Kategoriarkiv: Politik

Tidligere FE-Kontraefterretningschef Afvist af Danske Dagblade

Først  en kronik, som Politiken ikke ville tage, Dernæst en debatartikel til Kristeligt Dagblad, som man heller ikke ville bringe.

Skrevet af Stephen Egede Glahn, tidligere kontraefterretningschef i FE , 7 år som major i FE, A-officer ved kamptropperne og Jægerkorpset. Uddannet bl.a. i USA, Tyskland og England. FN-tjeneste i GAZA og Cypern

Et skæbneår for USA.

Der sker meget i 2013, 12 år efter den største forbrydelse i nyere amerikansk historie. I disse uger og måneder taber USA mere og mere i troværdighed, ikke alene i EU, men også i Rusland, Kina, Australien, Canada og Syd- og Mellemamerika som følge af alle de kræfter, som den amerikanske regering har sat ind for at retsforfølge Edward Snowden, mens den intet har gjort for at retsforfølge de amerikanere, der stod bag 11. september 2001, også kaldet 9/11.

Som et helt aktuelt eksempel på, at meget sker og meget vil ske i 2013, vil jeg pege på den amerikanske general, der den 27. juni 2013 blev sigtet efter den amerikanske lov om spionage. Det drejer sig om general James Cartwright, tidl. chef for den amerikanske strategiske kommando, tidl. næstformand for Joint Chiefs of Staff, tidl. militærrådgiver for præsident Obama, som til New York Times har lækket oplysninger om den hemmelige krig mod Iran.

Dette drastiske skridt har han angiveligt foretaget for at forhindre en unødvendig krig. Jeg kan forestille mig, at hans motiv for at handle, som han har gjort, også er, at nogen må gøre noget for at standse den uhyggelige udvikling, som USA har gennemgået de seneste 12 år, for hvis ikke den bliver standset vil det være katastofalt , ikke alene for USA, men for hele verden.

General James Cartwright er i den sammenhæng blevet sammenlignet med Admiral Canaris og Oberst Graf von Stauffenberg og den ærefulde sammenligning har han efter min mening fortjent. Et interessant spørgsmål er, hvordan det er lykkedes igennem 12 år at skjule sandheden om 9/11. Svaret omfatter en mængde faktorer, men det drejer sig primært om den kendsgerning, at de, der sidder på den reelle magt i Washington og London, har lært meget ved at studere fortidens magtmennesker fra Machiavelli til Hitler og Stalin.

Machiavelli anbefalede således i ”Fyrsten”, at ”en by, der er vant til frihed, får man lettere has på gennem dens egne borgere end på en hvilken som helst anden måde, hvis man da ikke vil tilintetgøre dem”. Vil man forstå, hvilken yderst effektiv strategi, Hitler anvendte i den sammenhæng, er det ikke det ringeste at gå til Nic. Blædels ”Forbrydelse og Dumhed”. Manuskriptet til denne bog blev efter Nic Blædels død 1. december 1943 smuglet til Sverige, hvor Erik Seidenfaden samlede det, således at bogen kunne udkomme november 1945.

Bogens kapitel 1 handler om Hitler og den enestående radikalisme, som prægede ham, og som gennemførtes med iskold og jernhård konsekvens, for at bruge hans egne ord. I folkets, i fædrelandets interesse – således som Hitler forstod denne interesse, var det målet, der helligede midlerne. Alt var tilladt og intet løfte bindende. I snævre kredse omtalte Hitler dette endnu mere åbenhjertigt. I sine samtaler med Hermann Rauschning erklærede han således:

”Ingen folkeret og ingen traktat vil hindre mig i at benytte en fordel, når den viser sig… Hvis vi omhyggeligt skulle overholde formaliteterne, hvor ville vi så ende? Jeg stiller mig over al den slags, jeg er parat til at aflægge falsk ed seks gange om dagen… Jeg er villig til at undertegne alt, hvad man ønsker. Jeg vil gøre alle mulige indrømmelser for frit at kunne forfølge min politik. Jeg skal gerne garantere alle grænser og slutte alle de ikke-angrebs- og venskabs-pagter, som man anmoder mig om. Det ville være barnligt af mig ikke at benytte mig af disse midler under påskud af, at jeg måske en dag bliver nødt til at krænke de højtideligste forpligtelser…Den samvittighedsfulde, som tror sig forpligtet til at rådspørge sin samvittighed, før han undertegner, er ikke andet end et fæ. Hvorfor skulle jeg dog ikke gøre modstanderne den fornøjelse at underskrive papirlapper og sikre mig selv fordelen derved, hvis modstanderne er tilfredse og bilder sig ind, at de har ordnet noget som helst? Hvorfor skulle jeg dog ikke i dag undertegne kontrakter, og med den bedste tro af verden, selv om jeg allerede i morgen iskoldt skulle sætte mig ud over dem, hvis det tyske folks fremtid synes mig at forlange det? Men jeg gentager, jeg undertegner et hvilket som helst papir. Det skal ikke hindre mig i at handle i det givne øjeblik på den måde, som jeg mener overensstemmende med Tysklands interesse”.

Hitler var sig bevidst, at hans modparter ikke kunne få sig til at tro, at han virkelig, hvad moral og anstændighed angik, var manden hinsides godt og ondt, den radikale nihilist. I ”Mein Kamp” skriver han:

”Man gik ud fra den meget rigtige grundsætning, at en løgn bliver troet mere, jo større den er, da folkets brede lag i deres inderste hjerte lettere bliver fordærvede end bevidst slette, altså på grund af deres primitive enfoldighed snarere falder for en stor end for en lille løgn, da de nok selv lyver i det små, men ville skamme sig ved alt for store løgne. De kan slet ikke få en sådan usandhed ind i deres hoveder og vil heller ikke hos andre tro på muligheden for den uhyre frækhed ved en sådan fordrejelse af sandheden, ja, selv når de oplyses derom, vil de længe tvivle og vakle og tage en eller anden undskyldning for gode varer. Derfor vil der også altid blive noget tilbage af den frækkeste løgn – en kendsgerning, som allle store løgnekunstnere og løgneforeninger her i verden kender alt for nøje og derfor anvender på en nederdrægtig måde”.

Dette er en meget interessant analyse, som Hitler til fulde forstod at benytte sig af. Han var klar over, at de fleste mennesker har svært ved at tro på virkelig onde hensigter hos andre. Det forstod han at udnytte. Nic. Blædel nævner i den sammenhæng undertegnelsen af den tysk-østrigske overenskomst fra juli 1936: Østrigs ”fulde suverænitet” anerkendtes af Tyskland, de to regeringer lovede ikke at blande sig i det andet lands indre forhold, ”fredelige og normale forhold” skulle i det hele taget genoprettes.

Skønt Hitler aldrig lagde skjul på på sin østrigske politiks virkelige hensigt, og skønt Hitler kun et par måneder før ved Rhinlandsbesættelsen havde demonstreret, hvad hans ord og hvad hans overenskomster var værd, skrev Daily Telegraph i sin ledende artikel om traktaten med Østrig: ”Der er ingen grund til at tvivle om hr. Hitlers gode tro”. I Forbrydelse og Dumheds 6. kapitel under titlen ”Uden maske” beskriver Nic Blædel, med Hermann Rauschning som kilde, Hitlers program med ”den udvidede strategi”, hvis indhold kort kan gengives således: Krigen indskrænker sig ikke til militære aktioner, den begynder allerede i fredstid med åndelig krigsførelse, der er ”en mellemting mellem krig, propaganda, revolutionær opløsning og diplomatisk aktion”.

Da der i demokratierne ikke findes nogen overbevisning i ordets virkelige forstand, d.v.s. således at man vil sætte livet ind for den, vil enhver demokratisk stat kunne opløses indefra. Der må derfor skabes et stort propaganda- og revolutionssystem, hvis opgave er at besætte de økonomiske og politiske nøglestillinger i fjendens land, således at det er udhulet og undergravet og dets vilje lamslået i det øjeblik, den militære krig begynder. ”Vor strategi vil bestå i at ødelægge fjenden indefra, at tvinge ham til at besejre sig selv”, og dette vil lykkes, thi ”vi vil have venner alle steder, der vil hjælpe os”. Men alt dette forstår udenrigsministeriets gamle ”julenisser” med deres papirer ikke noget af. Nej, den rigtige ambassadør skal være en kobler og falskner, han skal skaffe besked om de ledende personligheder: ”Modtager den og den penge? Kan man købe ham på en anden måde? Er han forfængelig? Har han erotiske anlæg? Hvilken type af kvinder foretrækker han? Er han homoseksuel? …Det næste – har han i sin fortid noget, han vil skjule? Er han påvirkelig for pengeafpresning? Har han særlige tilbøjeligheder eller lidenskaber: Sport, visse griller eller spleen? Holder han af at rejse?”

Og Hitler fortsætter: ”Det virkelige arbejde, det eneste, som er af afgørende betydning, består i at knytte til sig i det fremmede land personer, ja, endog grupper og partier af betydning. Jeg skaber i alle lande en indflydelseszone. Det er det hele, men det er nok. Den politiske succes, som jeg behøver, opnås kun ved de herskende og besiddende klassers systematiske korruption, penge, nydelsessyge, forfængelighed, d.v.s.appetit på magten, se det er vor propagandas klaviatur, og i krigen, der kommer, vil jeg høste frugterne af dette underjordiske arbejde, thi ingen af mine modstandere vil være i stand til at stille noget lignende op mod mig”.

Som Nic. Blædel skriver: ”Denne lære om den åndelige krigsførelse, den udvidede strategi, er det mest originale eller rettere det egentlig originale i det hitlerske system”. Hitler omtaler i øvrigt ofte, at han har studeret statskuppenes og revolutionernes historie og teknik, og at han til eksempel har lært meget af Trotski.

Hvis man har fulgt lidt med i, hvad der er sket i verden i de seneste årtier, må man erkende, at der åbenbart er andre med magt og indflydelse i Washington, London og Tel Aviv, der har lært meget af fortidens magtmennesker. ”Agents of influence”, med forbindelser i de pågældende hovedstæder, har gødet jorden, hvor det var muligt. Hvad det i høj grad også har været i Danmark, hvilket man kan forvisse sig om ved at se sig omkring eller se sig selv i spejlet.

Da den gennem flere år planlagte og vel forberedte ”Operation 9/11” blev iværksat den 11. september 2001 fungerede stort set alt efter planen, så man kunne påbegynde”Krigen mod terror”. Selv om nogle amerikanere med særlig indsigt fra begyndelsen kunne se, at der her var tale om et gigantisk bedrageri, så lykkedes det Bush-administrationen ved hjælp fra TV-stationer og de store aviser at hindre andre røster end den officielle i at komme til orde. Samtidig havde PNAC (Project for the New American Century) fået det Pearl Harbor, som de havde ønsket.

Her vil jeg minde om, at de mest betydningsfulde medlemmer af PNAC ligner topfolk omkring Hitler derved, at de ikke alene er intelligente, men også er skrupelløse i deres magtbegær. Fælles for de to parter er faktisk også tanken om verdensherredømmet. Et mål som helliger alle midler; med deres ord og handlinger er der ikke lagt skjul på dette. Hvad der i øvrigt ligger til grund for nærværende analyse, er markante vidnesbyrd fra 41 amerikanske tidligere efterretnings- og sikkerhedsfok, der anfægter den officielle redegørelse for 9/11. Samlingen er foretaget af Alan Miller (http://patriotsquestion911.com/Counterterrorism_Veterans_Danish.pdf), og oversat af Pernille Grumme, som har sendt sagen til samtlige danske avisredaktioner. Desuden efterforskning udført af dygtige og modige mænd, bl.a. franskmanden Thierry Meyssan, tyskerne Andreas von Bülow og Gerhard Wisnewski, englænderen Ian Henshall, amerikanerne David Ray Griffin, Phillip Marshall og Christopher Bollyn og de to modige amerikanske kvinder, Susan Lindauer og Sibel Edmonds, fra henholdsvis CIA og FBI.

For at få syn for sagen vil jeg endelig nævne to danskere, som har ydet en fantastisk og utrættelig indsats for at få sandhed og ret frem vedr. 9/11. Det er Niels Harrit med sine berømte foredrag om ”DET SYVENDE TÅRN”, og Tommy Hansen, der med sin fremragende bog ”11.september – stadig ingen svar?” og senest gennem netavisen ”STIKIMOD.dk” samt sine foredrag bygget over autentisk billedmateriale fra selve dagen, har ydet det måske væsentligste bidrag til at forkorte levetiden for løgnen og bedraget vedr. 9/11.

At Bush-regimet dog også selv har bidraget til at grave sin egen grav, fremgår imidlertid af følgende. Poul Høi, Berlingske Tidenes mangeårige korrespondent i USA, skriver i sin bog ”BUSHLAND – otte år i USA”, at i sommeren 2002 blev den fremtrædende og kritiske reporter Ron Suskind indkaldt til en samtale i Det Hvide Hus med seniorrådgiveren, hjernen bag præsident Bush. I samtalen, som siden blev gengivet i New York Times, hånede seniorrådgiveren Suskind og Suskinds ligesindede, som alle befandt sig i ”det virkelighedsbaserede samfund”, et samfund, hvor man ”tror, at løsningen kommer ved velovervejet at studere den håndgribelige virkelighed”. Suskind bekræftede, at det var den virkelighed, som han og de fleste andre levede i – den empiriske virkelighed – men seniorrådgiveren afbrød ham. ”Sådan fungerer verden ikke længere. Vi er et imperium nu, og når vi handler, så skaber vi vores egen virkelighed. Mens du studerer – altid velovervejet – den virkelighed, så handler vi igen og skaber nye virkeligheder, som du så også kan studere, og det er den måde, som tingene vil udspille sig på. Vi er nu historiens aktører … og du og dine ligesindede kan bagefter studere, hvad vi gør”.

Som Poul Høi kommenterer: ”Det er den slags, som en lidt for sejrsvandt og selvbehagelig spindoktor kunne finde på at sige i fuldskab. Men seniorrådgiveren var ikke fuld; han mente ordene i fuld alvor, og han mente dem ikke bare, han virkeliggjorde dem, og i de ord ligger Bush-regeringen begravet”.

Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på den græske myte om Ikaros, der flygtede fra Kreta ved hjælp af kunstige vinger, der var påsat ved hjælp af voks. Imidlertid var Ikaros overmodig og kom solen for nær, så vokset smeltede og han styrtede i havet. Jeg kommer også til at tænke på Galaterbrevet 6,7, hvor apostlen Paulus skriver: ”Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste”. I 12 år har verden ladet sig åndeligt voldføre af en officiel forklaring på 9/11, som er den mest uhyrlige og skamløse konspirationsteori, fordi den modsiges af stort set alle de relevante kendsgerninger. Udgivelsen af en række bøger om emnet, ikke mindst i de seneste år og skrevet af seriøse efterforskere og forfattere, hvoraf nogle har været tæt på magtens centrum i årene før og efter 11. september 2001, bringer dog til stadighed sandhedens time nærmere. Hvad folkene bag forbrydelsen 9/11 har undervurderet, er menneskeåndens ufattelige styrke, når det gælder kampen for sandhed og ret over for løgnene, bedraget og uretten.

Stephen Egede Glahn

 

——–

Galilei, Newton og Harrit

Kristeligt Dagblad bragte lørdag den 17. august 2013 et længere referat fra et retsmøde i Københavns Byret 16.09.13. Den tidligere lektor ved Københavns Universitet, Niels Harrit, der i dag er en verdenskendt kemiker og foredragsholder, havde sagsøgt Weekendavisens journalist Søren Villemoes og chefredaktør Anne Knudsen for beskrivelsen af Niels Harrit som en “tosse” i en aviskommentar fra december 2012.                          Baggrunden for sagen var, at Det Kongelige Bibliotek i forbindelse med en udstilling om det armenske folkemord havde givet den tyrkiske ambassade lov til at opsætte en planche, hvor folkemordet blev afvist. Dette kritiserede Søren Villemoes i en aviskommentar i Weekendavisen med bl.a. disse ord: “Hvorfor ikke bare invitere Niels Harrit og de andre tosser fra 9/11-skeptikermiljøet ind, nu vi er i gang? Hvad med Holocaust-benægtermiljøet”?

Dette udløste retssagen, idet Niels Harrit sagsøgte Søren Villemoes og chefredaktør Anne Knudsen for injurier. Da undertegnede selv er en af dem, der kan påvise, at den officielle forklaring er usand, fordi den strider imod, hvad der i virkeligheden fandt sted den 11. september 2001, går betegnelsen “tosse” naturligvis også på mig. Det klarer jeg nu nok, da jeg  nærmest vil sammenligne det med, at nogen i eventyret om Kejserens nye klæder havde råbt “tosse” efter den lille dreng, da han afslørede kejserens manglende påklædning. At de mennesker, der ikke tror på Bush-administrationens uhyrlige forklaring om 9/11 i samme kommentar i Weekendavisen sidestilles med Holocaust-benægtermiljøet, betragter jeg  nærmest som ærekrænkende, men det er en anden historie.

Ved retsmødet den 16. august var Niels Harrit uden følgeskab af advokat, da han selv kan redegøre for de tre tårnes sammenstyrtning i New York 11. september 2001. I henhold til de naturvidenskabelige love, som blev opdaget af Galileo Galilei (1564-1642) og Sir Isaac Newton (1642-1727), kan det påvises, at tårnene ikke kunne styrte sammen, som de gjorde, medmindre sprængstoffer var involveret. Ingen bygningssagkyndig har været  i stand til at modbevise dette.

Som det, ifølge Kristeligt Dagblad, blev fremført under retsmødet, har heller ikke Søren Villemoes i nogen af sine artikler modbevist de videnskabelige fakta, som Niels Harrit har leveret, så den eneste hensigt Søren Villemoes har og har haft, er åbenbart at nedgøre og latterliggøre Niels Harrit.

Den 13. september 2013 kl. 13 faldt der dom i sagen. Her blev det fastslået, at i Danmark er det tilladt at kalde en videnskabsmand for en “tosse”,  hvis denne henholder sig til de naturvidenskabelige love, som blev opdaget af Galilei og Newton. Love, som hele den  moderne verden bygger på og som al bygningskonstruktion er baseret på.

Som en ringe trøst kan Niels Harrit tænke på, at Galilei i 1633 blev tvunget til at fornægte sin viden om, at det er jorden, der kredser om solen og ikke omvendt. Dengang var det den katolske kirkes korthus, der stod på spil. I dag er det USA´s korthus omkring 9/11.

Hvis Niels Harrit er i stand til at se sagen fra en humoristisk side, kan også han forestille sig, at der er nogen i eventyret om Kejserens nye klæder, der råber “tosse” efter den lille dreng.

Stephen Egede Glahn,

 

 

 

Ubehagelige Kendsgerninger

af Peter Zinkernagel

Vores kultur og tænkning bygger på overbevisningen om at objektiv viden består af matematik og formel logik på ene side, konkrete kendsgerninger på den anden side. Så længe vi ikke er i modstrid med konkrete kendsgerninger kan vi sige og mene hvad som helst.

Overbevisningen går tilbage til en påstand fremsat af David Hume. Politikere, filosoffer, fysikere tænker som Hume gjorde for to århundreder siden.

Objektiv viden er det der ikke kan benægtes. Det der ikke kan benægtes er det der eksisterer i kraft af logiske relationer. Den del af verden vi kan tale rationelt om er den del der eksisterer i kraft af logiske relationer.

Logik er nødvendige relationer mellem forskellige størrelser, og størrelser er det der eksisterer i kraft af sådanne relationer. Den formelle logik er kun eet eksempel blandt mange.

Hume afskaffede logiske relationer og begrebsmæssige nødvendigheder gennem en påstand: når to ting er forskellige kan de eksistere uafhængigt af hinanden og der kan ikke være nogen nødvendig forbindelse mellem dem.

Påstanden indeholder en elementær fejlslutning. Det er een ting at to ting er forskellige, noget helt andet at de kan eksistere uafhængigt af hinanden. Men dette spiller ingen rolle eftersom ingen har opdaget det.

Vi har altså uden nogen som helst grund eller på grund af en elementær fejlslutning afskaffet den del af verden vi kan tale rationelt om.

Ingen kan benægte at det forholder sig sådan og ingen forsøger det. Men implikationerne er for væmmelige.

I stedet for en hyggelig verden bestående af tilvante forestillinger som vi ved hvordan vi skal håndtere, får vi logiske relationer som ingen ved hvordan vi skal håndtere.

I stedet for filosofi som et område hvor vi kan gøre dybsindige betragtninger og de mest frapperende opdagelser, et område hvor vi kan dupere os selv og andre med vores skarpsindighed og begrebsbeherskelse, bliver filosofi et område hvor vores uvidenhed er næsten total.

I stedet for at opleve os selv og andre som respektable fornuftsvæsener tvinges vi til at opleve os som håbløse vanetænkere. Vanetænkere der har overset vilkår lige så elementære som at to plus to er fire. Hvis uvidenhed er lige så stor som uvidenheden hos folk der ikke ved at to plus to er fire.

Ingen ved sin fulde fornuft kan ønske at udskifte en behagelig verden for en så frastødende oplevelse. Og skulle nogen alligevel – i et anfald af pervers selvpineri – ønske at foretage en sådan udskiftning, har han ingen mulighed for at gøre det. Mine påstande eksisterer ikke som noget man kan vælge at tage alvorligt. Det der har virkelighedskarakter og kan tages alvorligt er det andre tillægger betydning.

Det vi kan tale om rationelt er det der eksisterer i kraft af logiske relationer. Verden er ikke identisk med den del af verden vi kan tale rationelt om. Det vi kan tale rationelt om er det der kan begrebsmæssigt identificeres. Vi går uden videre ud fra at eksistens er det samme som det der kan identificeres.

Betydningsfuldhed er noget der ikke eksisterer i kraft af logiske relationer, noget der ikke kan tales rationelt om, noget der ikke kan begrebsmæssigt identificeres.

Betydningsfuldhed er vigtig for os. Næst efter sult og sygdom er det vi virkelig er bange for oplevelser af meningsløshed. Af at tingene er uden betydning. Ved at identificere verden med det der kan tales rationelt om har vi faktisk afskaffet en afgørende del af vores tilværelse. Heldigvis glemmer vi det i praksis hele tiden.

Den del af verden vi kan tale rationelt om kan vi lære at beherske. Ingen kan lære at beherske betydningsfuldhed.

Normalt betragtes betydningsfuldhed som subjektive bevidsthedstilstande. Ikke som noget der findes i verden.

For tre århundreder siden bestemte Descartes at verden består af udstrakte legemer i rum og tid plus bevidsthedstilstande. Intet andet.

I det væsentlige lever vi stadig på Descartes’ antagelse. Vi er stadig tilbøjelige til at mene at den egentlige virkelighed består af konkrete kendsgerninger i tid og rum plus karakteriserbare bevidsthedstilstande.

Antagelsen er komplet ubegrundet. Ud fra det at der findes fysiske legemer og bevidsthedstilstande kan vi på ingen måde slutte at der kun findes fysiske legemer og bevidsthedstilstande. Og slet ikke at fordi vi kan være bevidste om f.eks. betydningsfuldhed så er betydningsfuldhed det samme som en bevidsthedstilstand. Det er rigtigt at vi ved dominerende stærke smerter ikke kan skelne mellem bevidsthed og det vi er bevidste om. Men vi har ingen som helst grund til at mene at forholdet mellem betydningsfuldhed og bevidsthed er det samme som forholdet mellem smerte og bevidsthed om smerte.

Den antagelse at verden består af konkrete kendsgerninger og karakteriserbare bevidsthedstilstande er ikke blot ubegrundet men forkert. Vi ved ikke hvad verden består af men vi ved at verden ikke kan reduceres til kendsgerninger i rum og tid plus karakteriserbare bevidsthedstilstande. Konkrete situationer kan ikke reduceres til kendsgerninger i rum og tid plus bevidsthedstilstande.

Påstande er noget der kan fremsættes af personer i konkrete situationer. Der er derfor intet vi kan referere til uden at referere til konkrete situationer. Konkrete situationer snakker vi om hele tiden. Alligevel er konkrete situationer ukendte, vores uvidenhed om dem næsten total.

Det er umuligt at identificere konkrete situationer undtagen ved hjælp af konkrete genstande i tid og rum. Det er lige så umuligt at reducere konkrete situationer til genstande i rum og tid plus bevidsthedstilstande.

Det er virkelig håbløst at forestille sig en samtale mellem tre personer som sammensat af tre veldefinerede bevidsthedsindhold. Grænserne mellem det vi er bevidste om og det vi ikke er bevidste om er i almindelighed uklare. Vi har al mulig grund til at tro at der i enhver situation sker umådeligt meget mere end det vi er bevidste om. For hukommelsesfænomener kan dette vist demonstreres direkte under hypnose.

Betydningsfuldhed findes ikke i rum og tid. Der er andre eksempler på ting der ikke eksisterer i kraft af logiske relationer. Andre eksempler på ting der ikke findes i rum og tid.

Vi kan ikke henvise til konkrete situationer uden at henvise til tidligere situationer. Og vi har ingen grund til at antage at betydningen af tidligere situationer for vores nuværende situation falder sammen med det vi husker fra tidligere situationer. Eller endda med det vi har bemærket i tidligere situationer.

Et møde mellem tre personer har en veldefineret afslutning. Den situation der opstår når tre personer mødes har ikke nogen veldefineret afslutning. Det synes ikke muligt – på rimelig måde – at anbringe konkrete situationer i rum og tid.

Alle disse problemer undgår vi når vi antager at verden består af udstrakte legemer og karakteriserbare bevidsthedsindhold. Vi erstatter verden og os selv med tilvante forestillinger.

Det er ikke helt korrekt at give eksempler på det der ikke kan rationelt om. Det er bedre at sige at det der kan tales rationelt om er en abstraktion. Noget der kun kan forstås på baggrund af noget andet.

I fysik er abstraktionen yderst vellykket. Her kan vi virkelig se bort fra alle problemer med personer og deres konkrete situationer.

I den naturalistiske menneskeopfattelse er abstraktionen totalt mislykket.

Vi går uden videre ud fra at verden og vi selv er karakteriserbare og endda rationelt karakteriserbare. Antagelsen er komplet ubegrundet men naturlig for sprogbrugere der har opdaget at en del af verden faktisk er rationelt karakteriserbar.

Den mest fatale konsekvens af Humes tankegang er afskaffelsen af politiske normer. Formodentlig går vi til grunde som art medmindre politiske normer bliver dominerende i vores bevidsthed.

Ifølge Hume kan vi ikke have objektiv viden om politiske formål, kun subjektive sympatier. Politiske diskussioner bliver således forsøg på at overtale andre til at have sympati for de samme ting som vi har sympati for.

Jorden, luften og vandet er forurenet. Vores klima har ændret sig. Vi har børser hvor omfattende besiddelser skifter hænder og vi har tusinder af børn der dør af sult.

I denne situation har vi afskaffet selve muligheden for at tale rationelt om politik. Uden nogen som helst grund andet end en fejltagelse i elementær logik.

Politiske normer er vilkår for at tale rationelt om politik. Politiske normer er det vi er nødt til at være enige om for at kunne være uenige. Uden politiske normer har vi ikke rationel uenighed, blot forskellige sympatier.

Den grundlæggende politiske norm er at politik bør respektere personers rettigheder. Benægter vi dette får vi at politik ikke bør respektere personers rettigheder hvilket turde være det rene vrøvl. Som andre logiske relationer kan også denne kun begrundes med at den ikke kan benægtes uden at afskaffe forskellen mellem rigtig og forkert, mellem vrøvl og ikke-vrøvl.

Normen er umådelig vag. Den fortæller ikke hvad personers rettigheder er. Og den fortæller os ikke hvad vi skal vælge i konkrete situationer som altid er uoverskuelige.

Normen fortæller os at ethvert politisk forslag skal vurderes ud fra om det skønnes at bidrage til opfyldelsen af det politiske krav om sikring af rettigheder.

Normen fortæller os at en mand der hævder at f.eks. arierne skal favoriseres begår en fejltagelse af samme art som hvis han sagde at to plus to er fem. Personer og arier er ikke det samme.

Normer og andre logiske relationer er forskellige fra værdier. Værdier kan vi have sympati for og billige. For logiske relationer er vores sympati irrelevant. To plus to er fire hvadenten vi har sympati for det eller ikke.

Det centrale politiske fænomen er magtkampe eller sammenstød mellem magtkoncentrationer.

Magtkoncentrationer kan have mange forskellige formål. Men de har alle det formål at overleve og blive større. Enhver magtkoncentration må kæmpe for sin eksistens så snart den er født. Dens eksistens er altid truet af andre magtkoncentrationer.

Former for magt er vores guder. Vi er lige så imponeret af størrelse og magt som små drenge af muskler. Landes størrelse og magt, firmaers størrelse og magt, berømmelsers størrelse og magt.

I nazismen er dyrkelsen af magt utilsløret. I demokratier forsøger vi at forene dyrkelsen af magt med menneskerettigheder som en værdi.

Egentlig ved vi godt at krige og økologiske katastrofer er en uundgåelig følge af magtkoncentrationers vækst og sammenstød. Vi ved derfor at der ikke er andet at gøre end at forsøge at indrette os med mindre farlige magtkoncentrationer. Ingen ved hvordan denne opgave skal løses. Magtkoncentrationer er umådelig effektive og vi ved meget lidt om andre former for organisation og samarbejde. Indtil denne opgave er løst er intet andet værd at diskutere.

Den politiske norm mefører et pinagtigt opgør med tilvante værdier som patriotisme. Værdier som vi deler med andre. Værdier som danner et socialt fællesskab hvor vi er trygge som på moders arme.

Fraværet af politiske normer betyder ikke blot fraværet af rationelle politiske diskussioner. Fraværet betyder også at forhåndsindstillinger bliver så dominerende at vi ikke ser de mest indlysende faktiske forhold. Et uhyggeligt eksempel på dette er hvad Pol Pot gjorde i Cambodia.

Et endnu værre eksempel er det der skete da Sovjetunionen brød sammen. Et øjebliks eftertanke ville overbevise enhver om at man ikke pludselig kan ændre et system som det kommunistiske til et system baseret på parlamentarisme og markedsøkonomi. Alligevel var netop dette hvad næsten samtlige politikere og politiske kommentatorer krævede. Og ingen diktator var nødvendig for at etablere en sådan ensretning.

De politikere og politiske kommentatorer som gjorde dette bliver stadig respekteret. Måske har de ikke opdaget deres fejltagelse. Deres medansvar for kaos, en sprængfarlig hær, atomubåde der ruster op. De har bestemt ikke tilstået deres skyld og der findes ikke noget tribunal for forbryderisk dumhed.

Det vi ved bedst om os selv er at vores handlemuligheder er fuldstændig bestemt af det vi tror på. Soldater risikerer deres liv i krige. De første kristne i Rom var sikkert forfærdelig bange for at blive kastet for løverne. Men Gud var altså mere virkelig for dem end brølende løver.

Den eneste realistiske mulighed for at ændre den politiske situation er at ændre det folk tror på.

Referencer:
‘Omverdens-Problemet’ fra 1957 af Peter Zinkernagel (Doktorafhandling)
‘Virkelighed’ af Peter Zinkernagel bog udgivet 1988 på Munksgaards forlag
Logik for Sommerfugle af Peter Zinkernagel (artikel)

Links:
Genial og til grin politiken.dk 28. oktober 2001
Zinkernagel har forladt virkeligheden information 21. marts 2003
The Power of Customary Views by Peter Zinkernagel (delvist udgivet på internettet post mortem af hans søn)

Logik for Sommerfugle

af Peter Zinkernagel

Objektiv viden er det, der ikke kan benægtes.

Påstanden er rigtig, fordi vi ingen mulighed har for at antage, at den er forkert. Vi kan ikke antage at noget ganske vist er rigtigt men alligevel kan benægtes. Omvendt kan vi heller ikke antage, at noget ikke kan benægtes men alligevel ikke er rigtigt. Vi kan ikke antage, at påstanden er forkert uden at fraskrive os selv evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert.

Vores kultur og tankegang bygger på en overbevisning om, at objektiv viden ikke er det, der ikke kan benægtes. Vores kultur og tankegang bygger på en overbevisning om, at vi er ude af stand til at skelne mellem rigtigt og forkert.

Den, der indser, at objektiv viden er det, der ikke kan benægtes, kan ikke undgå at føle sig klogere end samtlige filosoffer, videnskabsmænd og politikere. Filosofferne, videnskabsmændene og politikerne kan kun gøre sig gældende, hvis de accepterer den fejltagelse, der karakteriserer vores kultur. Ellers vil ingen lytte til dem.

Som bekendt kan konkrete kendsgerninger eller fakta ikke benægtes.

Ukendt er det, at logik og logiske relationer heller ikke kan benægtes.

Ukendt er det, at logik og logiske relationer overhovedet findes.

Logik er det, vi er nødt til at være enige om for at kunne være uenige.

Logik er det, der gør det muligt for os at tale sammen og forstå, hvad hinanden siger. Det uhyggelige er nu, at vi kan have de mest udmærkede oplevelser af at forstå i forbindelse med ting, vi umuligt kan forstå.

Eftersom sprog kun eksisterer i kraft af logiske relationer, er det umuligt at lære et sprog uden at lære i en vis udstrækning at respektere logiske relationer. Det er imidlertid i høj grad muligt at lære et sprog uden at være opmærksom på logiske relationer, uden at logiske relationer optræder i bevidstheden. Omtrent på samme måde som det er muligt at lære at cykle uden at kende de fysiske love, der gør det muligt at cykle.

Når vi under opvæksten lærer at beherske et sprog er vi optaget af helt andre ting end logiske relationer. Vi er optaget af at lære at bruge ordene på samme måde, som alle andre bruger ordene. Vores oplevelse af at forstå er nøje knyttet til vores oplevelse af at være i stand til at bruge ordene på samme måde, som alle andre gør. At vi taler på samme måde som alle andre er det, der betyder noget for os.

Logiske relationer betyder, at tingene kun eksisterer i kraft af relationer til andre ting.

Personer er helt forskellige fra deres kroppe. Personer kan gå tur i skoven, kan gøre sig overvejelser, kan træffe beslutninger – hvad kroppe ikke kan. Alligevel kan vi ikke henvise til personer uden at henvise til deres kroppe: Her har vi en person, men han eller hun mangler desværre en krop.

Personer er helt forskellige fra situationer. Alligevel kan vi ikke henvise til personer uden at henvise til de situationer, de kan befinde sig i: Her har vi en person, men denne person har aldrig befundet sig i en konkret situation.

Punkter er helt forskellige fra afstande. Alligevel kan vi kun karakterisere punkter ved deres afstande fra andre punkter, afstande som afstande mellem punkter.

Naturlove er logiske relationer. Naturlove er nødvendige kvantitative relationer mellem forskellige fysiske størrelser, og fysiske størrelser er det, der eksisterer i kraft af sådanne relationer.

Vi ved, at solen vil stå op i morgen. Vi kan ikke henvise til jorden og solen som fysiske systemer uden at henvise til de bevægelseslove, de adlyder.

I det væsentlige lever vi stadig på Descartes’ forestillinger. Vi er stadig tilbøjelige til at forestille os, at verden består af fysiske genstande i tid og rum og bevidsthedstilstande, som kun findes i tid.

Logiske relationer betyder, at disse forestillinger er i bund og grund forkerte.

Logiske relationer findes ikke i rum og tid. Hvor længe varer de, og hvor er de? Logiske relationer er ikke bevidsthedstilstande; denne mand befinder sig i den bevidsthedstilstand, at relationen mellem personer og kroppe ikke kan benægtes. Eller i den bevidsthedstilstand, at naturlove ikke kan benægtes.

Vores forestillinger om rum-tiden som en beholder, hvori de fysiske processer udspiller sig, er forkerte. I relativitetsteorien lærer vi, at rum-tidsbegreber kun eksisterer i kraft af en naturlov, der etablerer en nødvendig relation mellem rum-tidsbegreber og dynamiske begreber som masse og energi.

Påstande fremsættes af personer, og vi kan ikke henvise til personer uden at henvise til konkrete situationer. Konkrete situationer er derfor fundamentale irreduktible størrelser.

Det er umuligt at identificere konkrete situationer undtagen ved hjælp af genstande og personer i tid og rum. Det er lige så umuligt at reducere konkrete situationer situationer til det, der findes i rum og tid.

Enhver konkret situation kan beskrives på uoverskuelig mange forskellige måder. Hvor findes det, at en situation kan beskrives på uoverskuelig mange måder, og hvor længe varer det?

I enhver konkret situation spiller viden og gyldighed en afgørende rolle. Gyldighed og viden findes ikke i rum og tid.

I enhver situation spiller betydning i betydningen betydningsfuldhed en afgørende rolle. Betydninger i denne betydning kan vi ikke engang tale logisk og rationelt om. Og de findes ganske bestemt ikke i rum og tid. Hvor længe varer betydninger, og hvor er de?

Forskellen mellem det, vi kan tale logisk eller rationelt om, og det, vi ikke kan tale rationelt om, er basal. Ethvert forsøg på at identificere verden med det, vi kan tale rationelt om, er derfor håbløst. Og i voldsom modstrid med vores faktiske situation.

Politik er noget helt forskelligt fra personers rettigheder. Alligevel kan vi ikke henvise til politiske formål uden at henvise til personers rettigheder. Vi har ingen mulighed for at antage, at personer ikke bør behandles som personer. Eller for at antage at personer ganske vist bør behandles som personer men ikke som havende rettigheder, der bør respekteres. Eller som havende rettigheder, der ikke bør respekteres i politik.

Omvendt har vi heller ingen mulighed for at antage, at i politik bør vi ikke bestræbe os. Eller for at antage, at i politik bør vi ganske vist bestræbe os men ikke bestræbe os på at respektere personers rettigheder.

Det karakteristiske for logiske relationer er, at de hverken kan begrundes eller benægtes. Eller kun kan begrundes med, at de ikke kan benægtes uden at afskaffe det, vi taler om. Personer eksisterer kun i kraft af relationer til deres kroppe og til konkrete situationer. Punkter eksisterer kun i kraft af relationer til afstande. Politiske formål kun i kraft af relationer til personers rettigheder. Uden sådanne relationer ved vi ikke, hvad vi snakker om.

Logiske relationer er det mest elementære fænomen, vi kender. Det vi kan tale rationelt og veldefineret om, er det, vi kan tale om ved hjælp af logiske relationer.

Logiske relationer er samtidig det mest fremmedartede fænomen, vi kender, fordi de aldrig, aldrig optræder i vores bevidsthed.

Logiske relationer er komplet usynlige. På trods af at enhver kan se, at de ikke kan benægtes.

Logiske relationer er så usynlige at de er blevet overset i mere end to tusind år. Hele vores kultur og tankegang bygger på en ubevidst overbevisning om, at logiske relationer ikke findes. Med undtagelse af den formelle logik, som slet ikke betragtes som eksempler på logiske relationer.

Og siden Hume er den mulighed, at der kunne findes logiske relationer helt udelukket.

Hume sagde, at når to ting er forskellige, kan de eksistere hver for sig, og der kan ikke være nogen nødvendig forbindelse mellem dem. Dette er en direkte benægtelse af logiske relationers eksistens.

Det stod straks klart, at Humes påstand havde de mest absurde konsekvenser. Først og fremmest at de netop opdagede naturlove måske ikke var gyldige i fremtiden og dermed ikke var naturlove.

Humes påstand har derfor været i centrum for filosoffers opmærksomhed i to hundrede år. Alligevel har ingen bemærket at den indeholder en elementær fejlslutning.

Det er een ting at to ting er forskellige. Noget helt andet at de kan eksistere uafhængigt af hinanden. At slutte på denne måde er i modstrid med netop den formelle logik, som Humes argumentation er baseret på.

Den mulighed, at der kunne findes logiske relationer, er så fremmedartet, at Hume uden videre kunne gå ud fra, at den ikke findes. Og uden at nogen opdagede, hvad der skete. På trods af at Humes påstand har spillet en dominerende rolle for filosoffer.

Umiddelbart ville man forvente at det ville blive hilst med den største begejstring, at vi nu endelig ved, hvad logik og objektiv viden er for noget. At vi nu kan pege på påstande, der er så indlysende, at ingen kan benægte dem. Og så simple at ethvert barn kan forstå dem.

Dette er ikke tilfældet. Implikationerne er alt for væmmelige. Faktisk komplet uspiselige. Alle bliver angrebet af en voldsom spisevægring.

I vores selvforståelse er vi rationelle væsener, der kan se sagligt på tingene og bøje os for argumenter.

I virkeligheden er vi håbløse vanetænkere, der kun kan forholde os til de tilvante forestillinger, vi har fælles med alle andre. Alt hvad vi finder rimeligt, finder vi rimeligt, fordi andre også finder det rimeligt. Alt det vi kan være uenige om, kan vi kun være uenige om, fordi andre er uenige om noget lignende.

Det vi kalder selvstændig argumentation er betoning af visse af vores tilvante forestillinger fremfor andre. Og da der findes umådelig mange tilvante forestillinger, er der rig lejlighed til at udvise skarpsindighed og indføre subtile distinktioner. Logiske relationer betyder, at vi ikke aner hvad rationalitet er for noget.

I vores kultur tror vi, at objektiv viden består af matematisk og formel logisk viden på den ene side, kendskab til konkrete kendsgerninger på den anden. Her ud over findes der kun mere eller mindre velbegrundede meninger og vurderinger.

Så længe vi ikke er i modstrid med konkrete kendsgerninger kan vi sige og mene hvad som helst. Intet kan være rigtigere end noget andet. Men i enhver diskussion søger vi at vise, at noget er rigtigere end noget andet. Vi bruger altså en masse tid og energi på at vise, at noget er rigtigere end noget andet. Samtidig med at vi antager, at intet kan være rigtigere end noget andet.

At det forholder sig sådan, kan vi kun se ved hjælp af logiske relationer. Logiske relationer er så at sige det modsatte af tilvante forestillinger. Der var jo ikke andet.

Vi lever i en grusom verden med krige, sult og sygdomme. Til gengæld er vores intellektuelle verden den rene idyl. Den består udelukkende af subjektive meninger, som er komplet uskadelige eftersom vi lige så godt kan mene det ene som det andet. Vi kan med største sindsro hengive os til beundring af kulturpersonligheders præstationer. De er omtrent lige så underholdende som cykelløb og præsidentvalg.

Det eneste uhyggelige er, at vi er magtesløse overfor den virkelige verden.

Vi befinder os i en grotesk situation. Uden nogen som helst grund har vi indrettet det sådan, at vi ikke kan vide om solen vil stå op i morgen. Og sådan at vi ikke kan kende formålet med politik. Og sådan at vi har afskaffet os selv og vores betydning i blind og ubevidst magtdyrkelse.

Det ser ud til at drivhuseffekten er langt mere fremskreden end vi hidtil har troet. Og ingen kan pege på realistiske muligheder for at få den bremset.

Hvis vi tænker os om i to minutter ved vi udmærket at krige såvel som økologiske katastrofer er en uundgåelig følge af magtkoncentrationers vækst og sammenstød.

Vi ved derfor, at den politiske opgave må være at indrette os med magtkoncentrationer, der ikke ødelægger os.

Yderligere ved vi, at vores handle- og valgmuligheder er bestemte af vores oplevelse af verden, af det vi oplever som havende afgørende betydning.

Mao sagde, at magt er noget der kommer ud af et geværløb. Han havde kun ret, så længe folk oplever Mao som den højeste autoritet. Oplever de Gud som den højeste autoritet, nytter det ikke at udstyre dem med geværer. De første kristne i Rom var sikkert forfærdelig bange for at blive kastet for løverne. Men der var altså noget de var endnu mere bange for.

Det eneste, der måske kan redde os, er at politiske normer og den politiske opgave bliver dominerende i vores bevidsthed. Omtrent som Moseloven formodentlig var det for jøderne.

Selvfølgelig er den politiske opgave det vigtigste og helligste af alt. Det der kræves er, at vi overbeviser hinanden om, at en kendsgerning virkelig er en kendsgerning.

Politiske normer gør det muligt at tale sammen om politik. Uden politiske normer har vi kun subjektive meninger og politiske diskussioner er forsøg på at overtale andre til at mene det samme, som vi mener. F.eks. kan vi til nazisten kun sige, at han har sympati for de forkerte ting og forsøge at få ham til at have sympati for de ting, vi synes han bør have sympati for. Dette vil næppe lykkes. Vi kan ikke underbygge vores meninger med objektiv viden, som også nazisten er nødt til at bøje sig for.

Politiske normer er lige så ubenægtelige som konkrete kendsgerninger. Men i modsætning til konkrete kendsgerninger er de i modstrid med tilvante forestillinger. Modstriden er så voldsom, at politiske normer ikke har virkelighedskarakter men opleves som underligt vage og verdensfjerne. Der er her en afgrund mellem vores oplevelse af at forstå, og så det vi faktisk kan forstå.

Lad os prøve at gøre modsætningen tydelig.

Jeg påstår at personer bør behandles som personer og at vi overhovedet ikke kan forstå den antagelse at personer ikke bør behandles som personer. Tilføjer vi nu, at ingen har bemærket dette, bliver antagelsen så mere forståelig? Kan vi så pludselig forstå den antagelse, at personer ikke bør behandles som personer?

Videre påstår jeg, at vi ingen mulighed har for at antage at personer ganske vist bør behandles som personer, men ikke som havende rettigheder. Bliver antagelsen mere forståelig, når vi tilføjer, at alle andre mener noget andet?

Yderligere påstår jeg, at vi ingen mulighed har for at antage at personer ganske vist har rettigheder men ikke rettigheder, der bør respekteres i politik. Bliver antagelsen mere forståelig, når det tilføjes, at f.eks. kineserne mener noget andet?

Jeg påstår, at vi ingen mulighed har for at antage, at i politik bør vi ikke bestræbe os. At dette er det rene vrøvl. Holder dette op med at være uforfalsket vrøvl, når det tilføjes, at filosofferne mener noget andet?

Endelig påstår jeg, at vi intet kan forbinde med den antagelse, at i politik bør vi ganske vist bestræbe os men ikke bestræbe os på at respektere personers rettigheder. Bliver vi bedre i stand til at forbinde noget med denne antagelse, når det tilføjes at politikerne mener noget andet?

Logiske relationer betyder, at vi alle opfører os som ensrettede bevidstløse zombier. Holder dette op med at være tilfældet, fordi ingen kan lide det?

Referencer:
‘Omverdens-Problemet’ fra 1957 af Peter Zinkernagel (Doktorafhandling)
‘Virkelighed’ af Peter Zinkernagel udgivet 1988 på Munksgaards forlag
Ubehagelige Kendsgerninger af Peter Zinkernagel (artikel)

Links:
Genial og til grin politiken.dk 28. oktober 2001
Zinkernagel har forladt virkeligheden information 21. marts 2003
The Power of Customary Views by Peter Zinkernagel (delvist udgivet på internettet post mortem af hans søn)

Jeg støtter et frit Internet

Jeg støtter retten til at ytre sig frit.

Jeg støtter retten til privatliv.

Jeg støtter et frit Internet.

Støt Electronic Frontier Foundations kamp for at gøre USA’s Regering og andre opmærksom på digitale rettigheder for hele verdens befolkning!

Send denne 4. juli besked videre til andre!

Reference: The NSA Files guardian.co.uk

 

EU-Teknokrati og DK som Despotisk Styreform

 Heinrichs & Steinbergs Hjørne – en kort interessant udveksling

 

David Steinberg:

Teknokratiet er ved at blive indført i små bidder.

Denne anti-demokratiske og dermed i bund og grund totale styreform vil én gang for alle sætte demokratiet ind i historiebøgerne. Er det det, som de europæiske borgere vil?

Det er også korrekt, at det næste skridt allerede er taget. Det følger ikke som en logisk nødvendighed af teknokratiet men af den nødvendighed, som planen, der har været gældende for EU siden dens spæde begyndelse lige efter anden verdenskrig, tilsiger at udviklingen skal have.

Euroen var jo som bekendt på tegnebrættet allerede i starten af tresserne. Men faktisk har EU fra starten været tænkt som et projekt, der skulle ende med en superstat, som springbræt til en integration af de andre regionale superstater, der er ved at blive dannet (NAU, AU osv.). Man startede bare med en stål- og kulunion, så der ikke gik koks i det, og tog blot én bid ad gangen af nationalstaternes suverænitet. Hver gang blev modige kritikeres røster gjort til skamme – Unionen var som bekendt stendød – og så sådan lige pludselig helt mærkeligt, når unionen var stendød, var den der, unionen, præcist som man havde arbejdet på siden EUs spæde begyndelse lige efter anden verdenskrig.

Så derfor er det korrekt, at det næse skridt allerede er taget, for der er en plan. Det er vigtigt, at folk forstår, at der er en plan. Det er planen, man følger, ikke udfaldet af diverse møder mellem de franske og tyske statsledere. Jeg ved godt, at det er det, man forsøger at give indtryk af.

Og vi som europæiske borgere i stadigvæk på papiret selvstændige nationer, der på papiret stadigvæk har folkestyre, bliver ikke spurgt. “Hvis det at stemme ændrede på noget, ville det blive gjort ulovligt,” som et berømt citat lyder. Derfor spørger man ikke befolkningen, selvom man burde, men bruger alle mulige teknikaliteter, fejen ind under gulvtæppet-manøvrer, kreative fortolkninger af den kommende lovgivning (“Vi må fremover ikke selv bestemme, men der er ikke tale om afgivelse af suverænitet!” – hvor idiotisk det jo faktisk lyder), dæmonisering af EU-modstandere (de er jo alle på den yderste højrefløj som bekendt, som om man ikke kan være mod det statskapitalistiske teknokratiprojekt uden at befinde sig der) og så videre og så videre.

Nej, i virkeligheden er EU i færd med at blive til en superstat med sin egen hær, sin egen udenringspolitik, med teknokratisk styring af økonomien (ECB, teknokrater i Italien og i Grækenland indsat af EU) og så videre.

I forvejen består ledelsen af EU – helt bevidst – ikke af folkevalgte politikere. Man taler om “det demokratiske underskud” som om det var en fejl (goddaw do!). Denne voldsomt voksende statskapitalisme går endda – surprise! surprise! surprise! – ind og påvirker markedet, så de store spillere kan overleve, mens alle andre så småt går til grunde.

Der er debattører, som håber, at EU kan tøjle finanskapitalen. Hertil har jeg blot at sige en dårlig nyhed: EU styres af finanskapitalen.

Statskup er et ord, jeg ikke har overvejet, men det er måske meget passende. Dvs. at EU er et stort statskup af de europæiske nationer. Meget tænkeligt, egentlig.

Det hele starter imidlertid ikke med EU men med forståelsen af, hvad en statsdannelse er i de moderne demokratier. Hvis ikke man forstår dette, forstår man heller ikke resten.

Vi lever i et “demokrati”. Hvad består demokratiet af? Det består af en folkevalgt forsamling – med ministre, et statsoverhoved, tjenestemænd/embedsmænd med en udøvende magt og en dømmende magt, der på bedste montesquiesk vis, i hvert fald i princippet, er adskilt fra de andre (aka magtens tredeling). Vi har i Danmark 179 folkevalgte, og de folkevalgte vedtager landets love, som underskrives af dronningen, der dermed ophøjer det lov, der gælder i Kongeriget.

Det er der ikke noget mærkeligt i, og de fleste vil jo nikke genkendende til det.

Så lad os antage, at vi alle kan være enige i ovenstående beskrivelse.

Nuvel, på nettet findes der en “awareness test”, hvor man skal se nogle unge mennesker iført sort og hvidt tøj spille basketball (du kan formentlig finde den på youtube, hvis du laver en søgning på “awareness test”. Man ser filmen og bliver bagefter stillet et spørgsmål. Første gang jeg så den troede jeg ikke mine egne øjne og måtte se den igen – jeg var sikker på, at det var skjult, og at der var fusk i foretagendet. Men nej, den var god nok.

Nu vil jeg ikke spolere fornøjelsen for de af jer, der ikke har set den, så ved lejlighed må man meget gerne se videoen.

Man spørger sikkert sig selv, hvad det har med sagen at gøre. Jo, se på ovenstående afsnit om det danske folkestyre igen og se, om du kan få øje på det.

Det er svært at se, ikke?

Nuvel, her kommer pointen: Vi har ikke blot folkestyre i Danmark men folkestyre, hvor en lovgivende forsamling vedtager landets love, som så gælder i hele den jurisdiktion, som landets territorium består af. Vi kunne have en anden form for folkestyre, fx som de har det i Schweitz (med direkte demokrati) eller som i USA før forfatningen efter Uafhængighedserklæringen, hvor statsmagten i sidstnævnte tilfælde alene handler om at beskytte folkets (negative) frihedsrettigheder – dvs. retten til at være fri for andres tvang, vold og magt, herunder statsmagten selv. Danmark har ikke en Grundlov, der kun handler om negative frihedsrettigheder – den består også af positive frihedsrettigheder. Det sidste handler om, at man legitimerer tvang, vold og magt over for en større eller mindre del af befolkningen.

Når det er så svært at få øje på, er det fordi vi i Danmark normalt ikke har nogen diskussion af, hvilken slags frihedsrettigheder, vi skal have. Hvis man argumenterer for, at bistandshjælpen skal skæres eller sættes op, om Dovne Robert skal have et spark bagi, eller om han skal have en hjælpende hånd – med statsmagtens mellemkomst i begge tifælde – så argumenterer man faktisk ud fra positive frihedsrettigheder. Disse positive frihedsrettigheder er principielt set i modstrid i større eller mindre grad med de negative frihedsrettigheder, for man kan – når man er en statsmagt, kommunalmagt eller kongemagt – ikke give noget til nogen uden at tage det fra andre først. Derfor er friheden til at være i fred ikke garanteret i et samfund, der anerkender positive frihedsrettigheder.

En lovgivende forsamling, der vedtager love, der gælder for hele kongeriget, og som ikke nøjes med at begrænse sig til at sikre de negative frihedsrettigheder men som i stedet for vedtager love, der påvirker de positive frihedsrettigheder, er derfor ude i et ærinde, hvor man legitimerer statens brug af magt over for en del af befolkningen til at gøre noget for en anden. De fleste accepterer dette præmis uden at blinke, da de fleste gerne vil have velfærd, hjælpe de fattige osv., så derfor kan denne mekanisme både være synlig og skjult på samme tid – synlig, fordi alle, hvis de tænker sig om, kan se, at det åbenlyst er det, der foregår, skjult fordi den dybere sandhed om det kræver, at man tænker dybere over det.

Hvad er det så, man skal tænke dybere over?

Jo, ethvert land, der har en lovgivende forsamling, der legitimerer sin magtudøvelse med henvisning til, at nogle skal begunstiges med positive frihedsrettigheder og alt, hvad dertil hører, vil fungere på denne måde. Alle europæiske lande, efterhånden som de bliver samlet til nationalstater, får sjovt nok denne måde at fungere på. Når EU – efter anden verdenskrig er blevet tænkt som en fremtidig superstat, der med salamimetoden gradvist skal etableres uden at de europæiske befolkninger får alt at vide – også skal etableres som en overnationalstat med en lovgivende praksis, så er der ingen, der tænker nærmere over det, for det ser ud – på papiret – som en videreførelse af den nationale lovgivningspraksis, bare på overnationalt niveau. For at gøre dette nemmere at udføre i praksis etableres EU med en kommision, hvor en stor del af magten i virkeligheden befinder sig, med et Mickey Mouse-parlament til at vedtage og dermed legitimere lovgivningsprocessen, der så får betydning for alle EUs 27 lande.

Processen, set her med internetklogskabens klare blik, går altså via nationalstaten og lovgivende forsamlinger, der med demokratiet legitimerer denne styring af folket via positive frihedsrettigheder, til den gradvise underminering af nationalstaternes lovgivningspraksis, så denne praksis nu befinder sig på føderalt niveau.

Med andre ord – et statskup, hvor statsmagten først kupper befolkningerne via bestikkelse med positive frihedsrettigheder og al mulige snak om demokrati, folkestyre osv., og siden hen et kup af staterne, hvor denne magt overføres i små bidder over snart 70 år til uvalgte kommisionsfolk, der så mere eller mindre kan beslutte sig for, hvad de vil hen over hovedet på almindelige mennesker.

Man skal forstå, at repræsentativt demokrati – folkestyre – er en genial måde at styre folket på, hvor det at folk stemmer legitimerer, at deres negative frihedsrettigheder trædes under fode. Det er intet mindre end genialt.

Som man siger – så er folkestyret i de avancerede demokratier (hvor avanceringen i forhold til undergravning af de negative frihedsrettigheder er meget fremskreden) baseret på, at den lovgivende forsamling har nogle håndtag, som lovgiverne kan hive i og en udøvende magt og en dømmende magt, der kan gøre alt det, der vedtages, lovligt.

Spørgsmålet vil altid være, hvem det er, der hiver i disse håndtag.

Et er sikkert. I Danmark og i EU er det ikke folket.

Og det næste skridt er allerede taget…

 

 
Heinrich R. Jørgensen:

@David Steinberg!

“Hvad består demokratiet af? Det består af en folkevalgt forsamling – med ministre, et statsoverhoved, tjenestemænd/embedsmænd med en udøvende magt og en dømmende magt, der på bedste montesquiesk vis, i hvert fald i princippet, er adskilt fra de andre (aka magtens tredeling). ”

Montesquieu ville være dybt uenig i den beskrivelse ;-)

1) Montesquieu hævder, der er tre mulige principper styreformer kan hvile på. Det monarkiske princip (hvor ‘ære’ er modus operandi), de republikanske principter (enten en demokratisk republik funderet og garanteret af borgernes retsskaffenhed, eller en aristokratisk republik), eller det despotiske princip (funderet på ‘frygt’).

Den styreform der praktiseres pt., bærer karakteristika der massivt peger på det despotiske princip.

2) Magtens tredeling betyder, at magten mindskes gennem uddeling. Den udøvende magt består, men det tøjles ved at denne ikke må sammenblandes med ‘lovgivende myndighed’ (som ikke er ‘magt’), eller med ‘dømmende myndighed’ (ej heller ‘magt’).

Da udøvende magt udgår af den lovgivende myndigheds flertal, er det ikke plausibelt at hævde at der er en adskillelse på det område.

Montesquieu’s fokus på ‘dømmende myndighed’, var ikke rettet mod almindelige domstole (straffedomstole og civilretlige domstole). Den slags befinder sig udmærket som en del af den udøvende magt. Den type ‘dømmende myndighed’, der blev tænkt på, foregår i de noget højere luftlag. Det er de domstole o.lign. der er passende at anvende når ministre eller embedsmænd anklages for deres embedsførelse. Denne hører ikke hjemme under vanlige domstole, man kunne ideelt set placeres som en funktion et parlamentarisk andet-kammer kunne tage sig af.

Montesquieu er virkeligt værd at læse — vel at mærke i uforkortet udgave. Cambridge University har en udmærket (og komplet) udgave.

Det er sandt, at monarken signerer de vedtagne love. Monarken har dog en veto-ret, men hvis denne ikke ønskes anvendt, skal lovtekster underskrives i løbet af kort til efter folketingets beslutning herom.

Bortset fra disse teknikalia (som er yderst vigtige at forstå motiverne bag), kan jeg tilslutte mig din kommentar.

 

 

David Steinberg:

Heinrich R. Jørgensen, tak for din præcisering. Jeg er meget glad for din historiske viden, så del endelig mere ud af den – det er meget værdsat.

Jeg har min viden om magtens tredeling fra min historieundervisning i gymnasietiden. Er det helt forkert at konkludere, at min historielærers tolkning var systemets tolkning? I den fortsatte opdateringsproces, jeg befinder mig i, ville det ikke længere undre. Under alle omstændigheder må jeg finde ud af det, så jeg vil derfor tage din opfordring til mig og læse op på lektien, så snart lejligheden byder sig en gang i det nye år.

Du nævnte de amerikanske fædres uddannelsesniveau og omtalte det noget i retning af som værende på et niveau vi i dag kun vanskeligt kan forestille os – eller noget i den stil. Helt enig – mange af dem, dog ikke alle, var klassisk uddannede, hvilket i dag burde være en kilde til inspiration, hvis man gerne vil give sig selv og sine børn en bedre uddannelse end den, som det offentlige skolesystem forsøger at spise os af med. Når de klassisk uddannede havde latin og oldgræsk (nogle gange den ene, nogle gange den anden, men når det var bedst dem begge), så var det ikke uden grund – sprogene gav kraft til tænkningen og vinger til poesien og filosofien, og så åbnede det historiebøgerne direkte tilbage til historiens store tænkere, som man kunne læse uden en oversætters filter. Jefferson selv var virkelig glad for latin og oldgræsk og omtalte sidstnævnte som det fineste sprog, menneskeheden nogensinde havde skabt. Al sproglig træning, som et uddannet menneske har brug for, kunne gives gennem oldgræsk og latin, mente han. Og det var blot en sætning blandt flere, som havde stor betydning i det samlede billede, du tegnede i den anden tråd (og som jeg her har bygget videre på), idet det er rimeligt at antage, at fædrenes uddannelsesniveau og historiske indsigt var medvirkende til at forme deres opfattelse af, hvorfor en befolkning skulle have lov til at være bevæbnet.

Jeg er sikker på, at en større historisk indsigt generelt ville hjælpe med at forstå nutiden og fremtiden – herunder hvorfor og hvordan EU er blevet skabt, som det er, og hvad fremtiden vil kunne bringe.

Herfra kan kun komme en opfordring til, at du fortsætter med at dele – det er fornøjeligt og indsigtsgivende at læse.

Har du mulighed for at give nogle links, der beskriver motiverne bag, og den Cambridge-udgave, du nævner?

Hvis du har andre links, du kan dele ved samme lejlighed, som kan give yderligere historisk indsigt, vil jeg også sætte pris på dem.

Psykiatri Videnskab eller Pseudo?

Verden over bliver millioner af mennesker diagnosticeret og klassificeret sindsyge på baggrund af nogle simple uvidenskabelige observationer og fyldt med psykofarmaka. Enhver naturlig menneskelig reaktion kan af psykiatrien klassificeres som en mental forstyrrelse – og til det har de selvfølgelig en pille!

Er et menneske:

  • ked af det fordi vedkommendes bedstemor er død – så er man deprimeret og skal have antidepressiv medicin.
  • mere talende og livsglad en gennemsnittet af befolkningen – så er man bipolar i den maniske fase og skal have psykofarmaka.
  • bange for at miste sit arbejde – så lider vedkommende af en angst-forstyrrelse og skal have psykofarmaka.
  • som dreng ikke så skolemoden som gennemsnittet af pigerne – så lider vedkommende af ADHD og skal have psykofarmaka.
  • træt på grund af stress fordi ens chef er et røvhul – så lider vedkommende af vrangforestillinger og skal have psykofarmaka.
  • vred fordi manden er skredet med en yngre model og skjult alle sine værdier i forbindelse med en skilsmisse – så er man psykotisk med agressive udfald og skal have psykofarmaka.
  • en kreativ maler med “skøre” idéer og buddhist – så er vedkommende skizofren og skal have psykofarmaka.
  • tennisspiller og har en fast rutine som vedkommende skal gå igennem inden hver kamp – så lider vedkommende af tvangspræget adfærdsforstyrrelse og skal have psykofarmaka.
  • politisk uenig i den måde sit land ledes på og ytre sig offentligt herom – så er vedkommende pyskotisk med en autoritær sindsforstyrrelse og skal have psykofarmaka.
  • homoseksuel – så har vedkommende en homoseksuel forstyrrelse og skal have psykofarmaka.. øh undskyld det troede psykiaterne ind til 1970′erne!

På baggrund af nogle simple adfærdssymptomer taler psykiatrien om nogle kemiske ubalancer i hjernen uden der er nogen konsistent beviselig sammenhæng. Der er ikke nogen somatisk test som med sikkerhed kan bevise eksistensen af en sindsforstyrrelse. Forskellige psykiatere giver det samme menneske hvidt forskellige diagnoser! Psykofarmaka kan virke symptomdæmpende – men helbreder som oftest ikke sindsforstyrrelsen. Psykofarmaka og anden ordineret psykiatrisk medicin kan have så alvorlige bivirkninger at patienterne kan dø dem af dem!

Fakta: Vi ved ikke nok om hjernen, kroppen og den komplekse menneskelige virkelighed til at kunne forudsige tanker, følelser og adfærd hos andre mennesker med videnskabelig sikkerhed.

Hvis psykiatrien ikke er en evidensbaseret videnskab, hvad er den så? En spekulativ filosofi som er blevet til en lukrativ forretning?

Aktuelle links:
Pillens mørke skygge dr.dk 15. april 2013
Psykisk syge fastholdes i behandling information.dk 15. april 2013
Salg af ADHD-medicin i »vanvittig« himmelflugt b.dk 14. april 2013
Ny choktal: Nu får 38.000 ADHD-medicin information.dk 14. april 2013
Lægeformand erkender: Vi har sat for mange på antidepressiver dr.dk
Forsker: Antidepressiver er u-lykkepiller dr.dk 10. april 2013
Tusindvis af psykisk syge får en farlig medicinsk cocktail politiken.dk 4. april 2013
Embedsmænd holder viden om dødsfald hemmelig for politiker politiken.dk 8. marts 2013
Endnu en patient dør på lukket psykiatrisk afdeling politiken.dk 6. marts 2013
Sindslidende kræver svar: Hvor mange er døde efter farlig medicinsk cocktail? politiken.dk 6. marts 2013
Region Hovedstaden undlod at fortælle om dobbeltmedicinering før mystiske dødsfald politiken.dk 6. marts 2013
Sladrehanke i psykiatrien skal have lettere ved at angive kolleger politiken.dk 1. februar 2013

Baggrund:
Do Antipsychotics Worsen Long-term Schizophrenia Outcomes? Martin Harrow Explores the Question. madinamerica.com 26. marts 2013
Flere voksne bliver høje af medicin til ADHD-patienter 27. januar 2013
Danskere bruger meget antipsykotisk medicin information.dk 22. januar 2013
Markedets logik på afveje information.dk 9. januar 2013
De ’farlige medier’ og den misforståede psykiatri information.dk 18. december 2012
Overmedicinering i psykiatrien – Overblik Region Hovedstaden 3. juli 2012

Video:
Psykiatri – Skade og død mmk.info youtube.com
Dødforkert – Hvordan psykofarmaka kan slå dit barn ihjel mmk.info youtube.com
Dødelig profit – hvad du ikke ved om psykofarmaka mmk.info youtube.com