Ønsker den nuværende Regering i Israel virkelig en fredelig løsning med palæstinenserne og oprettelsen af en palæstinensisk stat i 2005 i overensstemmelse med “Roadmap to Peace”? Jeg tror det ikke!
USA har sat sin prestige ind på “Roadmap to Peace” som skal sikre en løsning på konflikten i mellemøsten. Men hvis Israels Regering og flertallet af Israelere i virkeligheden ikke ønsker at leve op til aftalen, hvad gør man så? Er USA, Europa og resten af verdenssamfundet parate til at tage de nødvendige magt- og pressionsmidler i brug for at få palæstinenserne og israelerne til at leve op til aftalen? Jeg tror det ikke.
Sangen om det forfulgte Israel og en verden fuld af antisemitter giver muligvis ophav til en særlig lex Israel.
USA’s garantier og planer for mellemøsten er ikke det papir værd som det er skrevet på. Der er alt for stort et sammenfald af interesser imellem USA og Israel. Israel og den stærke jødiske lobby i USA har en uforholdsmæssig stor indflydelse på amerikansk udenrigspolitik i mellemøsten; navnlig med tanke på at kun omkring 2% af USA medborgere er af jødisk oprindelse. USA er på flere måder langt den største bidragsyder til staten Israel i form af lån, teknologi, våben og andre ressourcer.
På staten Israels budgetter afsættes store beløb til forsat jødisk indvandring fra resten af verden. Hvor skal disse ny indvandre slå sig ned i Israel? Bosættelserne og de såkaldte forposter fortsætter tilsyneladende og i det store hele uhindret. Hvor er de reelle bestræbelser på tilbagetrækninger fra de besatte områder? Set udefra fortsætter Israel på alle måder sin rendyrkede koloni-politik med indhegning og afskæring af palæstinensers områder.
Israels udenrigspolitiske spil virker i det store hele afstemt til en skjult dagsorden om minimale indrømmelser uden handling over for verdenssamfundet. Hidtil har det jo også virket fint at stikke blår i øjne på de kritiske ryster. Intet som Israel har foretaget sig igennem tiden i strid med international ret eller bestemmelser fra FN har jo haft alvorlige konsekvenser. Det er kun blevet til et “fy” og et symbolsk stop her og der. Staten Israel synes at agere frit i en ansvarsfri zone som i det højeste kun fører til lidt overfladisk selvransagelse og ændret PR over for verdenssamfundet.
Selv om palæstinenserne bære sin del af skylden for problemerne i mellemøsten sammen med andre arabiske lande som opildner til et religiøst opgør med Israel, må staten Israel som den absolut stærkeste part i konflikten nødvendigvis bære hovedansvaret. Ligesom den største og stærkeste dreng fra 5. klasse i skolegården må bære ansvaret for en slåskamp mod en lilleput fra 3. klasse. Når man så også tænker på at Israel er det eneste vestlige demokrati i mellemøsten, er denne sandhed om ansvar i kraft af styrke, moralsk og politisk førerskab endnu tydeligere!
Mange mennesker og samfund har forsøgt at føre gedulgte planer om overherredømme ud i livet under falsk varebetegnelse om f.eks. andres religiøse frelse. Men der er én ting som altid afslører disse mennesker og samfund: menneskets natur. Mennesket er af natur et grisk og grådigt dyr. Herfra adskiller det udvalgte semitiske folk i Staten Israel sig ikke fra andre folkeslag. Det er derfor at det er nødvendigt med love og regler som regulere menneskelig adfærd. Historien giver sit eget tydelige vidnesbyrd herom før, nu og i fremtiden.
Alt imens Israel ulovligt fortsætter med at udvidde bosættelserne i de bestatte områder i ekspres tempo.
Mit ønske er en lov som også gælder for staten Israel i håbet om fred i mellemøsten. Med fred i mellemøsten mister mange mennesker i verden et påskud for terror.
Israel expands settlement growth BBC 23. august 2004
Sharon backs new settlement homes BBC 17. august 2004
Israel: Release Rights Activist Immediately HRW 6. august 2004
Sharon promises U.S. envoy he’ll remove illegal outposts Haaretz.com 6. august 2004
EU deal in ‘Made in Israel’ row BBC 5. august 2004
U.S. may rebuke PM over failure to evacuate outposts Haaretz.com 5. august 2004
US raps Israel over settler plan BBC 3. august 2004
US chides Israel settler inaction BBC 22. juni 2004
