Hvad får man, hvis man krydser en djævel med en advokat? En advokat. Kender du historien om den advokat som ikke gjorde hvad han fik besked på og som tog sig klækkeligt betalt for ingen ting at udrette?

Fra min egen erfaring og fra venner og bekendte, kender jeg til dårlige historier om advokater, som ikke udretter deres hverv med rettidig omhu for deres klienters interesser, for nu at bruge et klassisk dydens udtryk taget fra A.P. Møllers håndbog om skik og brug i forretning. Mange advokater smøler med opgaver på deres klienters vegne, således at chancer og muligheder forspildes og hele sager tabes på gulvet helt uden grund. For at udøve sit hverv som advokat skal man først bestå en juridisk embedseksamen. Herefter skal man som advokatfuldmægtig gennemgå en læretid på 3 år førend Justitsministeriet vil meddele den pågældende bestalling som advokat. Advokater har således af samfundet fået et monopol til at udøve deres gerning. Advokatens ydelse er i realiteten en serviceydelse, ligesom at blive klippet hos frisøren. Men advokatens service består ikke nødvendigvis i at yde et tilfredsstillende resultat for sin klient. Og netop fordi advokaten af gode grunde ofte ikke kan garantere et positivt udfald eller en afgørelse i klientens favør, bliver honoraret opgjort efter et lemfældigt skøn over antal timer brugt på klientens sag. En slags udregnet underholdningsværdi som naturligt kan være større hvis man vinder en sag, men det er på ingen måde givet. I branchen findes der ingen reel konkurrence på pris, med nogle få undtagelser, tværtimod er man som oftest overladt til den enkelte advokats nådige dom over salærets størrelse uden nogen form for passende kontrol. I Advokatnævnet, som behandler alle indgivne klager over advokater, har man sat ulven til at vogte fårene. Og uden for Advokatnævnet er langt de fleste advokater mere end særdeles tilbageholdende over for at føre honorar- og klagesager imod deres egne. Igennem tiden har det været nødvendigt at rydde op i branchen i flere omgange, hvilket bl.a. afspejles i det juridiske embedsløfte. Efter endt eksamen lover en jurist at han aldrig bevidst vil vige fra ret og retfærdighed, at han ikke vil råde nogen til at føre unødvendige retssager og at han under ingen omstændigheder vil medvirke til en sag eller et forehavende der er uretfærdigt. Ludvig Holberg skrev en gang i midten af 1700 tallet et berømt essay “Apologi for Fanden”. I denne glimrende og morsomme forsvarstale for Fanden demonstrere Holberg at man kan forsvare hvad som helst. Men kan man forsvare en skruppelløs advokat, hvis eneste mål i livet er pengeafpresning af sine sagesløse klienter. Vores moderne samfund er efterhånden så gennemreguleret at man i teorien ikke en gang kan være bistandsklient uden en god advokat til at forsvare sine rettigheder. Bistandsklienter er dog saglige fri for advokater, fordi de har slet ikke råd til retfærdighed, men må forlade sig på systemets nåde (de offentlig ansatte jurister). Antallet af sager som de facto kræver juridisk bistand er stærkt stigende. Og uanset hvad de vise i diverse ministerier og på tingene på måtte mene, er sagsbehandlingstiderne ved domstolene og andre offentlige instanser ofte fuldstændig uacceptable. I den moderne verden bliver der snare brug for flere Advokater end færre. Vor herre hjælpe os mod det djævelskab som samfundet så åbenbart ikke kan undvære! Dårlige advokater skal i gabestok Politiken 31. juli 2004
Advokatnævnet

Hvad får man, hvis man krydser en djævel med en advokat? En advokat.

Kender du historien om den advokat som ikke gjorde hvad han fik besked på og som tog sig klækkeligt betalt for ingen ting at udrette?

Fra min egen erfaring og fra venner og bekendte, kender jeg til dårlige historier om advokater, som ikke udretter deres hverv med rettidig omhu for deres klienters interesser, for nu at bruge et klassisk dydens udtryk taget fra A.P. Møllers håndbog om skik og brug i forretning.

Mange advokater smøler med opgaver på deres klienters vegne, således at chancer og muligheder forspildes og hele sager tabes på gulvet helt uden grund.

For at udøve sit hverv som advokat skal man først bestå en juridisk embedseksamen. Herefter skal man som advokatfuldmægtig gennemgå en læretid på 3 år førend Justitsministeriet vil meddele den pågældende bestalling som advokat. Advokater har således af samfundet fået et monopol til at udøve deres gerning.

Advokatens ydelse er i realiteten en serviceydelse, ligesom at blive klippet hos frisøren. Men advokatens service består ikke nødvendigvis i at yde et tilfredsstillende resultat for sin klient. Og netop fordi advokaten af gode grunde ofte ikke kan garantere et positivt udfald eller en afgørelse i klientens favør, bliver honoraret opgjort efter et lemfældigt skøn over antal timer brugt på klientens sag. En slags udregnet underholdningsværdi som naturligt kan være større hvis man vinder en sag, men det er på ingen måde givet.

I branchen findes der ingen reel konkurrence på pris, med nogle få undtagelser, tværtimod er man som oftest overladt til den enkelte advokats nådige dom over salærets størrelse uden nogen form for passende kontrol. I Advokatnævnet, som behandler alle indgivne klager over advokater, har man sat ulven til at vogte fårene. Og uden for Advokatnævnet er langt de fleste advokater mere end særdeles tilbageholdende over for at føre honorar- og klagesager imod deres egne.

Igennem tiden har det været nødvendigt at rydde op i branchen i flere omgange, hvilket bl.a. afspejles i det juridiske embedsløfte. Efter endt eksamen lover en jurist at han aldrig bevidst vil vige fra ret og retfærdighed, at han ikke vil råde nogen til at føre unødvendige retssager og at han under ingen omstændigheder vil medvirke til en sag eller et forehavende der er uretfærdigt.

Ludvig Holberg skrev en gang i midten af 1700 tallet et berømt essay “Apologi for Fanden”. I denne glimrende og morsomme forsvarstale for Fanden demonstrere Holberg at man kan forsvare hvad som helst. Men kan man forsvare en skruppelløs advokat, hvis eneste mål i livet er pengeafpresning af sine sagesløse klienter.

Vores moderne samfund er efterhånden så gennemreguleret at man i teorien ikke en gang kan være bistandsklient uden en god advokat til at forsvare sine rettigheder. Bistandsklienter er dog saglige fri for advokater, fordi de har slet ikke råd til retfærdighed, men må forlade sig på systemets nåde (de offentlig ansatte jurister). Antallet af sager som de facto kræver juridisk bistand er stærkt stigende. Og uanset hvad de vise i diverse ministerier og på tingene på måtte mene, er sagsbehandlingstiderne ved domstolene og andre offentlige instanser ofte fuldstændig uacceptable. I den moderne verden bliver der snare brug for flere Advokater end færre. Vor herre hjælpe os mod det djævelskab som samfundet så åbenbart ikke kan undvære!

Dårlige advokater skal i gabestok Politiken 31. juli 2004
Advokatnævnet