Odessa Massakren var en omhyggeligt planlagt hemmelig efterretningsoperation

odessa-molotov

Hvad som indtraf den 2, maj 2014 I Odessa, Ukraine, var en kompleks begivenhed, som er blevet skimmet af de fleste nyhedskilder. Dækningen i de amerikanske massemedier har været kriminel I dæmoniseringen af anti-kup/anti-Maidan aktivisterne. Propaganda narrativet har endda forsøgt at bebrejde ofrene for at starte ildebranden, der angiveligt dræbte dem. Dette er to niveauer væk fra virkeligheden, måske endda tre.

 

Meget mere information er tilgængelig end rapporteret af USA’s kriminelt medskyldige mainstream medier. Men selv alternative journalister har fejlet I at opspore det mest knusende, moralsk frastødende aspekt af denne historie: hvem startede volden, og hvorfor?

Når en massakre sker, er der en tendens til at rædslerne og grusomhederne distraherer offentlighedens opmærksomhed bort fra detaljerne om, hvordan det overhovedet gik for sig Dette er kendt af provocateurs, det være sig i Kiev, Moskva eller Langley Virginia. Langley er selvfølgelig hovedkvarteret for CIA (Central Intelligence Agency). Direktøren for CIA besøgte Kiev, bekræftet af det Hvide Hus den 15. april, og dusinvis af CIA agenter I skrivende stund, rapporteres at befinde sig I Ukraine som ‘rådgivende’ instans for det ikke-folkevalgte kup-regime.

Den 2. maj indtraf en serie af hændelser, som kan sammenstykkes af talrige videoer og fotos. Disse viser undercover politi-provokatører udklædt som anti-Maidan/pro-Russiske aktivister, men disse er koordineret af en uniformeret officer. Officeren er identificeret i Oriental Review, somOberst Dmitry Fucheji fra indenrigsafdelingen for ministeriet I Odessa.”

 

odessa21

cca0fa76668c35c7ec4f0fe9ef1442c4.i600x405x475 (1)

ukraine-provocateur-officer (1)

Bekræftelse og analyse er givet af det Russiske nyhedsanker, Pavel Pchelkin fra Channel One Russia. De bevæbnede, angiveligt fra den “pro-Russiske” side var undercover agenter koordineret af det ukrainske indenrigsministerium. En deling af ca. 30 bevæbnede undercover agenter affyrede adskillige skud mod fodfoldpublikummet, som er kendt for at være ‘pro-unity’ eller “pro Ukraine”, og på linje med Maidan kup-regeringen. De bevæbnede/undercover agenter startede en gadekamp fra bag politiets linjer,, gemte sig bag en mur af officerer og provokerede fodfoldtilhørerne til at angribe sig..

Neo-Nazierne, Højre Sektor, tilsluttede sig den rasende fodboldskare, og sammen forfulgte de disse provokatørerder var udklædt lignende som de “pro-russiske’ demonstranter – og jagtede dem hele vejen til Fagforeningsbygningen, hvor de egentlige ikke-voldelige anti-Maidan aktivister havde slået lejr. Da volden først startede, blev den nemt rettet mod de virkelige anti-Maidan aktivister, og politiets provocateurs forsvandt ind bag politiets brigader.

Yderligere bekræftelse kommer fra den ukrainske udøvende anklager, General Oleh Makhnitsky

Denne aktion [i Odessa] blev ikke forberedt I noget internt regi – det var en velplanlagt og koordineret aktion, hvori nogle myndighedsrepræsentanter deltog”

Dette er en falsk flag aktion

Undercover provocateurs skød mod fodfoldskarerne for at starte volden..

Volden blev ledt og trukket tilbage mod de politiske mål: anti-Maidan aktivisterne.

Massemord fulgte herpå.

Det næste niveau af virkelighed, der trænger sig på og miskrediterer den vestlige nydhedsdækning, er at ildebrandeńe medførte dødsfald. Dette er også falskt. Ofrene indeni fagforeningsbygningen blev primært myrdet af skud, såvel som stranguleret til døde af Neo-Nazi Højre Sektors stormtropper, som også blev set indeni bygningen jublende med viftende flag.

874312_original

De fleste lig set på fotos, blev brændt for at skjule beviserne på skudsår (warning: graphic photographs) [artiklens forfatter har dobbeltlinket til Channel One Russia‘s reportage, ikke fotografier – en fejl) Dette er heller ikke rapporteret over det hele politiske mediespektrum, som var det uvigtigt. Hvis ilden er synderen, er dette ligne med en naturens handling, mere end en serie af koldblodige mord udført af neo-Nazi bøller allieret med vores angiveligt gode kammerater I Kiev.

De vestlige medier er derfor blevet et medskyldigt propaganda organ ved at spinne narrativet for det amerikanske statsministerium og dets Nazi partnere. Psykopaternes depravering og galde (I begge nationer), som ved højlys dag støtter de værste af de værste, krigsforbrydere, massemordere, racistiske voldelige sindssyge, og gør mig kvalmende syg. Dette gælder Syrien, og før dette, Libyen, og nu er det gældende for Ukraine.

Disse imperielle spil huer selvfølgelig ikke Russerne. Rusland har en indgående historie med NazismeI Anden Verdenskrig. Flere russere døde I krigen end amerikanere, britter, japanere og tyskere. Amerika og EU støtten til de mest voldelige, sadistiske og morderiske kræfter I Ukraine, har drevet verden ud I et sandt krisepunktt.

$3.2 milliarder dollars er allerede blevet givet til den ikke folkevalgte neo-Nazi kup-regeringog Obama har bevidst og bedragerisk kaldt den for “duly elected.” (valgt på passende, foreskreven måde, rettidigt).

Siden hvornår er opnåelse af magt med Molotov cocktails, snigskytter og køllebank mod politiet, blevet betragtet som “duly elected?”

Denne neo-Nazi tilranetagen af magt har været et amerikansk projekt I godt et stykke tid nu. Obama’s neo-con strateg, Victoria Nuland, har pralet med at 5 milliarder amerikanske skattefinansierede dollars er strømmet ind I Ukraine siden Sovjetunionens fald, for at påvirke det politiske system. Nuland blev onafsløret på båndoptagelsen, hvor hun valgte “Yats” som frontmanden for US/NATO interesser.

Arseniy Yatsenuk’s egen stiftelse på website nævner den prominente fortegnelse – som William Blum bemærkede:

NATO, the National Endowment for Democracy [NED] , the US State Department, Chatham House (Royal Institute of International Affairs in the UK), the German Marshall Fund (a think tank founded by the German government in honor of the US Marshall Plan), såvel som en del internationale banker. Er der behov for nogen kommentar?

Amerikansk indblanding I det Ukrainske valg I 2004 var allerede afsløret. The US corporate usual suspects savler ved at etablere sin forretning I deres nye Nazi utopia.

Denne seneste manifestation af skjult amerikansk udenrigspolitik burde være ryste hele verden I dens grundvold og betvivle næsten hver eneste antagelse som man end måtte have haft om USA. De faktiske valgstemmer på Krim, og andre østlige provinser i Ukraine – demokrati – er dæmoniserede, mens ildkastende nazi psykopater, der skadefro voldtager og strangulerer gravide kvinder til døden, bliver lovet 27 milliarder dollars I IMF lånegarantier for at hjælpe dem med at cementere magten over Kiev.

That message couldn’t be clearer.

——————

Lynoversættelse af The Odessa Massacre was a Carefully Staged Covert Intelligence Operation
Odessa Provocateurs: Censored News

Americans Are Finally Learning About False Flag Terror

Fra Washingtonsblog:

Governments Admit They Carry Out False Flag Terror

Governments from around the world admit they carry out false flag terror:

  • A major with the Nazi SS admitted at the Nuremberg trials that – under orders from the chief of the Gestapo – he and some other Nazi operatives faked attacks on their own people and resources which they blamed on the Poles, to justify the invasion of Poland. Nazi general Franz Halder also testified at the Nuremberg trials that Nazi leader Hermann Goering admitted to setting fire to the German parliament building, and then falsely blaming the communists for the arson
  • Soviet leader  Nikita Khrushchev admitted in writing that the Soviet Union’s Red Army shelled the Russian village of Mainila in 1939, and declared that the fire originated from Finland as a basis launching the Winter War four days later
  • Israel admits that an Israeli terrorist cell operating in Egypt planted bombs in several buildings, including U.S. diplomatic facilities, then left behind “evidence” implicating the Arabs as the culprits (one of the bombs detonated prematurely, allowing the Egyptians to identify the bombers, and several of the Israelis later confessed) (and see this and this)
  • The CIA admits that it hired Iranians in the 1950′s to pose as Communists and stage bombings in Iran in order to turn the country against its democratically-elected prime minister
  • As admitted by the U.S. government, recently declassified documents show that in the 1960′s, the American Joint Chiefs of Staff signed off on a plan to blow up AMERICAN airplanes (using an elaborate plan involving the switching of airplanes), and also to commit terrorist acts on American soil, and then to blame it on the Cubans in order to justify an invasion of Cuba. See the following ABC news report; the official documents; and watch this interview with the former Washington Investigative Producer for ABC’s World News Tonight with Peter Jennings.
  • 2 years before, American Senator George Smathers had suggested that the U.S. make “a false attack made on Guantanamo Bay which would give us the excuse of actually fomenting a fight which would then give us the excuse to go in and [overthrow Castro]“.
  • And Official State Department documents show that – only nine months before the Joint Chiefs of Staff plan was proposed – the head of the Joint Chiefs and other high-level officials discussed blowing up a consulate in the Dominican Republic in order to justify an invasion of that country. The 3 plans were not carried out, but they were all discussed as serious proposals
  • A U.S. Congressional committee admitted that – as part of its “Cointelpro” campaign – the FBI had used many provocateurs in the 1950s through 1970s to carry out violent acts and falsely blame them on political activists
  • The South African Truth and Reconciliation Council found that, in 1989, the Civil Cooperation Bureau (a covert branch of the South African Defense Force) approached an explosives expert and asked him “to participate in an operation aimed at discrediting the ANC [the African National Congress] by bombing the police vehicle of the investigating officer into the murder incident”, thus framing the ANC for the bombing
  • An Algerian diplomat and several officers in the Algerian army admit that, in the 1990s, the Algerian army frequently massacred Algerian civilians and then blamed Islamic militants for the killings (and see this video; and Agence France-Presse, 9/27/2002, French Court Dismisses Algerian Defamation Suit Against Author)
  • Senior Russian Senior military and intelligence officers admit that the KGB blew up Russian apartment buildings and falsely blamed it on Chechens, in order to justify an invasion of Chechnya (and see this report and this discussion)
  • According to the Washington Post, Indonesian police admit that the Indonesian military killed American teachers in Papua in 2002 and blamed the murders on a Papuan separatist group in order to get that group listed as a terrorist organization.
  • The well-respected former Indonesian president also admits that the government probably had a role in the Bali bombings
  • As reported by BBC, the New York Times, and Associated Press, Macedonian officials admit that the government murdered 7 innocent immigrants in cold blood and pretended that they were Al Qaeda soldiers attempting to assassinate Macedonian police, in order to join the “war on terror”.
  • Former Department of Justice lawyer John Yoo suggested in 2005 that the US should go on the offensive against al-Qaeda, having “our intelligence agencies create a false terrorist organization. It could have its own websites, recruitment centers, training camps, and fundraising operations. It could launch fake terrorist operations and claim credit for real terrorist strikes, helping to sow confusion within al-Qaeda’s ranks, causing operatives to doubt others’ identities and to question the validity of communications.”
  • United Press International reported in June 2005:

    U.S. intelligence officers are reporting that some of the insurgents in Iraq are using recent-model Beretta 92 pistols, but the pistols seem to have had their serial numbers erased. The numbers do not appear to have been physically removed; the pistols seem to have come off a production line without any serial numbers. Analysts suggest the lack of serial numbers indicates that the weapons were intended for intelligence operations or terrorist cells with substantial government backing. Analysts speculate that these guns are probably from either Mossad or the CIA. Analysts speculate that agent provocateurs may be using the untraceable weapons even as U.S. authorities use insurgent attacks against civilians as evidence of the illegitimacy of the resistance.

  • Undercover Israeli soldiers admitted in 2005 to throwing stones at other Israeli soldiers so they could blame it on Palestinians, as an excuse to crack down on peaceful protests by the Palestinians
  • Quebec police admitted that, in 2007, thugs carrying rocks to a peaceful protest were actually undercover Quebec police officers (and see this)
  • At the G20 protests in London in 2009, a British member of parliament saw plain clothes police officers attempting to incite the crowd to violence
  • A Colombian army colonel has admitted that his unit murdered 57 civilians, then dressed them in uniforms and claimed they were rebels killed in combat
  • U.S. soldiers have admitted that if they kill innocent Iraqis and Afghanis, they then “drop” automatic weapons near their body so they can pretend they were militants
  • The highly-respected writer for the Telegraph Ambrose Evans-Pritchard says that the head of Saudi intelligence – Prince Bandar – recently admitted that  the Saudi government controls “Chechen” terrorists

So Common … There’s a Name for It

This tactic is so common that it was given a name for hundreds of years ago.

“False flag terrorism” is defined as a government attacking its own people, then blaming others in order to justify going to war against the people it blames. Or as Wikipedia defines it:

False flag operations are covert operations conducted by governments, corporations, or other organizations, which are designed to appear as if they are being carried out by other entities. The name is derived from the military concept of flying false colors; that is, flying the flag of a country other than one’s own. False flag operations are not limited to war and counter-insurgency operations, and have been used in peace-time; for example, during Italy’s strategy of tension.

The term comes from the old days of wooden ships, when one ship would hang the flag of its enemy before attacking another ship in its own navy. Because the enemy’s flag, instead of the flag of the real country of the attacking ship, was hung, it was called a “false flag” attack.

Indeed, this concept is so well-accepted that rules of engagement for naval, air and land warfare all prohibit false flag attacks.

Leaders Throughout History Have Acknowledged False Flags

Leaders throughout history have acknowledged the danger of false flags:

“This and no other is the root from which a tyrant springs; when he first appears he is a protector.”
– Plato

“If Tyranny and Oppression come to this land, it will be in the guise of fighting a foreign enemy.”
– U.S. President James Madison

“A history of false flag attacks used to manipulate the minds of the people! “In individuals, insanity is rare; but in groups, parties, nations, and epochs it is the rule.”
― Friedrich Nietzsche

“Terrorism is the best political weapon for nothing drives people harder than a fear of sudden death”.
– Adolph Hitler

“Why of course the people don’t want war … But after all it is the leaders of the country who determine the policy, and it is always a simple matter to drag the people along, whether it is a democracy, or a fascist dictatorship, or a parliament, or a communist dictatorship … Voice or no voice, the people can always be brought to the bidding of the leaders. That is easy. All you have to do is to tell them they are being attacked, and denounce the pacifists for lack of patriotism and exposing the country to danger. It works the same in any country.”
– Hermann Goering, Nazi leader.

“The easiest way to gain control of a population is to carry out acts of terror. [The public] will clamor for such laws if their personal security is threatened”.
– Josef Stalin

People Are Waking Up to False Flags

People are slowly waking up to this whole con job by governments who want to justify war.

More people are talking about the phrase “false flag” than ever before.

Tidligere FE-Kontraefterretningschef Afvist af Danske Dagblade

Først  en kronik, som Politiken ikke ville tage, Dernæst en debatartikel til Kristeligt Dagblad, som man heller ikke ville bringe.

Skrevet af Stephen Egede Glahn, tidligere kontraefterretningschef i FE , 7 år som major i FE, A-officer ved kamptropperne og Jægerkorpset. Uddannet bl.a. i USA, Tyskland og England. FN-tjeneste i GAZA og Cypern

Et skæbneår for USA.

Der sker meget i 2013, 12 år efter den største forbrydelse i nyere amerikansk historie. I disse uger og måneder taber USA mere og mere i troværdighed, ikke alene i EU, men også i Rusland, Kina, Australien, Canada og Syd- og Mellemamerika som følge af alle de kræfter, som den amerikanske regering har sat ind for at retsforfølge Edward Snowden, mens den intet har gjort for at retsforfølge de amerikanere, der stod bag 11. september 2001, også kaldet 9/11.

Som et helt aktuelt eksempel på, at meget sker og meget vil ske i 2013, vil jeg pege på den amerikanske general, der den 27. juni 2013 blev sigtet efter den amerikanske lov om spionage. Det drejer sig om general James Cartwright, tidl. chef for den amerikanske strategiske kommando, tidl. næstformand for Joint Chiefs of Staff, tidl. militærrådgiver for præsident Obama, som til New York Times har lækket oplysninger om den hemmelige krig mod Iran.

Dette drastiske skridt har han angiveligt foretaget for at forhindre en unødvendig krig. Jeg kan forestille mig, at hans motiv for at handle, som han har gjort, også er, at nogen må gøre noget for at standse den uhyggelige udvikling, som USA har gennemgået de seneste 12 år, for hvis ikke den bliver standset vil det være katastofalt , ikke alene for USA, men for hele verden.

General James Cartwright er i den sammenhæng blevet sammenlignet med Admiral Canaris og Oberst Graf von Stauffenberg og den ærefulde sammenligning har han efter min mening fortjent. Et interessant spørgsmål er, hvordan det er lykkedes igennem 12 år at skjule sandheden om 9/11. Svaret omfatter en mængde faktorer, men det drejer sig primært om den kendsgerning, at de, der sidder på den reelle magt i Washington og London, har lært meget ved at studere fortidens magtmennesker fra Machiavelli til Hitler og Stalin.

Machiavelli anbefalede således i ”Fyrsten”, at ”en by, der er vant til frihed, får man lettere has på gennem dens egne borgere end på en hvilken som helst anden måde, hvis man da ikke vil tilintetgøre dem”. Vil man forstå, hvilken yderst effektiv strategi, Hitler anvendte i den sammenhæng, er det ikke det ringeste at gå til Nic. Blædels ”Forbrydelse og Dumhed”. Manuskriptet til denne bog blev efter Nic Blædels død 1. december 1943 smuglet til Sverige, hvor Erik Seidenfaden samlede det, således at bogen kunne udkomme november 1945.

Bogens kapitel 1 handler om Hitler og den enestående radikalisme, som prægede ham, og som gennemførtes med iskold og jernhård konsekvens, for at bruge hans egne ord. I folkets, i fædrelandets interesse – således som Hitler forstod denne interesse, var det målet, der helligede midlerne. Alt var tilladt og intet løfte bindende. I snævre kredse omtalte Hitler dette endnu mere åbenhjertigt. I sine samtaler med Hermann Rauschning erklærede han således:

”Ingen folkeret og ingen traktat vil hindre mig i at benytte en fordel, når den viser sig… Hvis vi omhyggeligt skulle overholde formaliteterne, hvor ville vi så ende? Jeg stiller mig over al den slags, jeg er parat til at aflægge falsk ed seks gange om dagen… Jeg er villig til at undertegne alt, hvad man ønsker. Jeg vil gøre alle mulige indrømmelser for frit at kunne forfølge min politik. Jeg skal gerne garantere alle grænser og slutte alle de ikke-angrebs- og venskabs-pagter, som man anmoder mig om. Det ville være barnligt af mig ikke at benytte mig af disse midler under påskud af, at jeg måske en dag bliver nødt til at krænke de højtideligste forpligtelser…Den samvittighedsfulde, som tror sig forpligtet til at rådspørge sin samvittighed, før han undertegner, er ikke andet end et fæ. Hvorfor skulle jeg dog ikke gøre modstanderne den fornøjelse at underskrive papirlapper og sikre mig selv fordelen derved, hvis modstanderne er tilfredse og bilder sig ind, at de har ordnet noget som helst? Hvorfor skulle jeg dog ikke i dag undertegne kontrakter, og med den bedste tro af verden, selv om jeg allerede i morgen iskoldt skulle sætte mig ud over dem, hvis det tyske folks fremtid synes mig at forlange det? Men jeg gentager, jeg undertegner et hvilket som helst papir. Det skal ikke hindre mig i at handle i det givne øjeblik på den måde, som jeg mener overensstemmende med Tysklands interesse”.

Hitler var sig bevidst, at hans modparter ikke kunne få sig til at tro, at han virkelig, hvad moral og anstændighed angik, var manden hinsides godt og ondt, den radikale nihilist. I ”Mein Kamp” skriver han:

”Man gik ud fra den meget rigtige grundsætning, at en løgn bliver troet mere, jo større den er, da folkets brede lag i deres inderste hjerte lettere bliver fordærvede end bevidst slette, altså på grund af deres primitive enfoldighed snarere falder for en stor end for en lille løgn, da de nok selv lyver i det små, men ville skamme sig ved alt for store løgne. De kan slet ikke få en sådan usandhed ind i deres hoveder og vil heller ikke hos andre tro på muligheden for den uhyre frækhed ved en sådan fordrejelse af sandheden, ja, selv når de oplyses derom, vil de længe tvivle og vakle og tage en eller anden undskyldning for gode varer. Derfor vil der også altid blive noget tilbage af den frækkeste løgn – en kendsgerning, som allle store løgnekunstnere og løgneforeninger her i verden kender alt for nøje og derfor anvender på en nederdrægtig måde”.

Dette er en meget interessant analyse, som Hitler til fulde forstod at benytte sig af. Han var klar over, at de fleste mennesker har svært ved at tro på virkelig onde hensigter hos andre. Det forstod han at udnytte. Nic. Blædel nævner i den sammenhæng undertegnelsen af den tysk-østrigske overenskomst fra juli 1936: Østrigs ”fulde suverænitet” anerkendtes af Tyskland, de to regeringer lovede ikke at blande sig i det andet lands indre forhold, ”fredelige og normale forhold” skulle i det hele taget genoprettes.

Skønt Hitler aldrig lagde skjul på på sin østrigske politiks virkelige hensigt, og skønt Hitler kun et par måneder før ved Rhinlandsbesættelsen havde demonstreret, hvad hans ord og hvad hans overenskomster var værd, skrev Daily Telegraph i sin ledende artikel om traktaten med Østrig: ”Der er ingen grund til at tvivle om hr. Hitlers gode tro”. I Forbrydelse og Dumheds 6. kapitel under titlen ”Uden maske” beskriver Nic Blædel, med Hermann Rauschning som kilde, Hitlers program med ”den udvidede strategi”, hvis indhold kort kan gengives således: Krigen indskrænker sig ikke til militære aktioner, den begynder allerede i fredstid med åndelig krigsførelse, der er ”en mellemting mellem krig, propaganda, revolutionær opløsning og diplomatisk aktion”.

Da der i demokratierne ikke findes nogen overbevisning i ordets virkelige forstand, d.v.s. således at man vil sætte livet ind for den, vil enhver demokratisk stat kunne opløses indefra. Der må derfor skabes et stort propaganda- og revolutionssystem, hvis opgave er at besætte de økonomiske og politiske nøglestillinger i fjendens land, således at det er udhulet og undergravet og dets vilje lamslået i det øjeblik, den militære krig begynder. ”Vor strategi vil bestå i at ødelægge fjenden indefra, at tvinge ham til at besejre sig selv”, og dette vil lykkes, thi ”vi vil have venner alle steder, der vil hjælpe os”. Men alt dette forstår udenrigsministeriets gamle ”julenisser” med deres papirer ikke noget af. Nej, den rigtige ambassadør skal være en kobler og falskner, han skal skaffe besked om de ledende personligheder: ”Modtager den og den penge? Kan man købe ham på en anden måde? Er han forfængelig? Har han erotiske anlæg? Hvilken type af kvinder foretrækker han? Er han homoseksuel? …Det næste – har han i sin fortid noget, han vil skjule? Er han påvirkelig for pengeafpresning? Har han særlige tilbøjeligheder eller lidenskaber: Sport, visse griller eller spleen? Holder han af at rejse?”

Og Hitler fortsætter: ”Det virkelige arbejde, det eneste, som er af afgørende betydning, består i at knytte til sig i det fremmede land personer, ja, endog grupper og partier af betydning. Jeg skaber i alle lande en indflydelseszone. Det er det hele, men det er nok. Den politiske succes, som jeg behøver, opnås kun ved de herskende og besiddende klassers systematiske korruption, penge, nydelsessyge, forfængelighed, d.v.s.appetit på magten, se det er vor propagandas klaviatur, og i krigen, der kommer, vil jeg høste frugterne af dette underjordiske arbejde, thi ingen af mine modstandere vil være i stand til at stille noget lignende op mod mig”.

Som Nic. Blædel skriver: ”Denne lære om den åndelige krigsførelse, den udvidede strategi, er det mest originale eller rettere det egentlig originale i det hitlerske system”. Hitler omtaler i øvrigt ofte, at han har studeret statskuppenes og revolutionernes historie og teknik, og at han til eksempel har lært meget af Trotski.

Hvis man har fulgt lidt med i, hvad der er sket i verden i de seneste årtier, må man erkende, at der åbenbart er andre med magt og indflydelse i Washington, London og Tel Aviv, der har lært meget af fortidens magtmennesker. ”Agents of influence”, med forbindelser i de pågældende hovedstæder, har gødet jorden, hvor det var muligt. Hvad det i høj grad også har været i Danmark, hvilket man kan forvisse sig om ved at se sig omkring eller se sig selv i spejlet.

Da den gennem flere år planlagte og vel forberedte ”Operation 9/11” blev iværksat den 11. september 2001 fungerede stort set alt efter planen, så man kunne påbegynde”Krigen mod terror”. Selv om nogle amerikanere med særlig indsigt fra begyndelsen kunne se, at der her var tale om et gigantisk bedrageri, så lykkedes det Bush-administrationen ved hjælp fra TV-stationer og de store aviser at hindre andre røster end den officielle i at komme til orde. Samtidig havde PNAC (Project for the New American Century) fået det Pearl Harbor, som de havde ønsket.

Her vil jeg minde om, at de mest betydningsfulde medlemmer af PNAC ligner topfolk omkring Hitler derved, at de ikke alene er intelligente, men også er skrupelløse i deres magtbegær. Fælles for de to parter er faktisk også tanken om verdensherredømmet. Et mål som helliger alle midler; med deres ord og handlinger er der ikke lagt skjul på dette. Hvad der i øvrigt ligger til grund for nærværende analyse, er markante vidnesbyrd fra 41 amerikanske tidligere efterretnings- og sikkerhedsfok, der anfægter den officielle redegørelse for 9/11. Samlingen er foretaget af Alan Miller (http://patriotsquestion911.com/Counterterrorism_Veterans_Danish.pdf), og oversat af Pernille Grumme, som har sendt sagen til samtlige danske avisredaktioner. Desuden efterforskning udført af dygtige og modige mænd, bl.a. franskmanden Thierry Meyssan, tyskerne Andreas von Bülow og Gerhard Wisnewski, englænderen Ian Henshall, amerikanerne David Ray Griffin, Phillip Marshall og Christopher Bollyn og de to modige amerikanske kvinder, Susan Lindauer og Sibel Edmonds, fra henholdsvis CIA og FBI.

For at få syn for sagen vil jeg endelig nævne to danskere, som har ydet en fantastisk og utrættelig indsats for at få sandhed og ret frem vedr. 9/11. Det er Niels Harrit med sine berømte foredrag om ”DET SYVENDE TÅRN”, og Tommy Hansen, der med sin fremragende bog ”11.september – stadig ingen svar?” og senest gennem netavisen ”STIKIMOD.dk” samt sine foredrag bygget over autentisk billedmateriale fra selve dagen, har ydet det måske væsentligste bidrag til at forkorte levetiden for løgnen og bedraget vedr. 9/11.

At Bush-regimet dog også selv har bidraget til at grave sin egen grav, fremgår imidlertid af følgende. Poul Høi, Berlingske Tidenes mangeårige korrespondent i USA, skriver i sin bog ”BUSHLAND – otte år i USA”, at i sommeren 2002 blev den fremtrædende og kritiske reporter Ron Suskind indkaldt til en samtale i Det Hvide Hus med seniorrådgiveren, hjernen bag præsident Bush. I samtalen, som siden blev gengivet i New York Times, hånede seniorrådgiveren Suskind og Suskinds ligesindede, som alle befandt sig i ”det virkelighedsbaserede samfund”, et samfund, hvor man ”tror, at løsningen kommer ved velovervejet at studere den håndgribelige virkelighed”. Suskind bekræftede, at det var den virkelighed, som han og de fleste andre levede i – den empiriske virkelighed – men seniorrådgiveren afbrød ham. ”Sådan fungerer verden ikke længere. Vi er et imperium nu, og når vi handler, så skaber vi vores egen virkelighed. Mens du studerer – altid velovervejet – den virkelighed, så handler vi igen og skaber nye virkeligheder, som du så også kan studere, og det er den måde, som tingene vil udspille sig på. Vi er nu historiens aktører … og du og dine ligesindede kan bagefter studere, hvad vi gør”.

Som Poul Høi kommenterer: ”Det er den slags, som en lidt for sejrsvandt og selvbehagelig spindoktor kunne finde på at sige i fuldskab. Men seniorrådgiveren var ikke fuld; han mente ordene i fuld alvor, og han mente dem ikke bare, han virkeliggjorde dem, og i de ord ligger Bush-regeringen begravet”.

Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på den græske myte om Ikaros, der flygtede fra Kreta ved hjælp af kunstige vinger, der var påsat ved hjælp af voks. Imidlertid var Ikaros overmodig og kom solen for nær, så vokset smeltede og han styrtede i havet. Jeg kommer også til at tænke på Galaterbrevet 6,7, hvor apostlen Paulus skriver: ”Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste”. I 12 år har verden ladet sig åndeligt voldføre af en officiel forklaring på 9/11, som er den mest uhyrlige og skamløse konspirationsteori, fordi den modsiges af stort set alle de relevante kendsgerninger. Udgivelsen af en række bøger om emnet, ikke mindst i de seneste år og skrevet af seriøse efterforskere og forfattere, hvoraf nogle har været tæt på magtens centrum i årene før og efter 11. september 2001, bringer dog til stadighed sandhedens time nærmere. Hvad folkene bag forbrydelsen 9/11 har undervurderet, er menneskeåndens ufattelige styrke, når det gælder kampen for sandhed og ret over for løgnene, bedraget og uretten.

Stephen Egede Glahn

 

——–

Galilei, Newton og Harrit

Kristeligt Dagblad bragte lørdag den 17. august 2013 et længere referat fra et retsmøde i Københavns Byret 16.09.13. Den tidligere lektor ved Københavns Universitet, Niels Harrit, der i dag er en verdenskendt kemiker og foredragsholder, havde sagsøgt Weekendavisens journalist Søren Villemoes og chefredaktør Anne Knudsen for beskrivelsen af Niels Harrit som en “tosse” i en aviskommentar fra december 2012.                          Baggrunden for sagen var, at Det Kongelige Bibliotek i forbindelse med en udstilling om det armenske folkemord havde givet den tyrkiske ambassade lov til at opsætte en planche, hvor folkemordet blev afvist. Dette kritiserede Søren Villemoes i en aviskommentar i Weekendavisen med bl.a. disse ord: “Hvorfor ikke bare invitere Niels Harrit og de andre tosser fra 9/11-skeptikermiljøet ind, nu vi er i gang? Hvad med Holocaust-benægtermiljøet”?

Dette udløste retssagen, idet Niels Harrit sagsøgte Søren Villemoes og chefredaktør Anne Knudsen for injurier. Da undertegnede selv er en af dem, der kan påvise, at den officielle forklaring er usand, fordi den strider imod, hvad der i virkeligheden fandt sted den 11. september 2001, går betegnelsen “tosse” naturligvis også på mig. Det klarer jeg nu nok, da jeg  nærmest vil sammenligne det med, at nogen i eventyret om Kejserens nye klæder havde råbt “tosse” efter den lille dreng, da han afslørede kejserens manglende påklædning. At de mennesker, der ikke tror på Bush-administrationens uhyrlige forklaring om 9/11 i samme kommentar i Weekendavisen sidestilles med Holocaust-benægtermiljøet, betragter jeg  nærmest som ærekrænkende, men det er en anden historie.

Ved retsmødet den 16. august var Niels Harrit uden følgeskab af advokat, da han selv kan redegøre for de tre tårnes sammenstyrtning i New York 11. september 2001. I henhold til de naturvidenskabelige love, som blev opdaget af Galileo Galilei (1564-1642) og Sir Isaac Newton (1642-1727), kan det påvises, at tårnene ikke kunne styrte sammen, som de gjorde, medmindre sprængstoffer var involveret. Ingen bygningssagkyndig har været  i stand til at modbevise dette.

Som det, ifølge Kristeligt Dagblad, blev fremført under retsmødet, har heller ikke Søren Villemoes i nogen af sine artikler modbevist de videnskabelige fakta, som Niels Harrit har leveret, så den eneste hensigt Søren Villemoes har og har haft, er åbenbart at nedgøre og latterliggøre Niels Harrit.

Den 13. september 2013 kl. 13 faldt der dom i sagen. Her blev det fastslået, at i Danmark er det tilladt at kalde en videnskabsmand for en “tosse”,  hvis denne henholder sig til de naturvidenskabelige love, som blev opdaget af Galilei og Newton. Love, som hele den  moderne verden bygger på og som al bygningskonstruktion er baseret på.

Som en ringe trøst kan Niels Harrit tænke på, at Galilei i 1633 blev tvunget til at fornægte sin viden om, at det er jorden, der kredser om solen og ikke omvendt. Dengang var det den katolske kirkes korthus, der stod på spil. I dag er det USA´s korthus omkring 9/11.

Hvis Niels Harrit er i stand til at se sagen fra en humoristisk side, kan også han forestille sig, at der er nogen i eventyret om Kejserens nye klæder, der råber “tosse” efter den lille dreng.

Stephen Egede Glahn,

 

 

 

Raspberry Pi Keyboard Problem

rpi_keyboardNogle gange løber jeg ind i problemer med med mit “keyboard layout” til Raspberry Pi.

Det er selvfølgelig f.. frusterende fordi det ligesom forhindrer adgang med mit danske tastatur til min Raspberry Pi både i terminalen og i  X11 / RPi LXDE.

Her en er liste med løsningsforslag fra terminalen til “normale” RPi keybaord problemer:

Problem: Dit keyboard layout på dit tastatur matcher ikke med keyboard layoutet som du får tildelt i consolen på Raspberry Pi.

Start med at opdatere og opgradere din RPi til nyeste udgave af Debian Wheezy:

# sudo apt-get update; sudo apt-get upgrade

Løsning 1:
Under Raspberry Pi Wheezy, som er en udgave af Debian Linux, kan du altid skrive følgende i terminalen:

# sudo raspi-config

Gå ind under 4. menu punkt “Internationalisation Options” og følg anvisningerne dér!

Løsning 2 ( Alternativ til Løsning 1. ):

# sudo dpkg-reconfigure keyboard-configuration

Løsning 3:
Hvis ovennævte mod forventning ikke virker kan du ændre dit keyboard lay i /etc/default/keyboard:

sudo nano /etc/default/keyboard

Her skal du bare ændre XKBLAYOUT=”gb” til “dk”  og lade resten stå.
Problem: Du har danske karakterer i konsolen / terminalen på din RPi men ikke i din GUI under X11:

Løsning 4:
Normalt skulle RPi Wheezy automatisk bevare dit keyboard layout under en X11 session, men det sker tilsyneladende nogle gange at den ikke kan finde ud af det!

# sudo nano ~/.xsessionrc

setxkbmap dk

CRTL+O CTRL+X for at gemme ændringer og lukke editoren “nano”

Upgradering af Firmware til RPi

Løsning 5:
Opgrader din Raspberry Pi til den sidste ny firmware:

# sudo rpi-update

Husk at firmwaren ikke ligger på boardet, men ligger på dit SD-kort. Du må altså opgraderer hver eneste SD-kort med RPi Wheezy. NB! Det kan godt tage et stykke tid!

NB! Efter en løsning er det generelt en god idé at genstarte din Raspberry Pi.

# sudo reboot

eller genstarte dit keyboard

# invoke-rc.d keyboard-setup start

Luk helt ned

# sudo shutdown -h down

 

Links:
R-Pi Troubleshooting (2. Keyboard) elinux.org
Keyboard layout for Your country raspberrypi.org
keyboard layout  raspberrypi.org

Baggrund:
raspberrypi.org raspberry pi foundation
Embedded Linux Wiki elinux.org
www.debian.org Debian OS

Ubehagelige Kendsgerninger

af Peter Zinkernagel

Vores kultur og tænkning bygger på overbevisningen om at objektiv viden består af matematik og formel logik på ene side, konkrete kendsgerninger på den anden side. Så længe vi ikke er i modstrid med konkrete kendsgerninger kan vi sige og mene hvad som helst.

Overbevisningen går tilbage til en påstand fremsat af David Hume. Politikere, filosoffer, fysikere tænker som Hume gjorde for to århundreder siden.

Objektiv viden er det der ikke kan benægtes. Det der ikke kan benægtes er det der eksisterer i kraft af logiske relationer. Den del af verden vi kan tale rationelt om er den del der eksisterer i kraft af logiske relationer.

Logik er nødvendige relationer mellem forskellige størrelser, og størrelser er det der eksisterer i kraft af sådanne relationer. Den formelle logik er kun eet eksempel blandt mange.

Hume afskaffede logiske relationer og begrebsmæssige nødvendigheder gennem en påstand: når to ting er forskellige kan de eksistere uafhængigt af hinanden og der kan ikke være nogen nødvendig forbindelse mellem dem.

Påstanden indeholder en elementær fejlslutning. Det er een ting at to ting er forskellige, noget helt andet at de kan eksistere uafhængigt af hinanden. Men dette spiller ingen rolle eftersom ingen har opdaget det.

Vi har altså uden nogen som helst grund eller på grund af en elementær fejlslutning afskaffet den del af verden vi kan tale rationelt om.

Ingen kan benægte at det forholder sig sådan og ingen forsøger det. Men implikationerne er for væmmelige.

I stedet for en hyggelig verden bestående af tilvante forestillinger som vi ved hvordan vi skal håndtere, får vi logiske relationer som ingen ved hvordan vi skal håndtere.

I stedet for filosofi som et område hvor vi kan gøre dybsindige betragtninger og de mest frapperende opdagelser, et område hvor vi kan dupere os selv og andre med vores skarpsindighed og begrebsbeherskelse, bliver filosofi et område hvor vores uvidenhed er næsten total.

I stedet for at opleve os selv og andre som respektable fornuftsvæsener tvinges vi til at opleve os som håbløse vanetænkere. Vanetænkere der har overset vilkår lige så elementære som at to plus to er fire. Hvis uvidenhed er lige så stor som uvidenheden hos folk der ikke ved at to plus to er fire.

Ingen ved sin fulde fornuft kan ønske at udskifte en behagelig verden for en så frastødende oplevelse. Og skulle nogen alligevel – i et anfald af pervers selvpineri – ønske at foretage en sådan udskiftning, har han ingen mulighed for at gøre det. Mine påstande eksisterer ikke som noget man kan vælge at tage alvorligt. Det der har virkelighedskarakter og kan tages alvorligt er det andre tillægger betydning.

Det vi kan tale om rationelt er det der eksisterer i kraft af logiske relationer. Verden er ikke identisk med den del af verden vi kan tale rationelt om. Det vi kan tale rationelt om er det der kan begrebsmæssigt identificeres. Vi går uden videre ud fra at eksistens er det samme som det der kan identificeres.

Betydningsfuldhed er noget der ikke eksisterer i kraft af logiske relationer, noget der ikke kan tales rationelt om, noget der ikke kan begrebsmæssigt identificeres.

Betydningsfuldhed er vigtig for os. Næst efter sult og sygdom er det vi virkelig er bange for oplevelser af meningsløshed. Af at tingene er uden betydning. Ved at identificere verden med det der kan tales rationelt om har vi faktisk afskaffet en afgørende del af vores tilværelse. Heldigvis glemmer vi det i praksis hele tiden.

Den del af verden vi kan tale rationelt om kan vi lære at beherske. Ingen kan lære at beherske betydningsfuldhed.

Normalt betragtes betydningsfuldhed som subjektive bevidsthedstilstande. Ikke som noget der findes i verden.

For tre århundreder siden bestemte Descartes at verden består af udstrakte legemer i rum og tid plus bevidsthedstilstande. Intet andet.

I det væsentlige lever vi stadig på Descartes’ antagelse. Vi er stadig tilbøjelige til at mene at den egentlige virkelighed består af konkrete kendsgerninger i tid og rum plus karakteriserbare bevidsthedstilstande.

Antagelsen er komplet ubegrundet. Ud fra det at der findes fysiske legemer og bevidsthedstilstande kan vi på ingen måde slutte at der kun findes fysiske legemer og bevidsthedstilstande. Og slet ikke at fordi vi kan være bevidste om f.eks. betydningsfuldhed så er betydningsfuldhed det samme som en bevidsthedstilstand. Det er rigtigt at vi ved dominerende stærke smerter ikke kan skelne mellem bevidsthed og det vi er bevidste om. Men vi har ingen som helst grund til at mene at forholdet mellem betydningsfuldhed og bevidsthed er det samme som forholdet mellem smerte og bevidsthed om smerte.

Den antagelse at verden består af konkrete kendsgerninger og karakteriserbare bevidsthedstilstande er ikke blot ubegrundet men forkert. Vi ved ikke hvad verden består af men vi ved at verden ikke kan reduceres til kendsgerninger i rum og tid plus karakteriserbare bevidsthedstilstande. Konkrete situationer kan ikke reduceres til kendsgerninger i rum og tid plus bevidsthedstilstande.

Påstande er noget der kan fremsættes af personer i konkrete situationer. Der er derfor intet vi kan referere til uden at referere til konkrete situationer. Konkrete situationer snakker vi om hele tiden. Alligevel er konkrete situationer ukendte, vores uvidenhed om dem næsten total.

Det er umuligt at identificere konkrete situationer undtagen ved hjælp af konkrete genstande i tid og rum. Det er lige så umuligt at reducere konkrete situationer til genstande i rum og tid plus bevidsthedstilstande.

Det er virkelig håbløst at forestille sig en samtale mellem tre personer som sammensat af tre veldefinerede bevidsthedsindhold. Grænserne mellem det vi er bevidste om og det vi ikke er bevidste om er i almindelighed uklare. Vi har al mulig grund til at tro at der i enhver situation sker umådeligt meget mere end det vi er bevidste om. For hukommelsesfænomener kan dette vist demonstreres direkte under hypnose.

Betydningsfuldhed findes ikke i rum og tid. Der er andre eksempler på ting der ikke eksisterer i kraft af logiske relationer. Andre eksempler på ting der ikke findes i rum og tid.

Vi kan ikke henvise til konkrete situationer uden at henvise til tidligere situationer. Og vi har ingen grund til at antage at betydningen af tidligere situationer for vores nuværende situation falder sammen med det vi husker fra tidligere situationer. Eller endda med det vi har bemærket i tidligere situationer.

Et møde mellem tre personer har en veldefineret afslutning. Den situation der opstår når tre personer mødes har ikke nogen veldefineret afslutning. Det synes ikke muligt – på rimelig måde – at anbringe konkrete situationer i rum og tid.

Alle disse problemer undgår vi når vi antager at verden består af udstrakte legemer og karakteriserbare bevidsthedsindhold. Vi erstatter verden og os selv med tilvante forestillinger.

Det er ikke helt korrekt at give eksempler på det der ikke kan rationelt om. Det er bedre at sige at det der kan tales rationelt om er en abstraktion. Noget der kun kan forstås på baggrund af noget andet.

I fysik er abstraktionen yderst vellykket. Her kan vi virkelig se bort fra alle problemer med personer og deres konkrete situationer.

I den naturalistiske menneskeopfattelse er abstraktionen totalt mislykket.

Vi går uden videre ud fra at verden og vi selv er karakteriserbare og endda rationelt karakteriserbare. Antagelsen er komplet ubegrundet men naturlig for sprogbrugere der har opdaget at en del af verden faktisk er rationelt karakteriserbar.

Den mest fatale konsekvens af Humes tankegang er afskaffelsen af politiske normer. Formodentlig går vi til grunde som art medmindre politiske normer bliver dominerende i vores bevidsthed.

Ifølge Hume kan vi ikke have objektiv viden om politiske formål, kun subjektive sympatier. Politiske diskussioner bliver således forsøg på at overtale andre til at have sympati for de samme ting som vi har sympati for.

Jorden, luften og vandet er forurenet. Vores klima har ændret sig. Vi har børser hvor omfattende besiddelser skifter hænder og vi har tusinder af børn der dør af sult.

I denne situation har vi afskaffet selve muligheden for at tale rationelt om politik. Uden nogen som helst grund andet end en fejltagelse i elementær logik.

Politiske normer er vilkår for at tale rationelt om politik. Politiske normer er det vi er nødt til at være enige om for at kunne være uenige. Uden politiske normer har vi ikke rationel uenighed, blot forskellige sympatier.

Den grundlæggende politiske norm er at politik bør respektere personers rettigheder. Benægter vi dette får vi at politik ikke bør respektere personers rettigheder hvilket turde være det rene vrøvl. Som andre logiske relationer kan også denne kun begrundes med at den ikke kan benægtes uden at afskaffe forskellen mellem rigtig og forkert, mellem vrøvl og ikke-vrøvl.

Normen er umådelig vag. Den fortæller ikke hvad personers rettigheder er. Og den fortæller os ikke hvad vi skal vælge i konkrete situationer som altid er uoverskuelige.

Normen fortæller os at ethvert politisk forslag skal vurderes ud fra om det skønnes at bidrage til opfyldelsen af det politiske krav om sikring af rettigheder.

Normen fortæller os at en mand der hævder at f.eks. arierne skal favoriseres begår en fejltagelse af samme art som hvis han sagde at to plus to er fem. Personer og arier er ikke det samme.

Normer og andre logiske relationer er forskellige fra værdier. Værdier kan vi have sympati for og billige. For logiske relationer er vores sympati irrelevant. To plus to er fire hvadenten vi har sympati for det eller ikke.

Det centrale politiske fænomen er magtkampe eller sammenstød mellem magtkoncentrationer.

Magtkoncentrationer kan have mange forskellige formål. Men de har alle det formål at overleve og blive større. Enhver magtkoncentration må kæmpe for sin eksistens så snart den er født. Dens eksistens er altid truet af andre magtkoncentrationer.

Former for magt er vores guder. Vi er lige så imponeret af størrelse og magt som små drenge af muskler. Landes størrelse og magt, firmaers størrelse og magt, berømmelsers størrelse og magt.

I nazismen er dyrkelsen af magt utilsløret. I demokratier forsøger vi at forene dyrkelsen af magt med menneskerettigheder som en værdi.

Egentlig ved vi godt at krige og økologiske katastrofer er en uundgåelig følge af magtkoncentrationers vækst og sammenstød. Vi ved derfor at der ikke er andet at gøre end at forsøge at indrette os med mindre farlige magtkoncentrationer. Ingen ved hvordan denne opgave skal løses. Magtkoncentrationer er umådelig effektive og vi ved meget lidt om andre former for organisation og samarbejde. Indtil denne opgave er løst er intet andet værd at diskutere.

Den politiske norm mefører et pinagtigt opgør med tilvante værdier som patriotisme. Værdier som vi deler med andre. Værdier som danner et socialt fællesskab hvor vi er trygge som på moders arme.

Fraværet af politiske normer betyder ikke blot fraværet af rationelle politiske diskussioner. Fraværet betyder også at forhåndsindstillinger bliver så dominerende at vi ikke ser de mest indlysende faktiske forhold. Et uhyggeligt eksempel på dette er hvad Pol Pot gjorde i Cambodia.

Et endnu værre eksempel er det der skete da Sovjetunionen brød sammen. Et øjebliks eftertanke ville overbevise enhver om at man ikke pludselig kan ændre et system som det kommunistiske til et system baseret på parlamentarisme og markedsøkonomi. Alligevel var netop dette hvad næsten samtlige politikere og politiske kommentatorer krævede. Og ingen diktator var nødvendig for at etablere en sådan ensretning.

De politikere og politiske kommentatorer som gjorde dette bliver stadig respekteret. Måske har de ikke opdaget deres fejltagelse. Deres medansvar for kaos, en sprængfarlig hær, atomubåde der ruster op. De har bestemt ikke tilstået deres skyld og der findes ikke noget tribunal for forbryderisk dumhed.

Det vi ved bedst om os selv er at vores handlemuligheder er fuldstændig bestemt af det vi tror på. Soldater risikerer deres liv i krige. De første kristne i Rom var sikkert forfærdelig bange for at blive kastet for løverne. Men Gud var altså mere virkelig for dem end brølende løver.

Den eneste realistiske mulighed for at ændre den politiske situation er at ændre det folk tror på.

Referencer:
‘Omverdens-Problemet’ fra 1957 af Peter Zinkernagel (Doktorafhandling)
‘Virkelighed’ af Peter Zinkernagel bog udgivet 1988 på Munksgaards forlag
Logik for Sommerfugle af Peter Zinkernagel (artikel)

Links:
Genial og til grin politiken.dk 28. oktober 2001
Zinkernagel har forladt virkeligheden information 21. marts 2003
The Power of Customary Views by Peter Zinkernagel (delvist udgivet på internettet post mortem af hans søn)

Logik for Sommerfugle

af Peter Zinkernagel

Objektiv viden er det, der ikke kan benægtes.

Påstanden er rigtig, fordi vi ingen mulighed har for at antage, at den er forkert. Vi kan ikke antage at noget ganske vist er rigtigt men alligevel kan benægtes. Omvendt kan vi heller ikke antage, at noget ikke kan benægtes men alligevel ikke er rigtigt. Vi kan ikke antage, at påstanden er forkert uden at fraskrive os selv evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert.

Vores kultur og tankegang bygger på en overbevisning om, at objektiv viden ikke er det, der ikke kan benægtes. Vores kultur og tankegang bygger på en overbevisning om, at vi er ude af stand til at skelne mellem rigtigt og forkert.

Den, der indser, at objektiv viden er det, der ikke kan benægtes, kan ikke undgå at føle sig klogere end samtlige filosoffer, videnskabsmænd og politikere. Filosofferne, videnskabsmændene og politikerne kan kun gøre sig gældende, hvis de accepterer den fejltagelse, der karakteriserer vores kultur. Ellers vil ingen lytte til dem.

Som bekendt kan konkrete kendsgerninger eller fakta ikke benægtes.

Ukendt er det, at logik og logiske relationer heller ikke kan benægtes.

Ukendt er det, at logik og logiske relationer overhovedet findes.

Logik er det, vi er nødt til at være enige om for at kunne være uenige.

Logik er det, der gør det muligt for os at tale sammen og forstå, hvad hinanden siger. Det uhyggelige er nu, at vi kan have de mest udmærkede oplevelser af at forstå i forbindelse med ting, vi umuligt kan forstå.

Eftersom sprog kun eksisterer i kraft af logiske relationer, er det umuligt at lære et sprog uden at lære i en vis udstrækning at respektere logiske relationer. Det er imidlertid i høj grad muligt at lære et sprog uden at være opmærksom på logiske relationer, uden at logiske relationer optræder i bevidstheden. Omtrent på samme måde som det er muligt at lære at cykle uden at kende de fysiske love, der gør det muligt at cykle.

Når vi under opvæksten lærer at beherske et sprog er vi optaget af helt andre ting end logiske relationer. Vi er optaget af at lære at bruge ordene på samme måde, som alle andre bruger ordene. Vores oplevelse af at forstå er nøje knyttet til vores oplevelse af at være i stand til at bruge ordene på samme måde, som alle andre gør. At vi taler på samme måde som alle andre er det, der betyder noget for os.

Logiske relationer betyder, at tingene kun eksisterer i kraft af relationer til andre ting.

Personer er helt forskellige fra deres kroppe. Personer kan gå tur i skoven, kan gøre sig overvejelser, kan træffe beslutninger – hvad kroppe ikke kan. Alligevel kan vi ikke henvise til personer uden at henvise til deres kroppe: Her har vi en person, men han eller hun mangler desværre en krop.

Personer er helt forskellige fra situationer. Alligevel kan vi ikke henvise til personer uden at henvise til de situationer, de kan befinde sig i: Her har vi en person, men denne person har aldrig befundet sig i en konkret situation.

Punkter er helt forskellige fra afstande. Alligevel kan vi kun karakterisere punkter ved deres afstande fra andre punkter, afstande som afstande mellem punkter.

Naturlove er logiske relationer. Naturlove er nødvendige kvantitative relationer mellem forskellige fysiske størrelser, og fysiske størrelser er det, der eksisterer i kraft af sådanne relationer.

Vi ved, at solen vil stå op i morgen. Vi kan ikke henvise til jorden og solen som fysiske systemer uden at henvise til de bevægelseslove, de adlyder.

I det væsentlige lever vi stadig på Descartes’ forestillinger. Vi er stadig tilbøjelige til at forestille os, at verden består af fysiske genstande i tid og rum og bevidsthedstilstande, som kun findes i tid.

Logiske relationer betyder, at disse forestillinger er i bund og grund forkerte.

Logiske relationer findes ikke i rum og tid. Hvor længe varer de, og hvor er de? Logiske relationer er ikke bevidsthedstilstande; denne mand befinder sig i den bevidsthedstilstand, at relationen mellem personer og kroppe ikke kan benægtes. Eller i den bevidsthedstilstand, at naturlove ikke kan benægtes.

Vores forestillinger om rum-tiden som en beholder, hvori de fysiske processer udspiller sig, er forkerte. I relativitetsteorien lærer vi, at rum-tidsbegreber kun eksisterer i kraft af en naturlov, der etablerer en nødvendig relation mellem rum-tidsbegreber og dynamiske begreber som masse og energi.

Påstande fremsættes af personer, og vi kan ikke henvise til personer uden at henvise til konkrete situationer. Konkrete situationer er derfor fundamentale irreduktible størrelser.

Det er umuligt at identificere konkrete situationer undtagen ved hjælp af genstande og personer i tid og rum. Det er lige så umuligt at reducere konkrete situationer situationer til det, der findes i rum og tid.

Enhver konkret situation kan beskrives på uoverskuelig mange forskellige måder. Hvor findes det, at en situation kan beskrives på uoverskuelig mange måder, og hvor længe varer det?

I enhver konkret situation spiller viden og gyldighed en afgørende rolle. Gyldighed og viden findes ikke i rum og tid.

I enhver situation spiller betydning i betydningen betydningsfuldhed en afgørende rolle. Betydninger i denne betydning kan vi ikke engang tale logisk og rationelt om. Og de findes ganske bestemt ikke i rum og tid. Hvor længe varer betydninger, og hvor er de?

Forskellen mellem det, vi kan tale logisk eller rationelt om, og det, vi ikke kan tale rationelt om, er basal. Ethvert forsøg på at identificere verden med det, vi kan tale rationelt om, er derfor håbløst. Og i voldsom modstrid med vores faktiske situation.

Politik er noget helt forskelligt fra personers rettigheder. Alligevel kan vi ikke henvise til politiske formål uden at henvise til personers rettigheder. Vi har ingen mulighed for at antage, at personer ikke bør behandles som personer. Eller for at antage at personer ganske vist bør behandles som personer men ikke som havende rettigheder, der bør respekteres. Eller som havende rettigheder, der ikke bør respekteres i politik.

Omvendt har vi heller ingen mulighed for at antage, at i politik bør vi ikke bestræbe os. Eller for at antage, at i politik bør vi ganske vist bestræbe os men ikke bestræbe os på at respektere personers rettigheder.

Det karakteristiske for logiske relationer er, at de hverken kan begrundes eller benægtes. Eller kun kan begrundes med, at de ikke kan benægtes uden at afskaffe det, vi taler om. Personer eksisterer kun i kraft af relationer til deres kroppe og til konkrete situationer. Punkter eksisterer kun i kraft af relationer til afstande. Politiske formål kun i kraft af relationer til personers rettigheder. Uden sådanne relationer ved vi ikke, hvad vi snakker om.

Logiske relationer er det mest elementære fænomen, vi kender. Det vi kan tale rationelt og veldefineret om, er det, vi kan tale om ved hjælp af logiske relationer.

Logiske relationer er samtidig det mest fremmedartede fænomen, vi kender, fordi de aldrig, aldrig optræder i vores bevidsthed.

Logiske relationer er komplet usynlige. På trods af at enhver kan se, at de ikke kan benægtes.

Logiske relationer er så usynlige at de er blevet overset i mere end to tusind år. Hele vores kultur og tankegang bygger på en ubevidst overbevisning om, at logiske relationer ikke findes. Med undtagelse af den formelle logik, som slet ikke betragtes som eksempler på logiske relationer.

Og siden Hume er den mulighed, at der kunne findes logiske relationer helt udelukket.

Hume sagde, at når to ting er forskellige, kan de eksistere hver for sig, og der kan ikke være nogen nødvendig forbindelse mellem dem. Dette er en direkte benægtelse af logiske relationers eksistens.

Det stod straks klart, at Humes påstand havde de mest absurde konsekvenser. Først og fremmest at de netop opdagede naturlove måske ikke var gyldige i fremtiden og dermed ikke var naturlove.

Humes påstand har derfor været i centrum for filosoffers opmærksomhed i to hundrede år. Alligevel har ingen bemærket at den indeholder en elementær fejlslutning.

Det er een ting at to ting er forskellige. Noget helt andet at de kan eksistere uafhængigt af hinanden. At slutte på denne måde er i modstrid med netop den formelle logik, som Humes argumentation er baseret på.

Den mulighed, at der kunne findes logiske relationer, er så fremmedartet, at Hume uden videre kunne gå ud fra, at den ikke findes. Og uden at nogen opdagede, hvad der skete. På trods af at Humes påstand har spillet en dominerende rolle for filosoffer.

Umiddelbart ville man forvente at det ville blive hilst med den største begejstring, at vi nu endelig ved, hvad logik og objektiv viden er for noget. At vi nu kan pege på påstande, der er så indlysende, at ingen kan benægte dem. Og så simple at ethvert barn kan forstå dem.

Dette er ikke tilfældet. Implikationerne er alt for væmmelige. Faktisk komplet uspiselige. Alle bliver angrebet af en voldsom spisevægring.

I vores selvforståelse er vi rationelle væsener, der kan se sagligt på tingene og bøje os for argumenter.

I virkeligheden er vi håbløse vanetænkere, der kun kan forholde os til de tilvante forestillinger, vi har fælles med alle andre. Alt hvad vi finder rimeligt, finder vi rimeligt, fordi andre også finder det rimeligt. Alt det vi kan være uenige om, kan vi kun være uenige om, fordi andre er uenige om noget lignende.

Det vi kalder selvstændig argumentation er betoning af visse af vores tilvante forestillinger fremfor andre. Og da der findes umådelig mange tilvante forestillinger, er der rig lejlighed til at udvise skarpsindighed og indføre subtile distinktioner. Logiske relationer betyder, at vi ikke aner hvad rationalitet er for noget.

I vores kultur tror vi, at objektiv viden består af matematisk og formel logisk viden på den ene side, kendskab til konkrete kendsgerninger på den anden. Her ud over findes der kun mere eller mindre velbegrundede meninger og vurderinger.

Så længe vi ikke er i modstrid med konkrete kendsgerninger kan vi sige og mene hvad som helst. Intet kan være rigtigere end noget andet. Men i enhver diskussion søger vi at vise, at noget er rigtigere end noget andet. Vi bruger altså en masse tid og energi på at vise, at noget er rigtigere end noget andet. Samtidig med at vi antager, at intet kan være rigtigere end noget andet.

At det forholder sig sådan, kan vi kun se ved hjælp af logiske relationer. Logiske relationer er så at sige det modsatte af tilvante forestillinger. Der var jo ikke andet.

Vi lever i en grusom verden med krige, sult og sygdomme. Til gengæld er vores intellektuelle verden den rene idyl. Den består udelukkende af subjektive meninger, som er komplet uskadelige eftersom vi lige så godt kan mene det ene som det andet. Vi kan med største sindsro hengive os til beundring af kulturpersonligheders præstationer. De er omtrent lige så underholdende som cykelløb og præsidentvalg.

Det eneste uhyggelige er, at vi er magtesløse overfor den virkelige verden.

Vi befinder os i en grotesk situation. Uden nogen som helst grund har vi indrettet det sådan, at vi ikke kan vide om solen vil stå op i morgen. Og sådan at vi ikke kan kende formålet med politik. Og sådan at vi har afskaffet os selv og vores betydning i blind og ubevidst magtdyrkelse.

Det ser ud til at drivhuseffekten er langt mere fremskreden end vi hidtil har troet. Og ingen kan pege på realistiske muligheder for at få den bremset.

Hvis vi tænker os om i to minutter ved vi udmærket at krige såvel som økologiske katastrofer er en uundgåelig følge af magtkoncentrationers vækst og sammenstød.

Vi ved derfor, at den politiske opgave må være at indrette os med magtkoncentrationer, der ikke ødelægger os.

Yderligere ved vi, at vores handle- og valgmuligheder er bestemte af vores oplevelse af verden, af det vi oplever som havende afgørende betydning.

Mao sagde, at magt er noget der kommer ud af et geværløb. Han havde kun ret, så længe folk oplever Mao som den højeste autoritet. Oplever de Gud som den højeste autoritet, nytter det ikke at udstyre dem med geværer. De første kristne i Rom var sikkert forfærdelig bange for at blive kastet for løverne. Men der var altså noget de var endnu mere bange for.

Det eneste, der måske kan redde os, er at politiske normer og den politiske opgave bliver dominerende i vores bevidsthed. Omtrent som Moseloven formodentlig var det for jøderne.

Selvfølgelig er den politiske opgave det vigtigste og helligste af alt. Det der kræves er, at vi overbeviser hinanden om, at en kendsgerning virkelig er en kendsgerning.

Politiske normer gør det muligt at tale sammen om politik. Uden politiske normer har vi kun subjektive meninger og politiske diskussioner er forsøg på at overtale andre til at mene det samme, som vi mener. F.eks. kan vi til nazisten kun sige, at han har sympati for de forkerte ting og forsøge at få ham til at have sympati for de ting, vi synes han bør have sympati for. Dette vil næppe lykkes. Vi kan ikke underbygge vores meninger med objektiv viden, som også nazisten er nødt til at bøje sig for.

Politiske normer er lige så ubenægtelige som konkrete kendsgerninger. Men i modsætning til konkrete kendsgerninger er de i modstrid med tilvante forestillinger. Modstriden er så voldsom, at politiske normer ikke har virkelighedskarakter men opleves som underligt vage og verdensfjerne. Der er her en afgrund mellem vores oplevelse af at forstå, og så det vi faktisk kan forstå.

Lad os prøve at gøre modsætningen tydelig.

Jeg påstår at personer bør behandles som personer og at vi overhovedet ikke kan forstå den antagelse at personer ikke bør behandles som personer. Tilføjer vi nu, at ingen har bemærket dette, bliver antagelsen så mere forståelig? Kan vi så pludselig forstå den antagelse, at personer ikke bør behandles som personer?

Videre påstår jeg, at vi ingen mulighed har for at antage at personer ganske vist bør behandles som personer, men ikke som havende rettigheder. Bliver antagelsen mere forståelig, når vi tilføjer, at alle andre mener noget andet?

Yderligere påstår jeg, at vi ingen mulighed har for at antage at personer ganske vist har rettigheder men ikke rettigheder, der bør respekteres i politik. Bliver antagelsen mere forståelig, når det tilføjes, at f.eks. kineserne mener noget andet?

Jeg påstår, at vi ingen mulighed har for at antage, at i politik bør vi ikke bestræbe os. At dette er det rene vrøvl. Holder dette op med at være uforfalsket vrøvl, når det tilføjes, at filosofferne mener noget andet?

Endelig påstår jeg, at vi intet kan forbinde med den antagelse, at i politik bør vi ganske vist bestræbe os men ikke bestræbe os på at respektere personers rettigheder. Bliver vi bedre i stand til at forbinde noget med denne antagelse, når det tilføjes at politikerne mener noget andet?

Logiske relationer betyder, at vi alle opfører os som ensrettede bevidstløse zombier. Holder dette op med at være tilfældet, fordi ingen kan lide det?

Referencer:
‘Omverdens-Problemet’ fra 1957 af Peter Zinkernagel (Doktorafhandling)
‘Virkelighed’ af Peter Zinkernagel udgivet 1988 på Munksgaards forlag
Ubehagelige Kendsgerninger af Peter Zinkernagel (artikel)

Links:
Genial og til grin politiken.dk 28. oktober 2001
Zinkernagel har forladt virkeligheden information 21. marts 2003
The Power of Customary Views by Peter Zinkernagel (delvist udgivet på internettet post mortem af hans søn)

Jeg støtter et frit Internet

Jeg støtter retten til at ytre sig frit.

Jeg støtter retten til privatliv.

Jeg støtter et frit Internet.

Støt Electronic Frontier Foundations kamp for at gøre USA’s Regering og andre opmærksom på digitale rettigheder for hele verdens befolkning!

Send denne 4. juli besked videre til andre!

Reference: The NSA Files guardian.co.uk