsat retning, på samme niveau som argumentationen om frelse af det irakiske folk. USA kunne næppe være mere ligeglad med Irak – hvis det altså ikke lige var for olien og staten Israel.

Men det er jo nemt for dig, Ole Grünbaum, som forfatter at komme med en god historie som ikke rigtig har hold i viden om situationen eller bare hold i virkeligheden. De billige point om at du holder med irakerne sætter jeg i samme bås som antiamerikanismen. Det underforståede, at kritikkere af USA’s og de allieredes intervention fra en pragmatisk synsvinkel går imod iraks befolkning, er simpelt vås.

Det var det sikkerhedsmæssige spørgsmål som stod øverst på USA’s dagsorden – og for den sags skyld FN’s dagsorden. Hele miseren skal ses på baggrund af USA erklærede krig mod terrorisme “The War on Terror” som en direkte følge af 11. september 2001. USA fremkom med en helt ny national sikkerhedsstrategi (NSS) som skulle tage hånd om terror truslen igennem forebyggende militære angreb på USA’s fjender. USA ville ikke først og fremmest frelse verden, men forståeligt nok først sikre egne borgere. USA’s nye nationale sikkerhedsstrategi markerer et eklatant brud med den internationale retsorden og FN. Hvis man gør sig den ulejlighed at sætte sig bare en smule ind i det faktiske hændelsesforløb fra terrorbegivenheden i New York indtil slutforhandlingerne umiddelbart før krigen i FN’s Sikkerhedsråd, vil denne sammenhæng fremgå med al tydelighed.

Nu skal jeg ikke trætte dig med al for mange uomtvistelige fakta om situationen i FN’s sikkerhedsråd op til krigens begyndelse omkring den 19. marts sidste år. Men som bekendt er FN’s sikkerhedsråd det internationale samfunds øverste myndighed på området for international fred og sikkerhed – hvilket selv USA normalt anerkender. Der var ikke tale om at FN’s sikkerhedsråd var handlingslammet pga. en vetto trussel eller ikke kunne nå frem til beslutning på anden vis. Et markant flertal i FN’s sikkerhedsråd ville give Hans Blix og de øvrige våbeninspektører nogle yderligere uger til færdiggørelsen af deres arbejde. Ifølge FN traktaten skal alle fredelige midler være udtømte inden man overvejer en militær indgriben. En interventionsret som i øvrigt kun tilkommer FN’s Sikkerhedsråd, og ikke enkelte lande, herunder hverken USA eller lille Danmark. Efter USA og de allieredes intervention i marts måned 2003 tog et flertal i FN’s Sikkerhedsråd fuldstændig klart afstand fra krigshandlingerne som betegnedes som direkte ulovlige. Derom er der ingen tvivl. Se iøvrigt Kofi Annan’s tale til FN’s Generalforsamling den 23. september 2003.

USA kryptiske argumentation om hjemmel og fortolkning af de tidligere resolutioner, som den danske regering også har antaget, falder på samme grundlag. Det tilkommer nemlig ikke enkelte lande at handle uden om Sikkerhedsrådets bestemmelser. Og Hans Blix, som i øvrigt selv er en glimrende jurist med mange års pletfri international erfaring i udenrigstjenesten, fik sit mandat af Sikkerhedsrådet til at lede våbeninspektionen i Irak med USA’s vesignelse, har da også senest i et interview “Blix afviser resolution som grundlag for Irakkrig” i Politiken den 5. marts d.å. totalt afvist argumentet om de tidligere resolutioner. Ifølge Hans Blix var det helt klart nødvendigt med en ny resolution i FN’s Sikkerhedsråd. Herudover vil jeg i øvrigt henvise til det overvældende antal af fagvidenskabelige artikler fra bl.a. både England og USA som betegner interventionen i Irak som et alvorligt brud på international ret.

Når dette nu er på plads for eventuelle ignoranter og USA fetichister, må man også tørt konstatere at der IKKE er blevet etableret nogen væsentlige og substantielle forbindelser mellem Irak og Al Queda terroristerne som udførte udåden den 11. september 2001 i New York. Hvilket er erkendt af USA og Bush Regeringen. Ligesom der heller IKKE er blevet fundet nogle masseødelæggelsesvåben i Irak til dato. USA indsatte sin egen våbeninspektør, David Kay, efter besættelsen af Irak. David Kay trådte tilbage den 23. januar d.å. og sagde ifølge Politiken “Chef for våbeninspektører i Irak træder tilbage” ved denne lejlighed “at han ikke mener, at der er skjulte lagre af forbudte våben i Irak”. Der er altså ikke tale om et udokumenteret opkog af venstrefløjens fordomme – endsige en venstredrejet fabel. Disse klare pointer om manglende forbindelse til terrorisme og masseødlæggelsesvåben lader vi lige stå et øjeblik til ære for Ole Grünbaum.

Den kritik af USA som hviler på et sagligt grundlag, er efter min mening svær at tilbagevise med nok så glimrende iscenesat fiktion om det filantropiske USA som befrier af verdens despotier og tyrannier og det kætterske venstredrejede Europa. USA har af kærlig egeninteresse i nyere historisk tid støttet en hel del regimer politisk og økonomisk som nærmere fortjener betegnelsen tyranni end demokrati. USA har endog beviseligt i flere tilfælde være involveret direkte i samfundsundergravende virksomhed af folkevalgte regeringer i socialistiske lande. I forbindelse med angrebet på Nicaragua fik USA i 1986 til sin store ærgrelse en dom på halsen af den internationale domstol (ICJ) for sin direkte militære støtte og involvering. Hykleriet går efter min mening i såfald begge veje, hvilket gør det mere end svært at bruge udtrykket “hykleri” alene om de USA kritiske røster uden at dette skal opfattes som en raffineret form for selvironi.

Der er en vis pointe i argumentet om “en psykologisk mekanisme, hvor man altid holder med de svage imod de store og stærke” som Ole Grünbaum anfører i sin kronik. Det vil jeg gerne erkende. Udover at det hos visse særligt oplyste mennesker er en indbygget psykologisk mekanisme ifølge Ole Grünbaum – for det er jo klart noget som ikke findes hos alle, og da f.eks. ikke hos Ole Grünbaum som tilsyneladende er hævet over dette – er det da i essensen et kerne sundt princip, at man ikke skal bekymre sig om de stærke, de klarer jo netop sig selv ganske glimrende. Ethvert skolebarn i Danmark lærer heldigvis stadig at forholde sig kritisk til sin omverden. Det er naivt at tro på hvad som helst. Og vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner. Det er vel næppe hensigten i Ole Grünbaum’s kronik af den kritiske stillingtagen skal lægges på hylden til fordel for servil lydighed. Dette er en fordring som reelt kun findes i autoritære styreformer, som i det højeste har skin af demokrati. Dette argument om den Grünbaumske mekanisme falder altså på stenet jord hos mig. Det er nærmere en demokratisk pligt at være kritisk end det er en borgerpligt at være servil.

Selv i GUDs eget land USA er der kritiske røster om USA’s rolle i det internationale samfund. Det er bestemt ikke alle borgere eller politiske aktører i USA som tror på den nostalgiske forestilling om USA som verdens suveræne og enerådende imperialmagt, se hertil Dimitri K. Simes “America’s Imperial Dilemma” Foreign Affairs November/December 2003.

Der er ingen tvivl om at Europa skal vågne op af sin tornerosesøvn. Europa skal vågne op til dåd til en ny verdensorden og handle langt mere principfast end tidligere. Europa skal på alle måder fremstå som en ligeværdig og selvstændig magtfaktor i den ny verdensorden. Det er en simpel nødvendighed – hvis vi i Europa vil tages alvorligt! Hvorfor skal Europa med sine forudsætninger nøjes med at spille storpolitisk 4. eller 5. violin?

Når Ole Grünbaum med en forfatters poesi trækker det meste i land til sidst i kronikken ved f.eks. at skrive at han “personligt er modstander af Bush’ politik” og at “der er faktisk virkelig god grund til at være kritisk over for USA’s dominans i verden” virker det hele som et pip i skotøjsæske. For hvad fanden er det så egentlig manden mener, når han farer op som en løve men falder ned som et lam. Men måske er det hele bare fiktion i håbet om mindre friktion på vejen til Magasin du Nord.

Af Thomas Dyhr

Thomas Dyhr - cand.jur. fra Københavns Universitet 2003 Filosof af natur.. Interesser: politik, skak, qigong, nei kung, tai chi, yi chuan, xin yi, daitoryu aikijujutsu, da chen chuan, litteratur, poesi