Man kan også spørge: Er der krise i parforholdet Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre ? Det indtryk kan man unægteligt få ved at se på pressens dækning af de to partiers landsmøder. Den fremtrædende socialdemokrat – og måske kommende partileder – Frank Jensen er i flere aviser blevet citeret for at sige, at “det kan være besværligt med de radikale, men det er umuligt uden” (I virkeligheden er det et citat fra Anker Jørgensen, fra dengang han var statsminister).

Diskussionen mellem partierne handler ikke mindst om statsgælden. Et emne der er så komplekst, at det er umuligt at forene med landsmødedebatter og politisk retorik, uden at man mister mange vigtige nuancer. Men hvis man anskuer et parforhold også som et spørgsmål om praktisk arbejdsdeling, så går det vel egentligt meget godt mellem de to tidligere regeringspartier.

Socialdemokraterne tager sig mest af en stadigt mere krævende befolkning i forhold til de offentlige udgifter. Det Radikale Venstre tager sig af den mere bekymrede del af befolkningen i forhold til finansieringen.

Jelved og Lykketoft har imidlertid en fælles fjende som forener dem: skattestoppet. I virkeligheden et stop for en masse mulige omlægninger på finansloven.

Taberne i det “spil” er småbørnsfamilier, studerende, alle som bor til leje og alle som bruger offentlige transportmidler. Der er nemlig tale om takstforhøjelser på daginstitutioner, skattelettelser som er så lave for lavindkomstgrupper, at de udhules af prisstigninger, takstforhøjelser på offentlig transport og accept af lejeforhøjelser baseret på spekulation i afkastberegninger. Derimod præmieres den velbjærgede middelklasse gennem skattesænkningerne og opbremsning i ejerboligbeskatningen, ligesom pensionister begunstiges særligt.

Politik handler i høj grad om omfordeling. De konservative ved dette. Derfor erklærede den konservative Charlotte Dyremose da også ved et møde den 31. oktober på Handelshøjskolen i København, at vi må have et nyt og anderledes skattestop efter næste valg. Formentlig i foråret 2005.

Ved både at udhule og fastlåse indtægtsiden betyder skatte-omlægnings-stoppet, at hvis målene for 2010 skal nås, så tvinges vi ud i massive offentlige nedskæringer, så længe beskæftigelsen udvikler sig ugunstigt. Beskæftigelsen er derfor vigtigere end statsgælden.

Målsætningen om en yderligere halvering af statsgælden i dette tiår ligesom i det forgangne tiår gav mening før skattestoppet som en ambitiøs målsætning. Nu virker det helt grotesk. Særligt set i lyset af den lave rente og den både historisk og internationalt set lave statsgæld. Men det er “genialt” af regeringen, vurderet ud fra liberalistiske ideer, at fraskrive sig det ene økonomisk-politiske instrument efter det andet. Devalueringer, rentesænkninger, skattestigninger, inflationsskabende lavere arbejdsløshed og meget andet er udelukket.

Tilbage står valget mellem langsommere afvikling af statsgælden og offentlige besparelser. Ansvaret for de upopulære konsekvenser deraf påtager regeringen sig imidlertid ikke. Det er kommunerne, der tager sig af besparelserne, og det er virksomhederne, der afskediger folk, henviser V og K til. Det er både inkompetent og uansvarligt.

Ved at føre en sådan politik vil regeringen, så længe den nuværende ledelse sidder i Venstre, trække fronterne meget skarpt op. Det bringer socialdemokrater og Danmarks social-liberale parti, vi radikale, sammen.

Boye Haure, radikal folketingskandidat
x B

Man kan også spørge: Er der krise i parforholdet Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre ? Det indtryk kan man unægteligt få ved at se på pressens dækning af de to partiers landsmøder. Den fremtrædende socialdemokrat – og måske kommende partileder – Frank Jensen er i flere aviser blevet citeret for at sige, at “det kan være besværligt med de radikale, men det er umuligt uden” (I virkeligheden er det et citat fra Anker Jørgensen, fra dengang han var statsminister).

Diskussionen mellem partierne handler ikke mindst om statsgælden. Et emne der er så komplekst, at det er umuligt at forene med landsmødedebatter og politisk retorik, uden at man mister mange vigtige nuancer. Men hvis man anskuer et parforhold også som et spørgsmål om praktisk arbejdsdeling, så går det vel egentligt meget godt mellem de to tidligere regeringspartier.

Socialdemokraterne tager sig mest af en stadigt mere krævende befolkning i forhold til de offentlige udgifter. Det Radikale Venstre tager sig af den mere bekymrede del af befolkningen i forhold til finansieringen.

Jelved og Lykketoft har imidlertid en fælles fjende som forener dem: skattestoppet. I virkeligheden et stop for en masse mulige omlægninger på finansloven.

Taberne i det “spil” er småbørnsfamilier, studerende, alle som bor til leje og alle som bruger offentlige transportmidler. Der er nemlig tale om takstforhøjelser på daginstitutioner, skattelettelser som er så lave for lavindkomstgrupper, at de udhules af prisstigninger, takstforhøjelser på offentlig transport og accept af lejeforhøjelser baseret på spekulation i afkastberegninger. Derimod præmieres den velbjærgede middelklasse gennem skattesænkningerne og opbremsning i ejerboligbeskatningen, ligesom pensionister begunstiges særligt.

Politik handler i høj grad om omfordeling. De konservative ved dette. Derfor erklærede den konservative Charlotte Dyremose da også ved et møde den 31. oktober på Handelshøjskolen i København, at vi må have et nyt og anderledes skattestop efter næste valg. Formentlig i foråret 2005.

Ved både at udhule og fastlåse indtægtsiden betyder skatte-omlægnings-stoppet, at hvis målene for 2010 skal nås, så tvinges vi ud i massive offentlige nedskæringer, så længe beskæftigelsen udvikler sig ugunstigt. Beskæftigelsen er derfor vigtigere end statsgælden.

Målsætningen om en yderligere halvering af statsgælden i dette tiår ligesom i det forgangne tiår gav mening før skattestoppet som en ambitiøs målsætning. Nu virker det helt grotesk. Særligt set i lyset af den lave rente og den både historisk og internationalt set lave statsgæld. Men det er “genialt” af regeringen, vurderet ud fra liberalistiske ideer, at fraskrive sig det ene økonomisk-politiske instrument efter det andet. Devalueringer, rentesænkninger, skattestigninger, inflationsskabende lavere arbejdsløshed og meget andet er udelukket.

Tilbage står valget mellem langsommere afvikling af statsgælden og offentlige besparelser. Ansvaret for de upopulære konsekvenser deraf påtager regeringen sig imidlertid ikke. Det er kommunerne, der tager sig af besparelserne, og det er virksomhederne, der afskediger folk, henviser V og K til. Det er både inkompetent og uansvarligt.

Ved at føre en sådan politik vil regeringen, så længe den nuværende ledelse sidder i Venstre, trække fronterne meget skarpt op. Det bringer socialdemokrater og Danmarks social-liberale parti, vi radikale, sammen.

Boye Haure, radikal folketingskandidat

x B