Mistilliden til Sharon og Arafat skiller hovedparten af den israelske og palæstinensiske befolkning i Mellemøsten som et kæmpemæssig jordskælv. Håbet om fred er ved at forsvinde i afgrunden. Den tidligere chefredaktør på Politiken, Herbert Pundik, holdt i går et foredrag om situationen i Mellemøsten hos Den Danske Helsinki Komité i et af deres klassiske gå-hjem møder hver den første onsdag i måneden. Man skal uden tvivl lede for at finde et menneske med bedre viden og indsigt i forholdene omkring Palæstina end Herbert Pundik. Hans moderate, afbalancerede og snusfornuftige tilgang til situationen kunne mange mennesker på begge sider lære meget af – mig selv inklusive! Det kan ikke undgås at man får en helt naturlig respekt for manden bag synspunkterne. Pessimisterne siger at det ikke kan blive værre i Mellemøsten. Optimisterne siger at det sagtens kan blive meget værre endnu. En af Pundiks hørehængere. Både Pundik og jeg tilhører den sidste gruppe. Køreplanen for fred er kørt uhjælpelig fast. Fred i mellemøsten og oprettelsen af en Palæstinensisk stat, er udsigtsløse idéer for øjeblikket. Dette er meget trist. Deri er jeg helt enig med Pundik. Der er mange grunde til at det er kommet så vidt i Mellemøsten, og ingen af parternes seneste praksis har hjulpet situationen synderligt. Under foredraget gjorde Herbert Pundik det klart, at han mente at der var tale om et psykologisk problem de to befolkninger imellem. En psykologisk barriere for en løsning om fred i mellemøsten. Mistilliden til Sharon fra palæstinenserne er afgrundsdyb, og det samme er mistilliden til Arafat fra den israelske befolkning. Han tror ikke på fredsprocessen før både Arafat og Sharon falder ned af den politiske scene. Det er en konkret vurdering af situationen som deles af mange mennesker i Mellemøsten og verden rundt. Der er ingen tvivl om at Israel ønsker Arafat der hen hvor pebret gror. Det er ligefrem en erklæret dagsorden fra israelsk side(Den eneste hindring for Israel til ikke at snigmyrde Arafat, har pudsigt nok været USA, som i overensstemmelse med international ret, i dette tilfælde mener at det er uacceptabelt at myrde palæstinensernes statsleder Arafat). Selv om der kan være hold i sådan psykologisk vurdering af situationen, må man ikke glemme en af Herbert Pundiks egne pointer. Under foredraget anskuede Pundik på et tidspunkt kort situationen i et lidt større perspektiv. Pundik talte om skiftende Israelske regeringers bosættelsespolitik, som underbyggede samme strategi for en ekspansiv udvikling for Israel i Palæstina. Et interessant emne. Herbert Pundik sagde at alle stater til alle tider havde været ekspansive i deres natur. En ren magtpolitik. Det er som minimum en sandhed med moderne modifikationer. Pundiks “grand statement” om alle landes ekspansive natur bunder i en filosofi og et verdensbillede som ikke accepteres stort efter udgangen af det 19. århundrede. Efter 2. Verdenskrig og tilblivelsen af FN accepteres kolonisme ikke af verdenssamfundet. Det er ikke i orden at annektere andre befolkningers land og jord efter forgodtbefindende i det 21. århundrede. Det burde ikke komme som en overraskelse for Pundik. Israels forhold til FN er bekymrende. Selv en moderat person som Pundik kunne ikke lade være med at nedgøre FN pga. en diskussion om zionisme og racisme. Det er for billigt af Pundik at afskrive FN på det grundlag. Israels moderne eksistens skyldes for en stor del FN. Israel bliver nød til at forholde sig til FN og det omgivende verdenssamfund. Jeg respekterer Herbert Pundiks store viden, men jeg er ikke enig i Herbert Pundiks beskedne analyse af situationen i mellemøsten. Palæstinensernes kamp er skinbillede på israelitternes historiske sag. Der er ikke tale om ligeværdige parter i en forhandlingssituation. Situationen i Mellemøsten handler om land og magt. Det handler om overherredømme i Palæstina og om et stor Israel. Konflikten mellem Sharon og Arafat er bare et tilfældigt skvulp fra den politiske virkelighed. Historien har vist at selv med andre personager vil intet grundlæggende være ændret. Pundik synes i sin analyse af situationen helt at glemme de grundlægge magtpolitiske forhold. I mellemøsten betaler man gerne for land med menneskeliv. Israel står sig bedst ved at fastholde en situation af kaos i Mellemøsten. Israels overherredømme i Palæstina er ikke længere en drøm, det er en realitet. Og hvorfor skulle Israel så tillade en normalisering, fredsløsning eller sågar en Palæstinensisk stat, som på alle måder ville være et tab af magt. Det passer Israel bedst at verden er delt i spørgsmålet om Palæstina. Sharons vej Information 18. september 2004 Israel: Arafat skal fjernes Politiken 9. september 2004

Mistilliden til Sharon og Arafat skiller hovedparten af den israelske og palæstinensiske befolkning i Mellemøsten som et kæmpemæssig jordskælv. Håbet om fred er ved at forsvinde i afgrunden.

Den tidligere chefredaktør på Politiken, Herbert Pundik, holdt i går et foredrag om situationen i Mellemøsten hos Den Danske Helsinki Komité i et af deres klassiske gå-hjem møder hver den første onsdag i måneden. Man skal uden tvivl lede for at finde et menneske med bedre viden og indsigt i forholdene omkring Palæstina end Herbert Pundik. Hans moderate, afbalancerede og snusfornuftige tilgang til situationen kunne mange mennesker på begge sider lære meget af – mig selv inklusive! Det kan ikke undgås at man får en helt naturlig respekt for manden bag synspunkterne.

Pessimisterne siger at det ikke kan blive værre i Mellemøsten. Optimisterne siger at det sagtens kan blive meget værre endnu. En af Pundiks hørehængere. Både Pundik og jeg tilhører den sidste gruppe. Køreplanen for fred er kørt uhjælpelig fast. Fred i mellemøsten og oprettelsen af en Palæstinensisk stat, er udsigtsløse idéer for øjeblikket. Dette er meget trist. Deri er jeg helt enig med Pundik.

Der er mange grunde til at det er kommet så vidt i Mellemøsten, og ingen af parternes seneste praksis har hjulpet situationen synderligt.

Under foredraget gjorde Herbert Pundik det klart, at han mente at der var tale om et psykologisk problem de to befolkninger imellem. En psykologisk barriere for en løsning om fred i mellemøsten. Mistilliden til Sharon fra palæstinenserne er afgrundsdyb, og det samme er mistilliden til Arafat fra den israelske befolkning. Han tror ikke på fredsprocessen før både Arafat og Sharon falder ned af den politiske scene.

Det er en konkret vurdering af situationen som deles af mange mennesker i Mellemøsten og verden rundt. Der er ingen tvivl om at Israel ønsker Arafat der hen hvor pebret gror. Det er ligefrem en erklæret dagsorden fra israelsk side(Den eneste hindring for Israel til ikke at snigmyrde Arafat, har pudsigt nok været USA, som i overensstemmelse med international ret, i dette tilfælde mener at det er uacceptabelt at myrde palæstinensernes statsleder Arafat).

Selv om der kan være hold i sådan psykologisk vurdering af situationen, må man ikke glemme en af Herbert Pundiks egne pointer. Under foredraget anskuede Pundik på et tidspunkt kort situationen i et lidt større perspektiv. Pundik talte om skiftende Israelske regeringers bosættelsespolitik, som underbyggede samme strategi for en ekspansiv udvikling for Israel i Palæstina. Et interessant emne. Herbert Pundik sagde at alle stater til alle tider havde været ekspansive i deres natur. En ren magtpolitik.

Det er som minimum en sandhed med moderne modifikationer. Pundiks “grand statement” om alle landes ekspansive natur bunder i en filosofi og et verdensbillede som ikke accepteres stort efter udgangen af det 19. århundrede. Efter 2. Verdenskrig og tilblivelsen af FN accepteres kolonisme ikke af verdenssamfundet. Det er ikke i orden at annektere andre befolkningers land og jord efter forgodtbefindende i det 21. århundrede. Det burde ikke komme som en overraskelse for Pundik.

Israels forhold til FN er bekymrende. Selv en moderat person som Pundik kunne ikke lade være med at nedgøre FN pga. en diskussion om zionisme og racisme. Det er for billigt af Pundik at afskrive FN på det grundlag. Israels moderne eksistens skyldes for en stor del FN. Israel bliver nød til at forholde sig til FN og det omgivende verdenssamfund.

Jeg respekterer Herbert Pundiks store viden, men jeg er ikke enig i Herbert Pundiks beskedne analyse af situationen i mellemøsten. Palæstinensernes kamp er skinbillede på israelitternes historiske sag. Der er ikke tale om ligeværdige parter i en forhandlingssituation. Situationen i Mellemøsten handler om land og magt. Det handler om overherredømme i Palæstina og om et stor Israel. Konflikten mellem Sharon og Arafat er bare et tilfældigt skvulp fra den politiske virkelighed. Historien har vist at selv med andre personager vil intet grundlæggende være ændret.

Pundik synes i sin analyse af situationen helt at glemme de grundlægge magtpolitiske forhold. I mellemøsten betaler man gerne for land med menneskeliv. Israel står sig bedst ved at fastholde en situation af kaos i Mellemøsten. Israels overherredømme i Palæstina er ikke længere en drøm, det er en realitet. Og hvorfor skulle Israel så tillade en normalisering, fredsløsning eller sågar en Palæstinensisk stat, som på alle måder ville være et tab af magt.

Det passer Israel bedst at verden er delt i spørgsmålet om Palæstina.

Sharons vej Information 18. september 2004
Israel: Arafat skal fjernes Politiken 9. september 2004