Rasmus Hylleberg indleder sin artikel og selvkritik “Oppositionens tornerosesøvn” i Politikens Debat sektion lørdag den 3. januar 2004 med følgende truisme: “Det er en banal konstatering, at verden ændre sig, og at det sker ganske voldsomt”. Såfremt Rasmus Hylleberg vil fremstå som en sandhedens apostel, skulle han bare have holdt sig til denne såre sande bemærkning.

Det gør han imidlertid ikke. Rasmus Hylleberg skriver videre at ingen af partierne har leveret noget, der minder om en sammenhængende og troværdig politik. Det er muligt at oppositionen ikke har leveret et sammenhængende og troværdigt modspil til Regeringen som almindelige mennesker kan forstå og anerkende, men man må ikke glemme, at Regeringen på grund af sit flertal sammen med Dansk Folkeparti ikke har samme behov for at lytte til oppositionen som tidligere tiders mindretals Regeringer havde. Det er således næppe helt urimeligt at pege på den nuværende Regeringen som den hovedansvarlige synder for den førte politik. Den nuværende Regering har haft frie hænder til at føre en “tag det eller lade være” politik.

At Det Radikale Venstre værner om internationale spilleregler, og har gjort det siden før Irak krigens start kan vel næppe betegnes som hyklerisk. Det skal der ikke gives nogen undskyldning for. Det skal derimod roses.

Hvad er en Regering som vil tækkes USA i et spinkelt håb om at der falder krummer af de riges bord, når genopbygningen af Irak står for døren? En Regering som ikke kan huske eller vil tale om hvad det oprindelige grundlag var for at gå krig mod Irak. En Regering som medvirker til en uheldig splittelse af Europa ved at lade hånt om folkeretlige regler som værner om fred og demokrati. Hykleriet findes hos Regeringen som stikker hovedet i busken hver gang der spørges og stækker politiske modstandere med alle midler, alt imens den snakker om åbenhed og vigtigheden af fri politisk debat.

Rasmus Hylleberg formår i sin artikel efter min mening ikke at sammenligne eller skelne på behørig vis. Dansk Folkeparti er ikke stuerent. Det kan man forsikre sig om ved at læse Pia Kjærsgaards ugebreve på Dansk Folkepartis hjemmeside. Og hvori består dog den relevante sammenligning med Dansk Folkeparti som besnakker af den indre svinehund og en afstandtagen fra brud på folkeretten? Ja, det er svært at tage alvorligt.

Jeg ved ikke hvis hukommelse eller viden der er den mindste i sagen om Irakspørgsmålet, men jeg er ikke imponeret over Rasmus Hyllebergs analyse og vurdering. Efter 2 store verdenskrige blev de krigsførende nationer, herunder USA, enige om at krig ikke længere var et egnet magtpolitisk middel igennem vedtagelse af FN traktaten. Der er således tale om et magtanvendelsesforbud. For enkelt lande var den eneste legitime undtagelse selvforsvar. Og såfremt det internationale samfund ville anvende magt skulle alle fredelige midler først være utømt. Dette er fundamentalt for samarbejdet i FN. I modsætning til hvad mange går rundt og tror har FN været garant for den forholdsvis fredelige udvikling efter 2. verdenskrig. Selv om der kan nævnes mange undtagelser har forhandling og diplomati sejret over krig som magtpolitisk redskab. Langt de fleste konflikter løses på fredelig vis. Og det er således ikke rigtigt når Rasmus Hylleberg påstår at Slyngler fører krig efter behag. FN og resolutioner fra Sikkerhedsrådet er i vidt omfang garanter for fred, sikkerhed, retfærdighed og demokrati i det internationale samfund.

Demokrati kan næppe indføres med vold over hele verden af USA og lille Danmark. USA har vist hænderne mere end fulde med Irak. Og man kan spørge sig selv hvorfor det lige blev Irak? Nu hvor ubåden sælen ikke har noget at lave kan vi lige så godt sætte den ind som usurpator i andre lande. Iran? Nordkorea? En dansk aktivistisk unilateral udenrigspolitik er næppe en farbar vej mod en fredelig demokratisk verden.

Såfremt Rasmus Hyllebjerg er fortaler for en opportunistisk politik uden idealer som tækkes vælgerbefolkningen efter tidens meningsmålinger, så kan jeg ikke være mere uenig.

Jeg synes at Rasmus Hylleberg udtaler sig noget usammenhængende og bombastisk om den ene og det andet. Men til sidst indrømmer Rasmus Hylleberg da også at hans skoleridt over dansk indenrigs og udenrigspolitik er forenklet og ufærdig. En heldig redningsvest. Det kan jeg nemlig uden det store besvær tilslutte mig. Og der kan lægges yderligere til efter min mening. Det er svært at tage Rasmus Hylleberg alvorligt når han hverken har den fornødne viden i orden eller har argumenterne på sin side. Man må uafværgelig stille sig selv et spørgsmål! Hvorfor har Rasmus Hylleberg overhovedet skrevet denne artikel? Det kunne da ikke være for at spejle sig selv og sit folketingskandidatur? Jeg sætter min lid til vælgerne i denne sag om pølsesnak for åben avis.

Rasmus Hylleberg indleder sin artikel og selvkritik “Oppositionens tornerosesøvn” i Politikens Debat sektion lørdag den 3. januar 2004 med følgende truisme: “Det er en banal konstatering, at verden ændre sig, og at det sker ganske voldsomt”. Såfremt Rasmus Hylleberg vil fremstå som en sandhedens apostel, skulle han bare have holdt sig til denne såre sande bemærkning.

Det gør han imidlertid ikke. Rasmus Hylleberg skriver videre at ingen af partierne har leveret noget, der minder om en sammenhængende og troværdig politik. Det er muligt at oppositionen ikke har leveret et sammenhængende og troværdigt modspil til Regeringen som almindelige mennesker kan forstå og anerkende, men man må ikke glemme, at Regeringen på grund af sit flertal sammen med Dansk Folkeparti ikke har samme behov for at lytte til oppositionen som tidligere tiders mindretals Regeringer havde. Det er således næppe helt urimeligt at pege på den nuværende Regeringen som den hovedansvarlige synder for den førte politik. Den nuværende Regering har haft frie hænder til at føre en “tag det eller lade være” politik.

At Det Radikale Venstre værner om internationale spilleregler, og har gjort det siden før Irak krigens start kan vel næppe betegnes som hyklerisk. Det skal der ikke gives nogen undskyldning for. Det skal derimod roses.

Hvad er en Regering som vil tækkes USA i et spinkelt håb om at der falder krummer af de riges bord, når genopbygningen af Irak står for døren? En Regering som ikke kan huske eller vil tale om hvad det oprindelige grundlag var for at gå krig mod Irak. En Regering som medvirker til en uheldig splittelse af Europa ved at lade hånt om folkeretlige regler som værner om fred og demokrati. Hykleriet findes hos Regeringen som stikker hovedet i busken hver gang der spørges og stækker politiske modstandere med alle midler, alt imens den snakker om åbenhed og vigtigheden af fri politisk debat.

Rasmus Hylleberg formår i sin artikel efter min mening ikke at sammenligne eller skelne på behørig vis. Dansk Folkeparti er ikke stuerent. Det kan man forsikre sig om ved at læse Pia Kjærsgaards ugebreve på Dansk Folkepartis hjemmeside. Og hvori består dog den relevante sammenligning med Dansk Folkeparti som besnakker af den indre svinehund og en afstandtagen fra brud på folkeretten? Ja, det er svært at tage alvorligt.

Jeg ved ikke hvis hukommelse eller viden der er den mindste i sagen om Irakspørgsmålet, men jeg er ikke imponeret over Rasmus Hyllebergs analyse og vurdering. Efter 2 store verdenskrige blev de krigsførende nationer, herunder USA, enige om at krig ikke længere var et egnet magtpolitisk middel igennem vedtagelse af FN traktaten. Der er således tale om et magtanvendelsesforbud. For enkelt lande var den eneste legitime undtagelse selvforsvar. Og såfremt det internationale samfund ville anvende magt skulle alle fredelige midler først være utømt. Dette er fundamentalt for samarbejdet i FN. I modsætning til hvad mange går rundt og tror har FN været garant for den forholdsvis fredelige udvikling efter 2. verdenskrig. Selv om der kan nævnes mange undtagelser har forhandling og diplomati sejret over krig som magtpolitisk redskab. Langt de fleste konflikter løses på fredelig vis. Og det er således ikke rigtigt når Rasmus Hylleberg påstår at Slyngler fører krig efter behag. FN og resolutioner fra Sikkerhedsrådet er i vidt omfang garanter for fred, sikkerhed, retfærdighed og demokrati i det internationale samfund.

Demokrati kan næppe indføres med vold over hele verden af USA og lille Danmark. USA har vist hænderne mere end fulde med Irak. Og man kan spørge sig selv hvorfor det lige blev Irak? Nu hvor ubåden sælen ikke har noget at lave kan vi lige så godt sætte den ind som usurpator i andre lande. Iran? Nordkorea? En dansk aktivistisk unilateral udenrigspolitik er næppe en farbar vej mod en fredelig demokratisk verden.

Såfremt Rasmus Hyllebjerg er fortaler for en opportunistisk politik uden idealer som tækkes vælgerbefolkningen efter tidens meningsmålinger, så kan jeg ikke være mere uenig.

Jeg synes at Rasmus Hylleberg udtaler sig noget usammenhængende og bombastisk om den ene og det andet. Men til sidst indrømmer Rasmus Hylleberg da også at hans skoleridt over dansk indenrigs og udenrigspolitik er forenklet og ufærdig. En heldig redningsvest. Det kan jeg nemlig uden det store besvær tilslutte mig. Og der kan lægges yderligere til efter min mening. Det er svært at tage Rasmus Hylleberg alvorligt når han hverken har den fornødne viden i orden eller har argumenterne på sin side. Man må uafværgelig stille sig selv et spørgsmål! Hvorfor har Rasmus Hylleberg overhovedet skrevet denne artikel? Det kunne da ikke være for at spejle sig selv og sit folketingskandidatur? Jeg sætter min lid til vælgerne i denne sag om pølsesnak for åben avis.