rabarber.dk

En hyldest til Systemkritiker Emil Bier i Den 11. Time “Alle er købt og betalt!”

Links:

Emil Biers Facebook gruppe facebook.com

Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende.

Aldrig ræd for mørkets magt!
stjernerne vil lyse;
med et fadervor i pagt
skal du aldrig gyse.

Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

Chr. Richardt, 1867

Lille Peter Edderkop,
kravlede op ad muren.
Så kom regnen
og skyllede Peter ned,
Så kom solen
og tørrede Peters krop.
Og Lille Peter Edderkop
kravlede atter op.

Ref: Streetart retards

“Bad things happen when good people fail to act”

Margaret Heffernan undersøger vigtigheden af whistleblowerens rolle på trods af den høje pris som sandheden til tider kan have!

 Heinrichs & Steinbergs Hjørne – en kort interessant udveksling

David Steinberg:

Teknokratiet er ved at blive indført i små bidder.

Denne anti-demokratiske og dermed i bund og grund totale styreform vil én gang for alle sætte demokratiet ind i historiebøgerne. Er det det, som de europæiske borgere vil?

Det er også korrekt, at det næste skridt allerede er taget. Det følger ikke som en logisk nødvendighed af teknokratiet men af den nødvendighed, som planen, der har været gældende for EU siden dens spæde begyndelse lige efter anden verdenskrig, tilsiger at udviklingen skal have.

Euroen var jo som bekendt på tegnebrættet allerede i starten af tresserne. Men faktisk har EU fra starten været tænkt som et projekt, der skulle ende med en superstat, som springbræt til en integration af de andre regionale superstater, der er ved at blive dannet (NAU, AU osv.). Man startede bare med en stål- og kulunion, så der ikke gik koks i det, og tog blot én bid ad gangen af nationalstaternes suverænitet. Hver gang blev modige kritikeres røster gjort til skamme – Unionen var som bekendt stendød – og så sådan lige pludselig helt mærkeligt, når unionen var stendød, var den der, unionen, præcist som man havde arbejdet på siden EUs spæde begyndelse lige efter anden verdenskrig.

Så derfor er det korrekt, at det næse skridt allerede er taget, for der er en plan. Det er vigtigt, at folk forstår, at der er en plan. Det er planen, man følger, ikke udfaldet af diverse møder mellem de franske og tyske statsledere. Jeg ved godt, at det er det, man forsøger at give indtryk af.

Og vi som europæiske borgere i stadigvæk på papiret selvstændige nationer, der på papiret stadigvæk har folkestyre, bliver ikke spurgt. “Hvis det at stemme ændrede på noget, ville det blive gjort ulovligt,” som et berømt citat lyder. Derfor spørger man ikke befolkningen, selvom man burde, men bruger alle mulige teknikaliteter, fejen ind under gulvtæppet-manøvrer, kreative fortolkninger af den kommende lovgivning (“Vi må fremover ikke selv bestemme, men der er ikke tale om afgivelse af suverænitet!” – hvor idiotisk det jo faktisk lyder), dæmonisering af EU-modstandere (de er jo alle på den yderste højrefløj som bekendt, som om man ikke kan være mod det statskapitalistiske teknokratiprojekt uden at befinde sig der) og så videre og så videre.

Nej, i virkeligheden er EU i færd med at blive til en superstat med sin egen hær, sin egen udenringspolitik, med teknokratisk styring af økonomien (ECB, teknokrater i Italien og i Grækenland indsat af EU) og så videre.

I forvejen består ledelsen af EU – helt bevidst – ikke af folkevalgte politikere. Man taler om “det demokratiske underskud” som om det var en fejl (goddaw do!). Denne voldsomt voksende statskapitalisme går endda – surprise! surprise! surprise! – ind og påvirker markedet, så de store spillere kan overleve, mens alle andre så småt går til grunde.

Der er debattører, som håber, at EU kan tøjle finanskapitalen. Hertil har jeg blot at sige en dårlig nyhed: EU styres af finanskapitalen.

Statskup er et ord, jeg ikke har overvejet, men det er måske meget passende. Dvs. at EU er et stort statskup af de europæiske nationer. Meget tænkeligt, egentlig.

Det hele starter imidlertid ikke med EU men med forståelsen af, hvad en statsdannelse er i de moderne demokratier. Hvis ikke man forstår dette, forstår man heller ikke resten.

Vi lever i et “demokrati”. Hvad består demokratiet af? Det består af en folkevalgt forsamling – med ministre, et statsoverhoved, tjenestemænd/embedsmænd med en udøvende magt og en dømmende magt, der på bedste montesquiesk vis, i hvert fald i princippet, er adskilt fra de andre (aka magtens tredeling). Vi har i Danmark 179 folkevalgte, og de folkevalgte vedtager landets love, som underskrives af dronningen, der dermed ophøjer det lov, der gælder i Kongeriget.

Det er der ikke noget mærkeligt i, og de fleste vil jo nikke genkendende til det.

Så lad os antage, at vi alle kan være enige i ovenstående beskrivelse.

Nuvel, på nettet findes der en “awareness test”, hvor man skal se nogle unge mennesker iført sort og hvidt tøj spille basketball (du kan formentlig finde den på youtube, hvis du laver en søgning på “awareness test”. Man ser filmen og bliver bagefter stillet et spørgsmål. Første gang jeg så den troede jeg ikke mine egne øjne og måtte se den igen – jeg var sikker på, at det var skjult, og at der var fusk i foretagendet. Men nej, den var god nok.

Nu vil jeg ikke spolere fornøjelsen for de af jer, der ikke har set den, så ved lejlighed må man meget gerne se videoen.

Man spørger sikkert sig selv, hvad det har med sagen at gøre. Jo, se på ovenstående afsnit om det danske folkestyre igen og se, om du kan få øje på det.

Det er svært at se, ikke?

Nuvel, her kommer pointen: Vi har ikke blot folkestyre i Danmark men folkestyre, hvor en lovgivende forsamling vedtager landets love, som så gælder i hele den jurisdiktion, som landets territorium består af. Vi kunne have en anden form for folkestyre, fx som de har det i Schweitz (med direkte demokrati) eller som i USA før forfatningen efter Uafhængighedserklæringen, hvor statsmagten i sidstnævnte tilfælde alene handler om at beskytte folkets (negative) frihedsrettigheder – dvs. retten til at være fri for andres tvang, vold og magt, herunder statsmagten selv. Danmark har ikke en Grundlov, der kun handler om negative frihedsrettigheder – den består også af positive frihedsrettigheder. Det sidste handler om, at man legitimerer tvang, vold og magt over for en større eller mindre del af befolkningen.

Når det er så svært at få øje på, er det fordi vi i Danmark normalt ikke har nogen diskussion af, hvilken slags frihedsrettigheder, vi skal have. Hvis man argumenterer for, at bistandshjælpen skal skæres eller sættes op, om Dovne Robert skal have et spark bagi, eller om han skal have en hjælpende hånd – med statsmagtens mellemkomst i begge tifælde – så argumenterer man faktisk ud fra positive frihedsrettigheder. Disse positive frihedsrettigheder er principielt set i modstrid i større eller mindre grad med de negative frihedsrettigheder, for man kan – når man er en statsmagt, kommunalmagt eller kongemagt – ikke give noget til nogen uden at tage det fra andre først. Derfor er friheden til at være i fred ikke garanteret i et samfund, der anerkender positive frihedsrettigheder.

En lovgivende forsamling, der vedtager love, der gælder for hele kongeriget, og som ikke nøjes med at begrænse sig til at sikre de negative frihedsrettigheder men som i stedet for vedtager love, der påvirker de positive frihedsrettigheder, er derfor ude i et ærinde, hvor man legitimerer statens brug af magt over for en del af befolkningen til at gøre noget for en anden. De fleste accepterer dette præmis uden at blinke, da de fleste gerne vil have velfærd, hjælpe de fattige osv., så derfor kan denne mekanisme både være synlig og skjult på samme tid – synlig, fordi alle, hvis de tænker sig om, kan se, at det åbenlyst er det, der foregår, skjult fordi den dybere sandhed om det kræver, at man tænker dybere over det.

Hvad er det så, man skal tænke dybere over?

Jo, ethvert land, der har en lovgivende forsamling, der legitimerer sin magtudøvelse med henvisning til, at nogle skal begunstiges med positive frihedsrettigheder og alt, hvad dertil hører, vil fungere på denne måde. Alle europæiske lande, efterhånden som de bliver samlet til nationalstater, får sjovt nok denne måde at fungere på. Når EU – efter anden verdenskrig er blevet tænkt som en fremtidig superstat, der med salamimetoden gradvist skal etableres uden at de europæiske befolkninger får alt at vide – også skal etableres som en overnationalstat med en lovgivende praksis, så er der ingen, der tænker nærmere over det, for det ser ud – på papiret – som en videreførelse af den nationale lovgivningspraksis, bare på overnationalt niveau. For at gøre dette nemmere at udføre i praksis etableres EU med en kommision, hvor en stor del af magten i virkeligheden befinder sig, med et Mickey Mouse-parlament til at vedtage og dermed legitimere lovgivningsprocessen, der så får betydning for alle EUs 27 lande.

Processen, set her med internetklogskabens klare blik, går altså via nationalstaten og lovgivende forsamlinger, der med demokratiet legitimerer denne styring af folket via positive frihedsrettigheder, til den gradvise underminering af nationalstaternes lovgivningspraksis, så denne praksis nu befinder sig på føderalt niveau.

Med andre ord – et statskup, hvor statsmagten først kupper befolkningerne via bestikkelse med positive frihedsrettigheder og al mulige snak om demokrati, folkestyre osv., og siden hen et kup af staterne, hvor denne magt overføres i små bidder over snart 70 år til uvalgte kommisionsfolk, der så mere eller mindre kan beslutte sig for, hvad de vil hen over hovedet på almindelige mennesker.

Man skal forstå, at repræsentativt demokrati – folkestyre – er en genial måde at styre folket på, hvor det at folk stemmer legitimerer, at deres negative frihedsrettigheder trædes under fode. Det er intet mindre end genialt.

Som man siger – så er folkestyret i de avancerede demokratier (hvor avanceringen i forhold til undergravning af de negative frihedsrettigheder er meget fremskreden) baseret på, at den lovgivende forsamling har nogle håndtag, som lovgiverne kan hive i og en udøvende magt og en dømmende magt, der kan gøre alt det, der vedtages, lovligt.

Spørgsmålet vil altid være, hvem det er, der hiver i disse håndtag.

Et er sikkert. I Danmark og i EU er det ikke folket.

Og det næste skridt er allerede taget…

 
Heinrich R. Jørgensen:

@David Steinberg!

“Hvad består demokratiet af? Det består af en folkevalgt forsamling – med ministre, et statsoverhoved, tjenestemænd/embedsmænd med en udøvende magt og en dømmende magt, der på bedste montesquiesk vis, i hvert fald i princippet, er adskilt fra de andre (aka magtens tredeling). ”

Montesquieu ville være dybt uenig i den beskrivelse

1) Montesquieu hævder, der er tre mulige principper styreformer kan hvile på. Det monarkiske princip (hvor ‘ære’ er modus operandi), de republikanske principter (enten en demokratisk republik funderet og garanteret af borgernes retsskaffenhed, eller en aristokratisk republik), eller det despotiske princip (funderet på ‘frygt’).

Den styreform der praktiseres pt., bærer karakteristika der massivt peger på det despotiske princip.

2) Magtens tredeling betyder, at magten mindskes gennem uddeling. Den udøvende magt består, men det tøjles ved at denne ikke må sammenblandes med ‘lovgivende myndighed’ (som ikke er ‘magt’), eller med ‘dømmende myndighed’ (ej heller ‘magt’).

Da udøvende magt udgår af den lovgivende myndigheds flertal, er det ikke plausibelt at hævde at der er en adskillelse på det område.

Montesquieu’s fokus på ‘dømmende myndighed’, var ikke rettet mod almindelige domstole (straffedomstole og civilretlige domstole). Den slags befinder sig udmærket som en del af den udøvende magt. Den type ‘dømmende myndighed’, der blev tænkt på, foregår i de noget højere luftlag. Det er de domstole o.lign. der er passende at anvende når ministre eller embedsmænd anklages for deres embedsførelse. Denne hører ikke hjemme under vanlige domstole, man kunne ideelt set placeres som en funktion et parlamentarisk andet-kammer kunne tage sig af.

Montesquieu er virkeligt værd at læse — vel at mærke i uforkortet udgave. Cambridge University har en udmærket (og komplet) udgave.

Det er sandt, at monarken signerer de vedtagne love. Monarken har dog en veto-ret, men hvis denne ikke ønskes anvendt, skal lovtekster underskrives i løbet af kort til efter folketingets beslutning herom.

Bortset fra disse teknikalia (som er yderst vigtige at forstå motiverne bag), kan jeg tilslutte mig din kommentar.

David Steinberg:

1) Lav inflation er godt for økonomien:

http://m.epn.dk/okonomi2/dk/ECE5352009/graensefidusen-smuldrer-sa-smat/ (19.04.13)

“Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank, er enig.

“For det første betyder den lave inflation, at vores penge rækker længere. Det kan være med til at løfte det private forbrug og dermed skubbe til væksten i dansk økonomi.”
Ud over at være problematisk at påstå det in the first place, er det samtidig sådan, at folks realløn er gået tilbage:

http://m.epn.dk/samfund/arbmarked/ECE5331382/folk-i-job-fik-faerre-penge/ (15.04.13 )

“Den gennemsnitlige løn per lønmodtager i faste priser faldt i 2012 med 2700 kroner til 295.500 kroner. Desuden steg andelen af danskere med en A-indkomst under 300.000 kroner for fjerde år i træk fra 64,7 til 65,5 procent.”

Så hvordan disse to uforenelige påstande kan rummes i læsernes hoved skyldes vel doublethink? ( http://da.wikipedia.org/wiki/Dobbeltt%C3%A6nkning_%281984%29 )

Og så er der dette her fra samme artikel – noget der er en simpel matematisk fejl der handler om, at man ikke kan trække to gennemsnit fra hinanden på denne måde:

“Puljes det hele sammen, faldt A-indkomsten med 7000 kroner i perioden fra 2008 til 2012, når der korrigeres for prisudvikling, tallene fra Danmarks Statistik.

Tallet dækker over et fald i lønnen på 15.000 kroner, mens A-indkomst som pension, dagpenge og kontanthjælp steg med 8000 kroner.”

Suk…

Se hele den færdige film på DR’s hjemmeside:Der var engang en retsstat dr.dk af Professor, Landsretsdommer og tidl. Formand for Retssikkerhedsrådet Eva Smith