Hvad er det? Hvad er det for et begreb? Er det teologisk eller juridisk eller moralsk eller bare politisk? Hvis du spørger juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen kunne han sikkert polemisk finde på at sige følgende: ”Det er meget fint alt sammen, det der, med at prøve at give definitioner på dette og hint. Men ordet ’retfærdig’ er jo et fuldstændigt indholdstomt ord. Og det må vi jo give gamle kloge Alf Ross ret i. Og krig er vel aldrig retfærdig! Dette begreb ’retfærdig krig’ giver jo altså derfor slet ingen juridisk mening. Men man kan jo slynge om sig med definitioner alt det man vil.”

Jeg ved ikke om det er gået op for gamle kloge Gorm Toftegaard Nielsen, at opgøret med retspositivismen er sat ind for længe siden. Og slaget også er tabt for længe siden. I alle grene af videnskaben og videnskabsteorien skal man lede overordentlig længe efter de logiske positivister. Når støvet har lagt sig, må selv danske jurister vel indse, at juraen er en del af samfundsvidenskaben og ikke længere tilhører den hårde eksakte naturvidenskab.

Baggrunden for den positivistiske moralfilosofi, som stadig er tankegods hos forfærdelig mange af vor tids tænkere, er den overbevisning, at der ikke findes, og i følge sagens natur ikke kan findes, nogen objektiv, almengyldig moral. Der er altså ikke noget absolut referencepunkt. Nietzsches bud om Gud som en illusion er en tankens realitet i dag.

Det er vel hysterisk morsomt, at udviklingen af miljørettigheder, dyre rettigheder og menneskerettigheder uafviseligt tilsiger noget andet. På forunderlig vis gives visse naturlige rettigheder og værdier, som det ikke går at mane i jorden! Indianere i Sydamerika som kæmper imod olieforurening i deres område fra multinationale selskaber. Danskere som ikke vil have smidt nøglen væk til deres isolationsfængsel. Mennesker og politikere verden over finder sammen omkring helt grundlæggende rettigheder og værdier. Det sker på trods af geografi, etnisk oprindelse, kultur, religion og politisk tilhørsforhold.

Når man i filosofien er kommet frem til, at retfærdighed i det mindste må betyde, at lige forhold skal behandles lige, og ulige forhold ulige, kan man vel næppe sige, at de er gået for vidt.

Uenighed omkring det præcise indhold og forståelsen af forskellige rettigheder og værdier svækker i realiteten ikke en opfattelse om visse naturgivne rettigheder. Selv i den rigtige videnskab er der beviseligt et konstant behov, for at kigge på forudsætninger og præmisser med kritiske øjne. Videnskabsteorien har her stor og værdifuld betydning. Vor egen beskedne Niels Bohr undervurderede ikke betydningen af det erkendelsesteoretiske grundlag. Altid i menneskehedens historie er der gjort krav på diskussion af det fundamentale. Levende værdier og rettigheder er modstandsdygtige i tiden.

Kernen i de forskellige værdier og rettigheder er der da ofte heller ingen tvivl om. Og jurister må vel snart til at finde sig i, at tingene er blevet endnu mere omskiftelige i juraen end i kridttiden. Og jurister må vel se at finde sig i, at det ikke kun er dem som har patent på at fastlægge indholdet af forskellige retlige standarder, som f.eks. retten til livet. Måske er det i virkeligheden videnskabelig smålighed og snævert syn som gør sig gældende hos jurister og farisæer, når de ikke bryder sig om de uhåndgribelige fundamentale rettigheder som skyder op som paddehatte i en muggen lovgivning.

Hvad er det? Hvad er det for et begreb? Er det teologisk eller juridisk eller moralsk eller bare politisk? Hvis du spørger juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen kunne han sikkert polemisk finde på at sige følgende: ”Det er meget fint alt sammen, det der, med at prøve at give definitioner på dette og hint. Men ordet ’retfærdig’ er jo et fuldstændigt indholdstomt ord. Og det må vi jo give gamle kloge Alf Ross ret i. Og krig er vel aldrig retfærdig! Dette begreb ’retfærdig krig’ giver jo altså derfor slet ingen juridisk mening. Men man kan jo slynge om sig med definitioner alt det man vil.”

Jeg ved ikke om det er gået op for gamle kloge Gorm Toftegaard Nielsen, at opgøret med retspositivismen er sat ind for længe siden. Og slaget også er tabt for længe siden. I alle grene af videnskaben og videnskabsteorien skal man lede overordentlig længe efter de logiske positivister. Når støvet har lagt sig, må selv danske jurister vel indse, at juraen er en del af samfundsvidenskaben og ikke længere tilhører den hårde eksakte naturvidenskab.

Baggrunden for den positivistiske moralfilosofi, som stadig er tankegods hos forfærdelig mange af vor tids tænkere, er den overbevisning, at der ikke findes, og i følge sagens natur ikke kan findes, nogen objektiv, almengyldig moral. Der er altså ikke noget absolut referencepunkt. Nietzsches bud om Gud som en illusion er en tankens realitet i dag.

Det er vel hysterisk morsomt, at udviklingen af miljørettigheder, dyre rettigheder og menneskerettigheder uafviseligt tilsiger noget andet. På forunderlig vis gives visse naturlige rettigheder og værdier, som det ikke går at mane i jorden! Indianere i Sydamerika som kæmper imod olieforurening i deres område fra multinationale selskaber. Danskere som ikke vil have smidt nøglen væk til deres isolationsfængsel. Mennesker og politikere verden over finder sammen omkring helt grundlæggende rettigheder og værdier. Det sker på trods af geografi, etnisk oprindelse, kultur, religion og politisk tilhørsforhold.

Når man i filosofien er kommet frem til, at retfærdighed i det mindste må betyde, at lige forhold skal behandles lige, og ulige forhold ulige, kan man vel næppe sige, at de er gået for vidt.

Uenighed omkring det præcise indhold og forståelsen af forskellige rettigheder og værdier svækker i realiteten ikke en opfattelse om visse naturgivne rettigheder. Selv i den rigtige videnskab er der beviseligt et konstant behov, for at kigge på forudsætninger og præmisser med kritiske øjne. Videnskabsteorien har her stor og værdifuld betydning. Vor egen beskedne Niels Bohr undervurderede ikke betydningen af det erkendelsesteoretiske grundlag. Altid i menneskehedens historie er der gjort krav på diskussion af det fundamentale. Levende værdier og rettigheder er modstandsdygtige i tiden.

Kernen i de forskellige værdier og rettigheder er der da ofte heller ingen tvivl om. Og jurister må vel snart til at finde sig i, at tingene er blevet endnu mere omskiftelige i juraen end i kridttiden. Og jurister må vel se at finde sig i, at det ikke kun er dem som har patent på at fastlægge indholdet af forskellige retlige standarder, som f.eks. retten til livet. Måske er det i virkeligheden videnskabelig smålighed og snævert syn som gør sig gældende hos jurister og farisæer, når de ikke bryder sig om de uhåndgribelige fundamentale rettigheder som skyder op som paddehatte i en muggen lovgivning.