rabarber.dk

En hyldest til Systemkritiker Emil Bier i Den 11. Time “Alle er købt og betalt!”

Links:

Emil Biers Facebook gruppe facebook.com

“Bad things happen when good people fail to act”

Margaret Heffernan undersøger vigtigheden af whistleblowerens rolle på trods af den høje pris som sandheden til tider kan have!

 Heinrichs & Steinbergs Hjørne – en kort interessant udveksling

David Steinberg:

Teknokratiet er ved at blive indført i små bidder.

Denne anti-demokratiske og dermed i bund og grund totale styreform vil én gang for alle sætte demokratiet ind i historiebøgerne. Er det det, som de europæiske borgere vil?

Det er også korrekt, at det næste skridt allerede er taget. Det følger ikke som en logisk nødvendighed af teknokratiet men af den nødvendighed, som planen, der har været gældende for EU siden dens spæde begyndelse lige efter anden verdenskrig, tilsiger at udviklingen skal have.

Euroen var jo som bekendt på tegnebrættet allerede i starten af tresserne. Men faktisk har EU fra starten været tænkt som et projekt, der skulle ende med en superstat, som springbræt til en integration af de andre regionale superstater, der er ved at blive dannet (NAU, AU osv.). Man startede bare med en stål- og kulunion, så der ikke gik koks i det, og tog blot én bid ad gangen af nationalstaternes suverænitet. Hver gang blev modige kritikeres røster gjort til skamme – Unionen var som bekendt stendød – og så sådan lige pludselig helt mærkeligt, når unionen var stendød, var den der, unionen, præcist som man havde arbejdet på siden EUs spæde begyndelse lige efter anden verdenskrig.

Så derfor er det korrekt, at det næse skridt allerede er taget, for der er en plan. Det er vigtigt, at folk forstår, at der er en plan. Det er planen, man følger, ikke udfaldet af diverse møder mellem de franske og tyske statsledere. Jeg ved godt, at det er det, man forsøger at give indtryk af.

Og vi som europæiske borgere i stadigvæk på papiret selvstændige nationer, der på papiret stadigvæk har folkestyre, bliver ikke spurgt. “Hvis det at stemme ændrede på noget, ville det blive gjort ulovligt,” som et berømt citat lyder. Derfor spørger man ikke befolkningen, selvom man burde, men bruger alle mulige teknikaliteter, fejen ind under gulvtæppet-manøvrer, kreative fortolkninger af den kommende lovgivning (“Vi må fremover ikke selv bestemme, men der er ikke tale om afgivelse af suverænitet!” – hvor idiotisk det jo faktisk lyder), dæmonisering af EU-modstandere (de er jo alle på den yderste højrefløj som bekendt, som om man ikke kan være mod det statskapitalistiske teknokratiprojekt uden at befinde sig der) og så videre og så videre.

Nej, i virkeligheden er EU i færd med at blive til en superstat med sin egen hær, sin egen udenringspolitik, med teknokratisk styring af økonomien (ECB, teknokrater i Italien og i Grækenland indsat af EU) og så videre.

I forvejen består ledelsen af EU – helt bevidst – ikke af folkevalgte politikere. Man taler om “det demokratiske underskud” som om det var en fejl (goddaw do!). Denne voldsomt voksende statskapitalisme går endda – surprise! surprise! surprise! – ind og påvirker markedet, så de store spillere kan overleve, mens alle andre så småt går til grunde.

Der er debattører, som håber, at EU kan tøjle finanskapitalen. Hertil har jeg blot at sige en dårlig nyhed: EU styres af finanskapitalen.

Statskup er et ord, jeg ikke har overvejet, men det er måske meget passende. Dvs. at EU er et stort statskup af de europæiske nationer. Meget tænkeligt, egentlig.

Det hele starter imidlertid ikke med EU men med forståelsen af, hvad en statsdannelse er i de moderne demokratier. Hvis ikke man forstår dette, forstår man heller ikke resten.

Vi lever i et “demokrati”. Hvad består demokratiet af? Det består af en folkevalgt forsamling – med ministre, et statsoverhoved, tjenestemænd/embedsmænd med en udøvende magt og en dømmende magt, der på bedste montesquiesk vis, i hvert fald i princippet, er adskilt fra de andre (aka magtens tredeling). Vi har i Danmark 179 folkevalgte, og de folkevalgte vedtager landets love, som underskrives af dronningen, der dermed ophøjer det lov, der gælder i Kongeriget.

Det er der ikke noget mærkeligt i, og de fleste vil jo nikke genkendende til det.

Så lad os antage, at vi alle kan være enige i ovenstående beskrivelse.

Nuvel, på nettet findes der en “awareness test”, hvor man skal se nogle unge mennesker iført sort og hvidt tøj spille basketball (du kan formentlig finde den på youtube, hvis du laver en søgning på “awareness test”. Man ser filmen og bliver bagefter stillet et spørgsmål. Første gang jeg så den troede jeg ikke mine egne øjne og måtte se den igen – jeg var sikker på, at det var skjult, og at der var fusk i foretagendet. Men nej, den var god nok.

Nu vil jeg ikke spolere fornøjelsen for de af jer, der ikke har set den, så ved lejlighed må man meget gerne se videoen.

Man spørger sikkert sig selv, hvad det har med sagen at gøre. Jo, se på ovenstående afsnit om det danske folkestyre igen og se, om du kan få øje på det.

Det er svært at se, ikke?

Nuvel, her kommer pointen: Vi har ikke blot folkestyre i Danmark men folkestyre, hvor en lovgivende forsamling vedtager landets love, som så gælder i hele den jurisdiktion, som landets territorium består af. Vi kunne have en anden form for folkestyre, fx som de har det i Schweitz (med direkte demokrati) eller som i USA før forfatningen efter Uafhængighedserklæringen, hvor statsmagten i sidstnævnte tilfælde alene handler om at beskytte folkets (negative) frihedsrettigheder – dvs. retten til at være fri for andres tvang, vold og magt, herunder statsmagten selv. Danmark har ikke en Grundlov, der kun handler om negative frihedsrettigheder – den består også af positive frihedsrettigheder. Det sidste handler om, at man legitimerer tvang, vold og magt over for en større eller mindre del af befolkningen.

Når det er så svært at få øje på, er det fordi vi i Danmark normalt ikke har nogen diskussion af, hvilken slags frihedsrettigheder, vi skal have. Hvis man argumenterer for, at bistandshjælpen skal skæres eller sættes op, om Dovne Robert skal have et spark bagi, eller om han skal have en hjælpende hånd – med statsmagtens mellemkomst i begge tifælde – så argumenterer man faktisk ud fra positive frihedsrettigheder. Disse positive frihedsrettigheder er principielt set i modstrid i større eller mindre grad med de negative frihedsrettigheder, for man kan – når man er en statsmagt, kommunalmagt eller kongemagt – ikke give noget til nogen uden at tage det fra andre først. Derfor er friheden til at være i fred ikke garanteret i et samfund, der anerkender positive frihedsrettigheder.

En lovgivende forsamling, der vedtager love, der gælder for hele kongeriget, og som ikke nøjes med at begrænse sig til at sikre de negative frihedsrettigheder men som i stedet for vedtager love, der påvirker de positive frihedsrettigheder, er derfor ude i et ærinde, hvor man legitimerer statens brug af magt over for en del af befolkningen til at gøre noget for en anden. De fleste accepterer dette præmis uden at blinke, da de fleste gerne vil have velfærd, hjælpe de fattige osv., så derfor kan denne mekanisme både være synlig og skjult på samme tid – synlig, fordi alle, hvis de tænker sig om, kan se, at det åbenlyst er det, der foregår, skjult fordi den dybere sandhed om det kræver, at man tænker dybere over det.

Hvad er det så, man skal tænke dybere over?

Jo, ethvert land, der har en lovgivende forsamling, der legitimerer sin magtudøvelse med henvisning til, at nogle skal begunstiges med positive frihedsrettigheder og alt, hvad dertil hører, vil fungere på denne måde. Alle europæiske lande, efterhånden som de bliver samlet til nationalstater, får sjovt nok denne måde at fungere på. Når EU – efter anden verdenskrig er blevet tænkt som en fremtidig superstat, der med salamimetoden gradvist skal etableres uden at de europæiske befolkninger får alt at vide – også skal etableres som en overnationalstat med en lovgivende praksis, så er der ingen, der tænker nærmere over det, for det ser ud – på papiret – som en videreførelse af den nationale lovgivningspraksis, bare på overnationalt niveau. For at gøre dette nemmere at udføre i praksis etableres EU med en kommision, hvor en stor del af magten i virkeligheden befinder sig, med et Mickey Mouse-parlament til at vedtage og dermed legitimere lovgivningsprocessen, der så får betydning for alle EUs 27 lande.

Processen, set her med internetklogskabens klare blik, går altså via nationalstaten og lovgivende forsamlinger, der med demokratiet legitimerer denne styring af folket via positive frihedsrettigheder, til den gradvise underminering af nationalstaternes lovgivningspraksis, så denne praksis nu befinder sig på føderalt niveau.

Med andre ord – et statskup, hvor statsmagten først kupper befolkningerne via bestikkelse med positive frihedsrettigheder og al mulige snak om demokrati, folkestyre osv., og siden hen et kup af staterne, hvor denne magt overføres i små bidder over snart 70 år til uvalgte kommisionsfolk, der så mere eller mindre kan beslutte sig for, hvad de vil hen over hovedet på almindelige mennesker.

Man skal forstå, at repræsentativt demokrati – folkestyre – er en genial måde at styre folket på, hvor det at folk stemmer legitimerer, at deres negative frihedsrettigheder trædes under fode. Det er intet mindre end genialt.

Som man siger – så er folkestyret i de avancerede demokratier (hvor avanceringen i forhold til undergravning af de negative frihedsrettigheder er meget fremskreden) baseret på, at den lovgivende forsamling har nogle håndtag, som lovgiverne kan hive i og en udøvende magt og en dømmende magt, der kan gøre alt det, der vedtages, lovligt.

Spørgsmålet vil altid være, hvem det er, der hiver i disse håndtag.

Et er sikkert. I Danmark og i EU er det ikke folket.

Og det næste skridt er allerede taget…

 
Heinrich R. Jørgensen:

@David Steinberg!

“Hvad består demokratiet af? Det består af en folkevalgt forsamling – med ministre, et statsoverhoved, tjenestemænd/embedsmænd med en udøvende magt og en dømmende magt, der på bedste montesquiesk vis, i hvert fald i princippet, er adskilt fra de andre (aka magtens tredeling). ”

Montesquieu ville være dybt uenig i den beskrivelse

1) Montesquieu hævder, der er tre mulige principper styreformer kan hvile på. Det monarkiske princip (hvor ‘ære’ er modus operandi), de republikanske principter (enten en demokratisk republik funderet og garanteret af borgernes retsskaffenhed, eller en aristokratisk republik), eller det despotiske princip (funderet på ‘frygt’).

Den styreform der praktiseres pt., bærer karakteristika der massivt peger på det despotiske princip.

2) Magtens tredeling betyder, at magten mindskes gennem uddeling. Den udøvende magt består, men det tøjles ved at denne ikke må sammenblandes med ‘lovgivende myndighed’ (som ikke er ‘magt’), eller med ‘dømmende myndighed’ (ej heller ‘magt’).

Da udøvende magt udgår af den lovgivende myndigheds flertal, er det ikke plausibelt at hævde at der er en adskillelse på det område.

Montesquieu’s fokus på ‘dømmende myndighed’, var ikke rettet mod almindelige domstole (straffedomstole og civilretlige domstole). Den slags befinder sig udmærket som en del af den udøvende magt. Den type ‘dømmende myndighed’, der blev tænkt på, foregår i de noget højere luftlag. Det er de domstole o.lign. der er passende at anvende når ministre eller embedsmænd anklages for deres embedsførelse. Denne hører ikke hjemme under vanlige domstole, man kunne ideelt set placeres som en funktion et parlamentarisk andet-kammer kunne tage sig af.

Montesquieu er virkeligt værd at læse — vel at mærke i uforkortet udgave. Cambridge University har en udmærket (og komplet) udgave.

Det er sandt, at monarken signerer de vedtagne love. Monarken har dog en veto-ret, men hvis denne ikke ønskes anvendt, skal lovtekster underskrives i løbet af kort til efter folketingets beslutning herom.

Bortset fra disse teknikalia (som er yderst vigtige at forstå motiverne bag), kan jeg tilslutte mig din kommentar.

David Steinberg:

Verden over bliver millioner af mennesker diagnosticeret og klassificeret sindsyge på baggrund af nogle simple uvidenskabelige observationer og fyldt med psykofarmaka. Enhver naturlig menneskelig reaktion kan af psykiatrien klassificeres som en mental forstyrrelse – og til det har de selvfølgelig en pille!

Er et menneske:

• ked af det fordi vedkommendes bedstemor er død – så er man deprimeret og skal have antidepressiv medicin.
• mere talende og livsglad en gennemsnittet af befolkningen – så er man bipolar i den maniske fase og skal have psykofarmaka.
• bange for at miste sit arbejde – så lider vedkommende af en angst-forstyrrelse og skal have psykofarmaka.
• som dreng ikke så skolemoden som gennemsnittet af pigerne – så lider vedkommende af ADHD og skal have psykofarmaka.
• træt på grund af stress fordi ens chef er et røvhul – så lider vedkommende af vrangforestillinger og skal have psykofarmaka.
• vred fordi manden er skredet med en yngre model og skjult alle sine værdier i forbindelse med en skilsmisse – så er man psykotisk med agressive udfald og skal have psykofarmaka.
• en kreativ maler med “skøre” idéer og buddhist – så er vedkommende skizofren og skal have psykofarmaka.
• tennisspiller og har en fast rutine som vedkommende skal gå igennem inden hver kamp – så lider vedkommende af tvangspræget adfærdsforstyrrelse og skal have psykofarmaka.
• politisk uenig i den måde sit land ledes på og ytre sig offentligt herom – så er vedkommende pyskotisk med en autoritær sindsforstyrrelse og skal have psykofarmaka.
• homoseksuel – så har vedkommende en homoseksuel forstyrrelse og skal have psykofarmaka.. øh undskyld det troede psykiaterne ind til 1970′erne!

På baggrund af nogle simple adfærdssymptomer taler psykiatrien om nogle kemiske ubalancer i hjernen uden der er nogen konsistent beviselig sammenhæng. Der er ikke nogen somatisk test som med sikkerhed kan bevise eksistensen af en sindsforstyrrelse. Forskellige psykiatere giver det samme menneske hvidt forskellige diagnoser! Psykofarmaka kan virke symptomdæmpende – men helbreder som oftest ikke sindsforstyrrelsen. Psykofarmaka og anden ordineret psykiatrisk medicin kan have så alvorlige bivirkninger at patienterne kan dø dem af dem!

Fakta: Vi ved ikke nok om hjernen, kroppen og den komplekse menneskelige virkelighed til at kunne forudsige tanker, følelser og adfærd hos andre mennesker med videnskabelig sikkerhed.

Hvis psykiatrien ikke er en evidensbaseret videnskab, hvad er den så? En spekulativ filosofi som er blevet til en lukrativ forretning?

Aktuelle links:
Pillens mørke skygge dr.dk 15. april 2013
Psykisk syge fastholdes i behandling information.dk 15. april 2013
Salg af ADHD-medicin i »vanvittig« himmelflugt b.dk 14. april 2013
Ny choktal: Nu får 38.000 ADHD-medicin information.dk 14. april 2013
Lægeformand erkender: Vi har sat for mange på antidepressiver dr.dk
Forsker: Antidepressiver er u-lykkepiller dr.dk 10. april 2013
Tusindvis af psykisk syge får en farlig medicinsk cocktail politiken.dk 4. april 2013
Embedsmænd holder viden om dødsfald hemmelig for politiker politiken.dk 8. marts 2013
Endnu en patient dør på lukket psykiatrisk afdeling politiken.dk 6. marts 2013
Sindslidende kræver svar: Hvor mange er døde efter farlig medicinsk cocktail? politiken.dk 6. marts 2013
Region Hovedstaden undlod at fortælle om dobbeltmedicinering før mystiske dødsfald politiken.dk 6. marts 2013
Sladrehanke i psykiatrien skal have lettere ved at angive kolleger politiken.dk 1. februar 2013

Baggrund:
Do Antipsychotics Worsen Long-term Schizophrenia Outcomes? Martin Harrow Explores the Question. madinamerica.com 26. marts 2013
Flere voksne bliver høje af medicin til ADHD-patienter 27. januar 2013
Danskere bruger meget antipsykotisk medicin information.dk 22. januar 2013
Markedets logik på afveje information.dk 9. januar 2013
De ’farlige medier’ og den misforståede psykiatri information.dk 18. december 2012
Overmedicinering i psykiatrien – Overblik Region Hovedstaden 3. juli 2012

Video:
Psykiatri – Skade og død mmk.info youtube.com
Dødforkert – Hvordan psykofarmaka kan slå dit barn ihjel mmk.info youtube.com
Dødelig profit – hvad du ikke ved om psykofarmaka mmk.info youtube.com

Norman Finkelstein til DR.

Så præcist og uangribeligt kan kritikken af Israel fremføres i relation til Palæstina! Hverken mere eller mindre!

Zygmunt Bauman er verdenskendt for neologismer, intelligens og skarphed, sociologisk satellit-overblik, etc.og er ubestridt en af det engelske sprogs mest artikulerede tidsånds-diagnostikere. Har udvalgt nogle slående ekstrakter af Baumans legendariske metaforer.

Uddrag fra Zygmunt Bauman af Michael Hviid Jacobsen, 2004 – fra Kapitel 8: Globaliseringens glæder og misfornøjelser):

‘Globalisering’ er på alles læber, et modeord, der hastigt forandrer sig
til et forslidt slagord, en magisk besværgelse, et kodeord, der kan åbne
dørene til alle nutidige og fremtidige mysterier. For nogle er
‘globalisering’, hvad vi er nødt til, hvis vi ønsker at være lykkelige;
for andre er globalisering årsagen til vores ulykke (Bauman 1998b:1).

….Bauman bemærker, at “”globalisering opdeler lige så meget, som den
forener; den adskiller, idet den forener” (Bauman 1998b:2). Det
centrale er dog, som vi skal se nedenfor, at ikke alle på samme måde
enten bliver ofre og tabere for globalisering på den ene side eller
organisatorer og iscenesættere af globaliseringen på den anden. Mens
nogle surfer frejdigt på de globale bølger, går andre under – dette er
ubarmhjertigt den globale verdens beskaffenhed. Som Beilharz (2000:153)
bemærker om Baumans analyse, så er globalisering løsningen for nogle,
mens den for andre udgør selve problemets kerne.

…….., de rige og de fattige, ‘turister’ og ‘vagabonder’, de
‘globale’ og de ‘lokale’….

….. De få, der har reelt magt til at gøre noget, har trukket sig
tilbage og overladt fartøjet til at sejle i sin egen globale sø og
navigere mellem de farer og ulykker, der ligger og lurer lige under
overfladen. En metafor, Bauman ynder at anvende om den globale verden,
er ligeledes den om flyvemaskinen, hvor passagererne opdager, at
cockpittet er blevet forladt af besætningen, og at flyet forekommer at
være ude af kontrol. Som fortidens fraværende feudale herskere, der ikke
opholdt sig på godset for at overvåge bønderne, således er den nye
globale elite også stukket af fra forpligtelserne og de forbindelser til
det lokale fællesskab, som er forudsætningen for moralsk ansvarlighed og
muligheden for at opbygge varige forhold (Bauman 1998b:9ff). For den
globale elite er en sådan territoriel forbindelse for byrdefuld, og den
overlader hellere end gerne ansvaret til murbrokkerne fra den
afmonterede velfærdsstat……

….. “der findes ingen lokale løsninger på globale problemer” (Bauman
2002b:42), hvilket gør globaliseringen såvel tøjlesløs som ustyrlig.
Globalisering betyder således, at der ikke længere er et naturligt
centrum, hvorfra alt planlægges, ikke noget tegnebord, intet
kontrolpanel, ingen konsoller, hvorfra ordre udstedes og udføres,
hvilket var tilfældet i universalismens og internationaliseringens
tidsalder. Det er nu en global verdensuorden, der udgør dagens orden, og
Bauman definerer på denne baggrund globalisering på følgende facon:

“Den dybeste betydning, der tilkendegives med tanken om globalisering,
omhandler de verdensomspændende anliggenders ubestemmelige, ustyrlige
og selvforstærkende natur; fraværet af et centrum, af et kontrolbord,
af en bestyrelse og et ledelseskontor” (Bauman 1998e:38)…..

For Bauman er fattigdom ‘alle ydmygelsers moder’, og det er herfra, at
alle menneskelige kvaler starter; det er ‘metaydmygelsen’, der medfører
en mangfoldighed af andre ydmygelser (Bauman & Tester 2001:155), …..

…. Hvor Giddens eksempelvis ser globalisering som et spørgsmål om en
‘interconnecting’ af økonomi og politik, så ser Bauman snarere, at
økonomi og politik som nævnt bliver ‘totalt autonome’ og glider fra
hinanden (cf. Jacobsen 2003f, 2003g). Der er meget få vindere i dette
globale spil, men der er mange flere tabere, og Bauman viser, hvordan
verdens 385 rigeste mennesker tilsammen har en større økonomisk
kapacitet end over halvdelen af klodens befolkning.

…. Den globale elites selvtilstrækkelighed betyder derimod ifølge
Bauman, at den nu ikke længere har behov for de fattige, de lokale og de
stavnsbundne svage, som man havde tidligere som en reservehær af
arbejdere eller som loyale undersåtter, som man alfaderligt skulle tage
hånd om – såvel for ens egen som deres skyld. Den moderne tidsalders
noblesse oblige er i dag totalt forsvundet fra jordens overflade, og den
globale elite overlader de svageste enten til deregulerede
velfærdsstater og minimalstater, hvis moralske ansvar for andre kan
ligge på et minimum, til kortvarige private ‘velgørenhedskarnevaller’
eller helt og holdent til sig selv. Den globale elite er som godsejere,
der ikke efterlever deres bopælspligt, og som har opgivet alle de
moralske og økonomiske interesser i det territorium, som de har
bemyndigelse over, og som deres tidligere tildelte in loco
parentis-status bød dem (Bauman 1998b:3).
Når territoriale bemyndigelser, beføjelser og forpligtelser mister deres
tiltrækningskraft og bliver til passiver i stedet for som tidligere
aktiver, så trækker de magtfulde sig tilbage til det globale
ingenmandsland, som det frie marked eller det virtuelle rums økonomiske
transaktioner muliggør. De velstillede ønsker dog ikke den totale
uorden, da dette i sidste instans kan true deres egen globale status,
men denne uorden skal begrænses til det lokale plan, da “den globale
orden har behov for en høj grad af lokal uorden ‘for ikke at have noget
at frygte’ […] Når de fattige kæmper med de fattige, har de rige al
mulig grund til at fryde sig” (Bauman 2001b:104-105).

…..For Bauman er det globaliseringens indvirkning på menneskers liv,
der optager ham, og det er tydeligt, at der således er meget stor
forskel på, hvad globalisering betyder i henholdsvis New York og New
Delhi. Hvor nogle flyver jorden rundt på førsteklasse og drikker
champagne, gemmer andre sig i lufttætte containere eller på overfyldte
flygtningeskibe. Med baggrund i billedsproget og de i Kapitel 6 omtalte
mennesketypificeringer beskriver Bauman således de postmoderne mennesker
som værende enten ‘vagabonder’ eller ‘turister’, ‘lokale’ eller
‘globale’:

Nutidens eksistens er trukket ud langs det globale og det lokales
hierarki med global frihed og bevægelighed som udtryk for social
forfremmelse, avancement og succes, og ubevægelighed afgiver den
frastødende stank af nederlag, forfejlet liv og at være efterladt. […]
‘Det gode liv’ er på farten (Bauman 1998b:121).

Det er såvel i den bogstavelige som den metaforiske forstand, at det
gode liv er på farten. Til trods for den polariserede placering på den
hierarkiske skala udgør oplevelserne af den globale verden to sider af
samme globale mønt, og til forskel fra deres moderne forgængere, som
Bauman benævner ‘pilgrimme’, har disse postmoderne vagabonder og
turister ingen dybere mission eller målsætning med deres rejseaktivitet,
hvadenten denne rejse er på tværs af kontinenter eller foregår som en
rejse i muligheder og oplevelser. De rejser derhen, hvor deres lyst
eller nød bringer dem (Bauman 1993a:240ff). Hvor pilgrimmene, som hos
Webers puritanere, havde et klart defineret mål med livet og forfulgte
det på pligtopfyldende og næsten livsforsagende asketisk facon, så har
hverken vagabonder eller turister i samme grad en rød tråd i
tilværelsen, der kan eller skal følges. De er begge arketypiske nomader,
men nomader, der oplever verden væsensforskelligt, og hvor der overalt
er grønt lys for turisterne, så standses vagabonderne overalt af rødt
lys (Bauman 1998b:93). Turisterne bliver på denne måde livsforslugende
forbrugere, der rejser på må og få og kører over for rødt, hvis nogen
skulle finde på at forsøge at stoppe dem, mens vagabonderne, som er
‘ufrivillige turister’ og turisternes alter ego, bliver tvunget til at
gøre midlertidigt ophold i interimistiske teltlejre, hvorfra de hastigt
og hvileløst bliver drevet videre, eller fastlåses mere permanent i
asylcentre:

“Turisterne bevæger sig, fordi de finder verden inden for deres
rækkevidde uimodståelig attraktiv; vagabonderne er i bevægelse, fordi de
finder verden inden for deres rækkevidde ulideligt ugæstfri” (Bauman
1998e:47). Både turister og vagabonder er således hele tiden på farten.
De lever begge på hver deres måde efter filosofien, at græsset altid er
grønnere på den anden side, men hvor det er en frigørende oplevelse for
turisterne, bliver det et fængsel for vagabonderne, der i forhutlede
horder søger bort fra afsvedne stepper mod de frodige
‘forbrugskatedraler’ (Ritzer 1999) i overflodssamfundene. De bliver
vores tids ‘fremmede’, der, som sigøjnere, jøder og tatere tidligere,
forsøger at finde en næstekærlig vej i en ugæstfri verden. Den globale
verdens glæder er derfor forundt de få velstillede og deres følge af
imiterende forbrugere og turister, mens misfornøjelserne er forbeholdt
de fattige og vagabonderende lokale.
Mennesker i den postmoderne eller flydende moderne verden er nemlig
først og fremmest ‘sensation seekers’, der er drevet frem af et forbrug
af nydelse og en ultimativ hedonisme. Hvor nogle kan udleve denne higen
efter oplevelser og udfordringer, halter andre i Baumans univers
konstant bagefter…..

Bauman konstaterer, at den værste skæbne, der kan overgå mennesker i
denne globale verdensuorden, er ikke at være i stand til at udleve ens
globale muligheder – at være lokalt bundet. Hvad der signalerer frihed
for nogle, betyder som en direkte konsekvens heraf stavnsbinding og
indskrænkning for andre, og “at være lokal i en global verden er tegn på
social nød og nedværdigelse” (Bauman 1998b:2). Han beskriver således
glokaliseringen som en transformation af mange mennesker fra turister
til vagabonder, da glokalisering, som han som nævnt benævner drivkræften
i postmoderniteten, betyder en polarisering af mobiliteten, en sted- og
tidsopløsning for de få på bekostning af en stavns- og tidsbinding af de
mange (Bauman 1998e:46). Globalisering og glokalisering er således både
mulighedsskabende som mulighedsundergravende alt afhængig af, hvem man
er og ikke mindst, hvor man er. Der er derfor både vindere som tabere i
det store forkromede globale lotteri, hvor nogle end ikke har råd til at
tilegne sig lodder eller vente på, at numrene udtrækkes. Baumans sympati
er her, som i alle andre diskussioner, ubetinget og uigendriveligt hos
disse uheldige og ulykkelige menneskeskæbner. Man fornemmer dog også
mellem linierne, at han næsten har lige så ondt af turisterne som af
vagabonderne omend af ganske forskellige årsager. Hvor vagabondernes liv
er præget af nød og flugt, så er turisternes liv en menings- og
indholdsløs flakken omkring fra fødsel til død. Friheden er dog den
faktor, der gør en forskel – friheden til at bevæge sig, og en frihed
som grundlæggende er en differentieret oplevelse og til hvilken, der er
særdeles stratificeret adgang. Mobilitet bliver det ypperste symbol på
succes i en global verden (Bauman 1998b:2), og hvor de velstilledes
oplevelse af verden er udtryk for postmoderne frihed, så sameksisterer
denne med, hvad der på uhyggelig vis minder om postmoderne slaveri
(Bauman 1998b:92). Det er dog en type af slaveri, hvor der ikke er en
slavepisker tilstede, som kan tvinge den globale galej fremad, da man
ikke ved, hvilken vej, der peger fremad og hvilken, der er et
tilbageskridt. I den globale verdensuorden har man mistet
orienteringssansen…..

…..I både førmoderniteten og moderniteten blev arbejdet automatisk
betragtet som noget godt, noget værdifuldt i sig selv, noget moralsk
efterstræbelsesværdigt og som socialt nødvendigt. Derfor var der tale om
en arbejdsetik – det blev betragtet som et moralsk anliggende at være i
stand til at yde en indsats og forsørge sig selv, samtidig med at denne
etik indgød i mennesker, at de ikke skulle være tilfredse med dét, de nu
engang havde men burde efterstræbe endnu mere (Bauman 1998a:5). …

…De, der ikke kan forbruge, bliver ‘forfejlede’ eller ‘ufuldkomne
forbrugere’ på samme måde som de fattige, der i moderniteten ikke kunne
producere og bidrage til samfundets velstandsforøgelse var ‘forfejlede
producenter’. Hvor deltagelse i produktionen tidligere kunne tjene til
at holde mennesker i live og skaffe mad på bordet, har man i dag brug
for forbruget til at bibringe en konstant nye oplevelser og glæder.
Forbruget kan føre mennesker ud af kedsomhed og sikre, at deres liv ikke
står i stampe, men for at forbruge behøver man penge, og denne luksus er
ikke alle forundt i forbrugersamfundet (Bauman 1998a:39). Derfor
konstaterer Bauman, at

det er én sag at være fattig i et samfund af producenter og universel
arbejdsløshed; det er en helt anden sag at være fattig i et samfund af
forbrugere, i hvilket livsprojekter er opbyggede omkring forbrugsvalg i
stedet for arbejde, faglige færdigheder eller ansættelse. Såfremt det at
være ‘fattig’ engang udledte sin betydning fra det forhold at være uden
beskæftigelse, så trækker det i dag primært sin betydning fra den
tilstand man befinder sig i som ufuldkommen forbruger (Bauman 1998a:1).

Fortidens fattighuse og indespærringsforanstaltninger i forhold til
subsistens- og arbejdsløse individer forefindes i dag i menneskers
bevidsthed snarere end som institutioner, men deres effekt er ikke desto
mindre lige så undertvingende, indskrænkende og frygtindgydende. Som
Seabrook (1988) gjorde opmærksom på, så skaber nutidens samfund en
subjektiv følelse af utilstrækkelighed blandt folk. Denne følelse
afføder som konsekvens, at mennesker som forbrugere for alt i verden vil
undgå at forfalde til fiasko og fattigdom, og de bliver derfor
vedvarende og nærmest neurotiske stræbere efter succes, men denne
stræben er ofte selvdestruktiv og kortvarig, da man aldrig kan få vished
nok om den forestående succes. På samme måde som Webers puritanere, der
konstant søgte efter tegn på frelse, således stræber postmoderne
forbrugere efter sikkerhed fra fattigdom og til at kunne fortsætte
forbrugsfesten. En af de sikre tegn er at se andre mennesker, det ikke
er forundt at forbruge, og på denne måde opfylder de forfejlede og
ufuldkomne forbruger stadig en vis social funktion – som skræmmebilleder
og skrækscenarier. På samme måde som vagabonden er turistens værste
mareridt, er den ufuldkomne forbruger forbrugerens, og akkurat som ingen
livsforsikring i praksis beskytter dens besidder mod døden, således kan
ingen af forbrugerens livsstrategier beskytte mod at forfalde til en
status som ufuldkommen forbruger (Bauman 1998b:97). Forbrugerisme er
således, ligesom friheden, en social relation – forbrug drejer sig om
nogles frihed til at forbruge og andres manglende frihed og mulighed.
…..

…..For de mennesker, der ikke har ressourcer til at forbruge, kan
enhver stræben på forhånd godt opgives. De nye fattige, der ikke kan
forbruge, kommer til at udgøre en ny underklasse, som sociologer igennem
tiden har gjort meget ud af at analysere. ‘Underklassen’ består, som vi
så tidligere, i de flestes begrebsliggørelser af samfundets udskud, en
formløs forsamling af fattige, kriminelle, sindslidende, alkoholikere,
enlige mødre, hjemløse, stofmisbrugere og i almindelighed mennesker, der
er afhængige af offentlig hjælp og ude af stand til at tage vare på sig
selv, og således er det også ifølge Bauman i forbrugersamfundet. Disse
mennesker arbejder ikke, bidrager ikke til det fælles vel, men betragtes
som et åg på vores skuldre og en byrde for vores samvittighed (Bauman
1998a:66ff). ………

……Man bandlyser dem dermed fra det moralske univers og gør dem til
skyldige snarere end ofre (Bauman 1998a:77). Deres største fejl og synd
består nemlig ifølge Bauman i, at de ikke er i stand til at forbruge, og
de eksemplificeres i den offentlige debat og medier blandt andet som de
nye horder af forhutlede fattige og fremmede, hvis levestandard er
bestemt af rådigheden af under én dollar om dagen og som i dag udgør en
fjerdel af jordens befolkning, der sultent stormer det velstillede Fort
Europa med forventning om at få del i forbrugskagen. Til gengæld gør de
velstillede alt for, at de forfejlede forbrugere ikke skal nå frem og få
del i kagen og ikke føler sig så velkomne, at de vælger at blive. De
skal ikke assimileres i den eksklusive forbrugskultur men hellere
hjemsendes, og man ønsker derfor hellere at hjælpe dem i deres eget
oprindelige nærområde, og Bauman trækker her på den polske journalist og
kronikør Ryszard Kapuscinski (1997), der dukker op adskillige steder i
forfatterskabet. Det er Kapuscinskis, og således også Baumans pointe, at
der som konsekvens heraf opstår, hvad de betegner som
‘velgørenhedskarnevaller’ eller medieskabte ‘velgørenhedsmarkeder’, hvor
man kollektivt køber aflad ved at donere symbolske beløb til TV-shows
eller kampagner, der er oppe i tiden (Bauman 1998a:78-79). Igennem
diverse af disse velgørenheds- og barmhjertighedsarrangementer får
forbrugerne følelsen af, at de har gjort noget godt for de dårligere
stillede andre steder i verden, og derfor kan de sove godt om natten
velvidende, at hvis der findes fattigdom, så er det de fattiges egen
skyld.

Samtidig er der de fremmede, som vi ikke kan slippe af med, og som har
en fødselsret til at forblive i vores fysiske nærhed. Disse mennesker er
vores egne fattige og ufuldkomne forbrugere, for hvem det betragtes som
selvforskyldt ikke at arbejde og således ikke at kunne forbruge eller
forsørge sig selv – det skyldes, påstås det, grundlæggende dovenskab,
uvilje til at bidrage til samfundet eller manglende kompetence.
Arbejdsetikken vender således tilbage i vores tid i en ny forklædning.
Det betragtes som moralsk at arbejde og forsørge sig selv, mens de, der
ikke arbejder, bliver mistænkeliggjorte og stigmatiserede. Det nye
ligger i, at de fattige mister deres funktion, som de besad engang i
fortiden, og de bliver i dag helt og aldeles økonomisk overflødige som
potentiel arbejdskraft, selvom de som nævnt som skrækeksempler dag og
nat kan hjemsøge forbrugerne. De har ingen udsigt til velstand,
sikkerhed eller den lykke, som penge måske kan garantere men alligevel
sandsynliggøre, og som Bauman allerede slog fast i Memories of Class, så
“har de riges oldgamle visdomsord, ‘penge gør ikke lykkelig’, altid haft
en hul klang for de fattige” (Bauman 1982:178). Det er en aforisme, som
kun er meningsfuld for dem, der har råd til at bruge deres tid på at
filosofere og forbruge i stedet for at skaffe føde – som Bertolt Brecht
bemærkede i sin Laser og pjalter, ‘erst kommt das Fressen, dann die
Moral’.

De fleste tror, at hvis man har nogle sparepenge, som man sætter i banken, så står ens egne penge i banken. Det er – på papiret – korrekt, men i praksis, og det er praksis, ikke papiret, som man dybest set må forholde sig til, låner man pengene til banken, mod at få rente. Indlån i banken er et lån til banken, som man kompenseres for via rente. Udlån fra banken er et lån til os, som vi så betaler rente for. I begge tilfælde er indlån og udlån, som navnet tydeligt beskriver, lån. Sætter man et par millioner i banken, låner man altså banken et par millioner.

De fleste tror også, at man altid altid altid altid kan gå ned og hæve sine penge. Det er også, på papiret korrekt, men i praksis, og det er praksis, ikke papiret, som man dybest set må forholde sig til, kan ikke alle hente deres penge på samme tid. Banken har ganske enkelt ikke de penge, de har lånt af os, da de har lånt dem ud eller brugt dem til spekulation. Pengene er først ens egne, hvis man har dem i hånden.
Nogle vil sikkert indvende, at det som regel går. Og det er rigtigt. Som regel går det. Men – som bank runs tydeligt viser – så fungerer systemet kun, så længe ikke alle ønsker at hæve deres penge på samme tid. Sådan har det altid været – lige siden guldsmedene begyndte at låne guldbeholdningsbeviser ud, og de moderne papirpenge derfor så dagens lys første gang.

Hvis man har et par millioner mere stående i banken, så er man kun sikret op til indskydergarantien på 100.000 Euro. Det fandt en mand ud af en mandag morgen. Han havde handlet en ejendom til flere millioner kontant og afleveret dem i en bankboks, der tilhørte Amagerbanken. Dagen efter gik Amagerbanken konkurs, og alt over de 100.000 Euro var væk. Hvor var pengene blevet af, kunne man spørge. Hvorfor kunne han ikke blot gå ned i bankboksen og hente dem?

Nu var det ikke hans personlige bankboks (de ville – måske – være mere sikre, selvom man da allerede nu har hørt historier om, at folks bankbokse (med allokerede midler, dvs. bankbokse med eget navn og kode er blevet tømt!), som han havde benyttet men den samme slags boks, som forretningsdrivende anvender, når de ønsker at gemme overskuddet fra dagens handel under normalt mere sikre former. Alligevel var pengene rent fysisk ikke til at opdrive – de var væk. Han var kun omfattet af indskydergarantien på 100.000 Euro.
Naturligvis kom det som en stor overraskelse for ham – han havde jo haft pengene rent fysisk – men man kan være lige så overrasket og vantro, som man vil; det får man ikke sine penge tilbage af. Og det gjorde den pågældende herre heller ikke.

Med elektroniske penge er det naturligvis endnu værre. Mange elektroniske penge har aldrig eksisteret i fysisk form, og der er ganske enkelt ikke fysiske penge nok til at dække det reelle kontantbehov, hvis alle der ønskede det, ville have kontanter.
Problemet er en blanding af begrebslogik og økonomi. De hænger desværre sammen. Folk tror (begrebslogisk), at pengene er “deres”, når “de står i banken”, men reelt er logikken (begrebslogikken) en anden. Desværre opdager folk først for sent, hvordan virkeligheden i virkeligheden fungerer – når de står foran den lukkede bank og ikke kan hæve de penge, de troede var deres, fordi banken har lånt dem ud og ikke kan eller vil indfrie lånet til indlånerne.

Det er bananrepublikkers og imperiers sidste krampetrækning, når man går i gang med følgende:

* Fører inflationær pengepolitik (hvilket Danmark også gør – sammen med hele den vestlige verden).

* Indfører “capital controls”, så man kun kan hæve penge i begrænsede mængder ved hæveautomaterne, naturligvis “af sikkerhedsmæssige grunde”. Dette har været praksis i danske banker i årevis, med henvisning til snyd med PIN-koder og falske Dankort-maskiner (fluesmækkere, fusk med magnetstriben) samt maksimum på, hvor mange penge man må hæve fra automaten hver dag.

* Indfører “capital controls”, så man kun kan overføre eller udføre penge af en bestemt størrelsesorden, til en anden bank i samme land eller til en konto i udlandet.

* Sætter begrænsninger på, hvor store beløb man må købe for kontant – naturligvis af hensyn til hvidvasking og anden organiseret kriminalitet.

Noget af ovenstående kan virke fornuftigt nok. Fx er det ikke så smart at gå rundt med 100.000 kr. i kontanter, for man kunne jo blive slået ned og frarøvet sine penge. Men det, der er vigtigt, er at se, hvordan de samme systemer kan blive misbrugt til at forhindre folk i at hæve “deres egne penge”, dvs. deres indlån, som er lån til banken, når det er allermest nødvendigt. Stirrer man vantro på ovenstående, kan man blot set på følgende:

* Der er indført ovenstående capital controls i Argentina i et forsøg på at holde pengesystemet kunstigt i liv.

* Tilsvarende er blevet indført i Italien, Grækenland – og nu på Cypern. Det seneste fra Cypern er faktisk, at man kun kan hæve 2-3000 kr. (i Euro) om dagen fra sin bank. Sjovt nok kan jeg kun hæve 2000 kr. om dagen, hvis jeg benytter Danske Bank på Bryggen. Jeg kan hæve 15.000 kr. (3 x 5000 kr.) fra hæveautomaten fra Lån og Spar Bank. Godt nok er Danske Bank en “fremmed hæveautomat”, set med Lån og Spars øjne, men 2000 kr…. det er det, de nu kun kan hæve på Cypern.

I forbindelse med krisen i 2008 var Dankortsystemet i Danmark tæt på at bryde sammen. Den officielle forklaring gik dengang på, at bankerne ikke havde tillid til hinanden og derfor ikke ønskede at cleare hinandens transaktioner. Denne trussel (for det var lige så meget en trussel, måske endnu mere, end det kun var en almindelig sandhed) medførte, at man lavede den første bankpakke med ubegrænset indskydergaranti og en holden-hånden under bankerne, så de kunne få systemet til at virke. Ellers havde folk stået med kortet i hånden.

På Cypern er situationen nu den, at man ikke længere kan bruge kreditkort. De handlende ønsker ikke længere at cleare transaktioner, for de tror ikke på, at de kan være sikre på, at få elektroniske penge fra bankerne ind på deres konto. Derfor er “cash king” på Cypern, hvilket får folk til at stå i kø foran automaterne, hvilket tømmer automaterne (fordi der ikke er penge nok i automaterne til at opfylde behovet), hvilket får regeringen til at sætte et max. på det daglige max. beløb, de kan hæve. Hvis der sådan set var penge nok (pengene står jo i banken), ville dette jo ikke været noget problem… Men det er et problem, for pengene er der ikke.

De er lånt til banken (indlån til banken er et lån til banken), og banken har brugt dem til alt muligt andet.
At have penge stående i banken, dvs. at have lånt dem til banken, er en risikabel affære. Det er meget bedre, synes jeg, at investere pengene i “hard assets”. Hard assets er alt det, som bliver stående, selvom pengene er blevet værdiløse. Guld, sølv, platin og palladium, som man har i hånden (IKKE i banken jf. plyndringen af folks bankbokse!) er én ting. Jord og ejendomme noget andet. Investeringer i infrastruktur, selv i et lokalmiljø, så man kan klare sig selv i enhver situation noget tredje. Biodomes, PlantLabs, diverse survivalist gadgets (tøj, vandrensning), superfrø og lovlige våben, diesel og campinggas, solceller og vindmøller noget fjerde.

En del af pengene kan man så have stående i banken – eller i flere banker – gerne geografisk diversificeret (en del i Danmark, en del i Singapore, en tredje del på Cayman Islands – ikke for at gå i skattely (man sørger blot for at opgive evt. renteindtægter til Staten) men for at sikre sig mod sammenbrud, der er geografisk eller valutmæssigt afgrænset (fx et sammenbrud i eurozonen, der gør alt denomineret i euro værdiløst, dollarens sammenbrud (der gør alt, der står i dollars værdiløst).

James Turks GoldMoney Foundation er et eksempel på, hvordan man kan købe guld OG være diversificeret geografisk. De har “vaults” flere steder i verden, og man kan både hæve (claim delivery) forskellige steder i verden OG bruge guldpengene til eletronisk betaling. Det er så god en idé, at det er blevet forbudt i Holland. So much for our governments to look after us and take care of our every need (including protecting themselves from us, erm… including protecting ourselves from ourselves).

Sidst men ikke mindst kan man gøre to ting. Dels forære sin formue væk til velgørenhed. Dels læne sig tilbage og gøre ingenting. For hvis historien skal være en guide så sker der jo ingenting, og alt er såre godt.

Jeg lever vel tilfreds
Med Skæbnen allesteds;
At ingen gaaer mig over
I Lyst, når Lykken sover,
Derom slår jeg til Væds.
Jeg lever vel tilfreds

Jeg ler af Snik og Snak.
Af lumpen SladderPak;
Ren Sandhed selv bekræfter,
På mig end ikke hæfter
Den største Løgne-Klak.
Jeg ler af Snik og Snak.

Jeg ler af Hyklesmil,
Som har sin skjulte Stil;
Mit Bryst har Troskab inde,
På den skal ingen finde,
Hvor Falskhed skød sin Pil.
Jeg ler af Hyklsmil.

Jeg ler af giftigt Had.
Af Avinds visne Rad;
Jeg har min Ro, jeg mættes,
Hvor Rang og Rigdom trættes
Ved kostbar Viin og Mad.
Jeg ler af giftigt Had.

Jeg leer af al Foragt.
Af Stoltheds Trods og Magt;
De Store seer mig mindre,
Men det kan ikke hindre:
Kækt Mod er uforsagt.
Jeg leer af al Foragt.

Jeg leer af Lumskheds Ånd
Og Mynt i krummet Haand;
Lad gylden Kugler støbes,
Min Pligt kan ikke købes
Til Ondskabs Åg og Bånd.
Jeg leer af Lumskheds Ånd.

Jeg lever, og jeg leer,
Fornøyet, hvad mig sker;
Kun den er vel, der skønner
Hvor ilde Verden lønner;
Jeg lever, og jeg ler,
Fornøyet, hvad der sker.

Viggo Stuckenberg

Ifølge DR/Ritzau ønsker den tidligere universitetsprofessor og folkeretsjurist, Ole Spiermann, ikke at tage stilling Irakkrigens lovlighed.

Jeg vil meget gerne se og høre de valide folkeretlige argumenter for lovligheden af Irakkrigen i 2003. Jeg ledte med lys og lygte efter alle valide juridiske argumenter i forbindelse med udarbejdelsen af mit speciale “Just War in Iraq 2003“. Til min store frustration kunne jeg ikke finde valide folkeretlige argumenter som talte for en angrebskrig imod Irak. Der var nemlig ikke nogen valide juridiske argumenter for Irakkrigen den gang – og det er der heller ikke nu! Ole Spiermann taler altså imod bedre viden. I realiteten var der tale om et klart brud på folkeretten og FN traktaten.

Ole Spiermann påstår, at var der valide argumenter for krigens lovlighed, og der var valide argumenter imod. Men det passer jo netop ikke! Hvad taler han om? Ved bare at sige, at vi ikke ved om krigen er lovlig eller ej efter folkeretten, legitimerer Ole Spiermann, med sin “non-decision” jo indirekte krigen mod Irak – idet det så pludselig bliver et rent politisk spørgsmål! Det er en kortslutning som ikke har juridisk basis.

Det styrker næppe Ole Speirmann, at han står hvis ikke alene, så iblandt en yderst beskeden skare af folkeretsjurister med den holdning i Danmark og i resten af verden.

Folkeretskontoret lavede en politisk tilpasset redegørelse til Folketinget fuld af fejl, mangler og udeladelser. Udenrigsministeriets Folkeretskontor oplyste ikke, som de har pligt til, sagen tilstrækkeligt og redeligt i folkeretlig henseende over for Folketinget. Folketinget blev ført bag om lyset af den daværende Regering med Statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen.

Den demokratiske kontrol af Danmarks deltagelse i Irakkrigen blev reelt sat ud af spillet. Det er en skandale uden sidestykke i Danmarks udenrigspolitiske historie. Folketinget sendte Danmark i krig på et forkert folkeretligt grundlag. At Folketinget ikke vidste bedre – gør det kun endnu mere problematisk i mine øjne!

Suverænitetsprincippet – de enkelte landes ret til selvbestemmelse på eget territorium – er fundamental og nærmest ukrænkelig i Folkeretten. Folkeretten hjemler ikke ret til at fjerne andre landes regeringer og politiske ledere med vold uden videre. Folkeretten legitimerer ikke retfærdige angrebskrige uden om FN’s sikkerhedsråd.

De fredelige midler i FN’s Sikkerhedsråd var ikke udtømte i forbindelse med Iraks overholdelse af våbeninspektionerne. USA og de allierede styrker, herunder Danmark, havde ikke et mandat fra FN’s sikkerhedsråd til at gå krig imod Irak. USA og de allierede handlede på egen hånd. Der var tale om selvtægt.

Irak’s diktator, Sadam Hussein, var ikke alieret med Al-Qaeda. Irak havde ingen kemiske eller atomare masseødelæggelsesvåben.

Ingen af begrundelserne for Irakkrigen har vist sig at holde vand! Men var snarere en vel iscenesat løgn. Det er veldokumenteret igennem talrige artikler, bøger og høringer i udlandet, herunder ikke mindst i både England og USA.

I Danmark kunne Forsvarets Efterretningstjeneste’s (FE) egen analytiker på området, Frank Grevil, ikke komme igennem med sandheden om den manglende troværdighed af oplysningerne om masseødelæggelsesvåben. Det forholdt sig i FE ikke sådan at de vidste at Irak besad masseødelæggelsesvåben, sådan som både den daværende Statsminister Anders Fogh Rasmussen og Udenrigsminister Per Stig Møller tilsyneladende vidste. Per Stig Møller udtalte f.eks. d. 28. marts 2003 fra Folketingets talerstol: “Vi er gået ind for at afvæbne ham for hans masseødelæggelsesvåben”. Når FE’s analytiker, Frank Grevil, så sig nødsaget til at gå Berlingske med sine afsløringer, for at få sandheden ud om FE’s viden (ikke viden) om Irak’s masseødelæggelsesvåben, må det nødvendigvis give stof til eftertanke.

Det kostede den ærlige Frank Grevil sin ære, sit job i FE og en tur i fængsel at sige sandheden højt. I Danmark er retten og pligten til at stå frem med ulovligheder nærmest ikke eksisterende på trods af et solidt grundlag i lovgivningen. Det er en sørgelig retstilstand – noget Folketing, embedsværk og domstole skulle sætte sig i skammekrogen over. Jeg er overbevist om at FE’s Frank Grevil vil få fuld oprejsning i fremtiden.

Danmarks begrundelse som den fremstår i B118 adskiller sig i realiteten ikke mærkbart fra USA og Englands, selv om nogen gerne vil påstå noget andet, og mest bemærkeelsesværdigt hviler Danmarks begrundelse heller ikke på et legitimt folkeretligt grundlag. Der er tale om en politisk begrundelse med en skygge af et retligt grundlag, hvilket er helt vanvittig med tanke på, at det skulle bruges til at sende Danmark ind i en angrebskrig mod Irak.

FN’s daværende general sekretær, Koffi Annan, har da også efterfølgende udtalt, direkte og uden omsvøb, at krigen mod Irak var ulovlig!

Der var ikke noget ikke noget bæredygtigt juridisk grundlag for iværksættelse af militære forholdsregler imod Irak.

10 år efter Irakkrigen, utællelige lidelser og hundredetusindvis af døde irakere senere, er det “befriede” og såkaldt demokratiserede Irak, tilsyneladende og på sørgelig vis, igen ved at falde tilbage til en diktaturstat!

Cui bono? Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvem som har vundet og tabt krigen mod Irak? Er løgnen mere virkelig end sandheden hvis den bliver fortalt nok gange? Er det en naturlov at hele befolkninger skal lide til fordel for et fåtal af personer og virksomheder?

Jeg tænker at det bliver spændende at se Irak-kommissionens konklusioner og præmisser når den en gang bliver færdig med sit arbejde.

Ofte må forskere og journalister iøvrigt til udlandet, herunder USA, for få aktindsigt i dansk udenrigspolitik. Den besynderlige lukkethed i Danmark er en torn i øjet på demokratiet.

Jeg håber ikke at kommisionsrapporten bliver ét stort sort hul; omkring hvilket de ansvarlige embedsmænd og politikere får lov at vaske hænder.

Aktuelle:
Wikileaks og de hemmelige Irak-dokumenter dokumentar dr.dk 22. marts 2013
’Hvordan kan vi skabe en sammenhængende, meningsfuld fortælling om de seneste ti år?’ Information.dk/ Le Monde 20. marts 2013
NB! Dokumania: Bush, Blair og Fogh – Krigskampagnen dr.dk 19. marts 20.30 2013
Jurister er enige: Irak-krigen var ulovlig Information 19. marts 2013
Jurister: Irak-krigen var ulovlig dr.dk 19. marts 2013
Irak bevæger sig mod diktatur – ikke demokrati information.dk 19. marts 2013

Links:
»Irakerne må vurdere, om det var det værd« b.dk 17. marts 2013
»Valget faldt på Irak« b.dk 16. marts 2013
Irak på vej mod ny borgerkrig dr.dk 16. februar 2013
Medierne og Irak-krigen b.dk 16. februar 2013
De allierede b.dk 16. februar 2013
Irak år 10 b.dk 16. februar 2013
Over 162.000 blev dræbt i Irak-krigen dr.dk 2. januar 2013

Irak- og Afghanistan-Kommissionen:
Nedsættelse af Irak- og Afghanistankommissionen justitsministeriet 7. november 2012
Kommissorium for en undersøgelseskommission om den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan (pdf) justitsministeriet.dk 7. november 2012
Hvad skal vi med en kommission? 12. april 2012 information.dk

Baggrund:
Det hemmelige Irak af Sam Collyns dr.dk
Ny dokumentar kulegraver krigsbeslutning ekko.dk 8. marts 2013
Irak b.dk
Irak 10 år efter information.dk
Beviserne, der ikke holdt i byretten information.dk 29. oktober 2008
Manden som løj verden i krig dr dokumentar 2010
Bush & Co. fortalte 935 løgne op til Irak-krig b.dk 23. januar 2008
FN, nye trusler og militær magtanvendelse Peter Viggo Jakobsen og Jens Elo Rytter DIIS 2005
Regeringens Irak Notater 27. november 2003 rabarber.dk
Vurdering af dokumenter fra UD om det retlige grundlag for Irak krigen 2003 rabarber.dk cand. jur. Thomas J. Dyhr
Dokumenter fra Folketinget og Udenrigsministeriet m.m. dyhr.com
Just War in Iraq 2003 Københavns Universitet
B 118 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak. ft.dk
Irak wikipedia.org