DSB har ikke haft nogle særlige heldige år. De kan bare ikke få togene til at gå til tiden. Deres gamle slogan “DSB – tog til tiden” rimer dårligere end nogensinde. Men når man læser følgende besked: “S-togene holder i øjeblikket stille mellem Hellerup og Gentofte. Det skyldes en personpåkørsel på Bernstorffsvej Station.” Så får forsinkelser en fundamental anden betydning.
Når oplevelsen så er særlig tæt på; sættes alt sammen i relief. Jeg hørte tydeligt S-togets mange minutters lange hylen som startede umiddelbart efter “personpåkørslen”. Et underligt sterilt og følelsesforladt udtryk. Og jeg undrede mig over at fuglene kviderede ubekymret videre af sin helt naturlige grund sammen med den øredøvende hylen – som jeg da ikke vidste kom hvor fra!
Minutter senere så jeg tydeligt den smadrerede og stenrevnede forrude ved førren i det holdende S-tog. Det så ud som om en meteor havde ramt toget lige forfra. Toget som holdt helt stille på skinnerne. Jeg så tydeligt ambulancefolkene og politiet omkring den hvide ligpose ved skinnerne. Jeg så dem kigge efter rester til ofret; og jeg så dem samle noget op og nikke. Og jeg bemærkede med ubekvemhed de stivnede tilskuere som var, og sikkert stadig er, stimlet sammen omkring begivenheden i en grotesk manifestation. De urolige og rolige mennesker mennesker i det holdende S-tog så jeg. Og pigen i den hvide kjole som rørte på sig i den forreste vogn og satte sig ned så jeg også godt.
En mærkelig form for nærvær som gør ondt i maven er en del af min oplevelse af det skete. Mine tanker går til den stakkels S-togs fører. Hvorfor? Min medfølelse går til ofret og alle de mennesker, der som jeg er berørt af begivenheden. En utvetydig mistanke om selvmord rejser sig i mit sind. Hvorfor?
Jeg og de øvrige involverede mennesker er ligesom linket til denne begivenhed for tid og stedse. Sådan er livet også – i DSB. Det skal vi tænke på! Nu kører togene igen.